Det kom snigende. Tilbage i maj begyndte folk på redaktionen dagligt at snakke om deltagerne i den danske udgave af dating-reality-programmet ’Bachelorette’, og jeg fattede nada af hypen. Mest overrasket var jeg over, at så mange unge mennesker i 20’erne var i besiddelse af et abonnement til far-streamingtjenesten TV2 Play! Men jeg, en udpræget reality-skeptiker, endte med at være så investeret i programmet, at jeg så nye afsnit som det første med morgenkaffe og åbent hjerte.
For årets ’Bachelorette’-sæson har været noget helt særligt. Der har været decideret kærlighedsstorm omkring den, og den har (også) ramt et andet segment end for eksempel ’Paradise Hotel’ og ’Ex On The Beach’ og andre mere tacky formater. Det har været sjovt at følge debatten omkring deltagerne, 16 unge mænd der kurtiserede to unge kvinder. For der stod den nye generation af helt vildt søde mænd, som talte om deres følelser, lavede perler sammen, diskuterede deres kærlighedssprog, nussede og kyssede hinanden, krammede og hilste hinanden med et ”hej smukke” og prøvede ikke at blive jaloux internt trods tv-programmets indbyggede duellant-dating-fælder.
Det var tydeligt, at nogle kommentatorer, som Anna Libak fra Weekendavisen, ikke fattede en skid af den type mænd. Faktisk kaldte hun dem, temmelig fornærmende, for ”bløddyr” og ”en ny mandetype som ingen har efterspurgt” i en kommentar. Der må jeg bare sige, at jeg ikke er enig. Jeg, og mange andre kvinder, har efterspurgt mænd som Rasmus, Boris, Stig, Nicolai og Jonas hele vores heteroseksuelle kærlighedsliv.
Hold op, hvor ville jeg have elsket som ung kvinde at danne par med, eller bare knalde rundt med, sådan nogle fine mænd, som gik op i følelser og parforhold og venskaber og ville snakke om de svære ting og ikke nødvendigvis skulle være helt bedøvede af alkohol, før de turde sige noget svært til en ven eller kun kunne græde, nødtvunget, til mors begravelse.
Tænk som ung kvinde at være kærester og venner med mænd, der sådan ægte synes, det er vigtigt at udforske erotik og følelsesliv med deres partnere, og som gerne holder en i hånden i stilhed, når livet er svært. Hvor har jeg dog kæmpet med kærester uden sprog og kropssprog for deres følelsesliv og siddet hos parterapeuter med knudemænd, der ikke ville sige en skid, simpelthen fordi de ikke kunne. Nej, min og Anna Libaks generation har meget at lære af de følsomme ungkarle.
Jeg har gennem sæsonen været forelsket i dem alle på skift, måske lige med undtagelse af den lidt yoga-toksiske Alexander, der lod til at tro, at hans ret til kærlighed flugtede direkte med antallet af fremmedsprog, som han talte. Og jeg var som feminist måske heller ikke helt oppe at ringe over Kasper, der bekendte sig til de gammeldaws kønsroller og talte meget om at holde sin dames livmoder varm til alle tider (sic!).
Jo, der var skam også særlinge med – bacheloretten Julie, der arbejder med kundetilfredshed til hverdag, var også lidt sær, og talte om kærlighed som om hun afrapporterede sine kvartalsvise KPI-mål. Og jeg tænker, at vi nok var en del på hold Stig, som blev knust over, at Mette valgte Boris, som nok mere er en charmerende, kaotisk fantast end det daddy-potentiale, som Mette leder efter.
Men overordnet set var det en fornøjelse at følge deltagernes udvikling, og især mændene som havde det så fortræffeligt med hinanden og var oppe at køre i en slags fælles-bromance-orgasme. Det her program var samtidig en kæmpe sejr for den ofte udskældte genre reality-tv, som her ikke handlede om freaks, man kunne sidde og pege fingre ad. Tiden med Sidney Lee’er og Knaldperler er ovre. Her var reality faktisk reality. Og det gjorde det nemmere at spejle sig i deltagerne, og derfor blev programmet så populært.
Selv reality-skeptikere som jeg selv måtte overgive os og sidde som små romantik-junkier og følge med på skærm i ferien som en slags kærlighedens Tour de France-løb. Giv os mere af det, tak.
