Jeg har et meget ambivalent forhold til Christiania. Det stammer fra min pure ungdom, hvor en ven og jeg i en kort periode boede på Christianshavn, røg masser af hash og festede i weekenden på Loppen.
Vi startede altid opvarmningen på værtshuset Kabyssen sammen med flere andre lokale rødder, og blandt dem (og os) var det at blive fidibus en af de hedeste karrieredrømme. En fidibus er stikirenddreng for hashpusherne i Pusher Street, og unge drenge som os kunne snildt tjene et par tusind kroner sort på en enkelt dag ved at holde udkig efter strømerne eller køre ærinder såsom at tage ind til en restaurant og bestille en stor bøf med pommes frites til en dealer og køre det ud til ham i taxa. Heldigvis blev den drøm aldrig til noget.
Efter jeg flyttede derfra (og holdt op med at ryge den fede), begyndte jeg at se fristaden i et andet (og måske klarere) lys. Pludselig så jeg hykleriet og begyndte at stille spørgsmålstegn ved, hvor frit stedet egentlig var. Efter min opfattelse var det især nogle få stærke, der bestemte en hel del, ikke mindst når det gjaldt den milliardstore hashhandel.
Jeg vil ikke gå ind i hele diskussionen om fri hash eller ej, hverken på Staden eller andre steder, for der er så utroligt mange facetter til den debat, at det vil kræve et længere essay. Jeg vil dog sige, at det i hvert fald har gjort, at jeg har holdt mig væk fra Staden i mange år. Jeg havde ikke længere nogen direkte grund til at komme der, og stemningen med den allestedsnærværende paranoia, der hviler over Pusher Street, har jeg ikke siden savnet. Da jeg en enkelt gang kiggede derud med mine små børn, var de rædselsslagne over de løsgående store hunde. Det blev et hurtigt visit.
Min ven og bofælle fra dengang døde også for cirka 10 år siden af en overdosis, og hele stedet har derfor forvandlet sig til et mere bittert end sødt minde i hukommelsen.
Men nu vil det sådan, at jeg nu hver dag cykler igennem Christiania på vej til mit nye arbejde, og jeg er begyndt at huske nogle af alle de gode ting igen. Den afslappede stemning, de skæve eksistenser og bygninger, som giver et tiltrængt alternativ til alle de utroligt mange polerede facader, der konstant dukker op i København. Vi har aldrig i så høj grad haft brug for en anderledes bydel med anderledes arkitektur og tankegang, end vi har nu.
Alt er bestemt ikke perfekt, og meget er slet ikke i orden. Men jeg glædes dog igen ved, at Staden eksisterer, og det er godt nok for mig – lige nu.
Juleboller
De ligner umiskendeligt de fastelavnsboller, som vi frådende sluger hvert år i februar, og mon ikke Lagkagehuset og andre driftige mennesker har skelet til den succes, når de nu lancerer – julebollen. Egentlig troede vi, at juleboller var noget med rosiner og andre ubehagligheder, men hos Lagkagehuset beskrives den som en “smagfuld bløddejsbolle med kardemomme og remonce, der pyntes med mørk glasur og nødder”. You had me at remonce.
Er du en #wireditgirl?
Er det blevet moderne at se fattig ud? Ja, er svaret, hvis du spørger flere influencere på TikTok. Her er debatten er blusset op, efter Apples gamle, hvide høretelefoner med ledning har gjort comeback som en vintage-accessory blandt Gen Z. Under hashtagget #wireditgirls deles billeder af unge, velhavende kendisser som Bella Hadid og Lily Rose Depp, der dyrker budget-looket med ledninger i ørene. Mens trenden bliver kritiseret for at være hyklerisk, er vi nogle, der bare er glade for, at vi aldrig fik købt os et par AirPods.
TikTok-trend redder liv
I sidste uge blev en teenager i USA reddet fra en kidnapning, efter hun brugte et viralt håndtegn fra TikTok til at signalere, at hun havde brug for hjælp. Håndtegnet blev populært i takt med, at vold i hjemmet blev mere udbredt under nedlukningen og fungerer som en slags nonverbal nødsignal, der betyder, at noget er galt, eller at man er udsat for vold og har brug for hjælp. Pigens 61-årige kidnapper er siden blevet anholdt, og det rører os dybt, hvad TikTok-trends kan bruges til.
Det bedste fra Heartbeats
Dagene løber som heste, som Jens Unmack engang sang, og endnu en god uge er gået, og en ny kan begynde. På tirsdag i denne uge er der stor valgfest, når vi skal bestemme, hvem der skal styre kommunerne og regionerne. Hvis du er københavner og stadig i tvivl, så ved Ditte Giese både, hvem du er, og hvem du skal stemme på.
Her er f.eks. vælgertype 2: Den sidste arbejder
”Du boede i Sydhavnen, længe før middelklassens flippede delemødre kom rendende. Du har set din bydel blive forvandlet til fattigmands-Vesterbro uden at kunne forsvare dig. Hvad skal I egentlig med flere kaffebarer? Du er stadig sur over rygeforbuddet på din lokale og forstår ikke, at dejlige Frank Jensen skulle falde på lidt uskyldigt dame-slikkeri.” Læs den sjove valg-klumme her:
Der findes stadig forbudt kærlighed. Især inden for sportens verden. Her er det internt i miljøet ildeset, hvis to tidligere konkurrenter finder sammen, og der er samtidigt meget modstand mod homoseksualitet visse steder i Asien og i Rusland. Derfor har de to badmintonstjerner Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen holdt deres forhold skjult i ni år. Men nu står de frem og fortæller deres historie til Ditte Lynge.
Vi slutter af med sød musik. Nærmere bestemt John Mayer, hvis musik nemt glider ned, men hvor det alligevel er svært helt at holde ham ud. I hvert fald for vores journalist Thomas Balslev, der kæmper med sin ambivalente følelser, mens guitarsoloerne lokkende smyger sig om ham.
(Emil Norsker)
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
