På papiret havde Jan Erik Hansen et glimrende liv. Han var en succesfuld læge og anerkendt HIV-forsker i Danmark. Han var også familiefar til sønnen Thor Tao Hansen. Alligevel forlod han i 2001 sit velkendte liv og højtprofilerede job herhjemme for at blive buddhistisk skovmunk og bo alene i Sri Lanka. Han efterlod alt. Sit job, sine relationer og ejendele. Valget efterlod familien uforstående i Danmark, som kun fik ham at se i glimt et par gange i en periode på 17 år.
Thor Tao Hansen er hans søn. Han bruger navnet Tao. Faktisk var dokumentarfilmen ’Munken’, som startede, mens Jan Erik Hansen boede i Sri Lanka, ikke blevet færdig, hvis det ikke var for hans søn. Optagelserne blev nemlig afbrudt undervejs, da instruktørerne mente, at Jan Erik Hansen var mere interesseret i at lave sin egen film end at svare på deres nysgerrige spørgsmål. Blandt andet nægtede han at svare på spørgsmål om savnet til sønnen Tao.
Jan Erik Hansen kom tilbage til Danmark efter 17 år og bosatte sig på et buddhistisk kloster. Kort tid efter tog han sit eget liv, og efterfølgende begyndte instruktørerne at genoptage filmen, men nu i samarbejde med Tao.
”Det virkede som et fartøj til at gå videre i den proces, som jeg ikke havde haft mulighed for ellers. Jeg havde aldrig taget til Sri Lanka selv. Med filmen har jeg fået lov til at komme videre i sorgprocessen, men også til at opdage, hvilket menneske min far var, og hvordan hans liv var,” fortæller Tao, der understreger, at det er en ny og svær ting for ham at give interviews på baggrund af sin fars liv.
”Der er en masse ting, jeg ikke har svaret på og aldrig kommer til at få svar på. En masse ting, jeg ikke forstår. Jeg tror også, at det er et grundtræk, man oplever, når man begynder at blive voksen, at ens forældre, de voksne, også er forkrøblede og sørgelige.”
Tao er i dag 29 år og studerer på kunstakademiet i Wien. Han var 25 år i 2019, da hans far gik bort og var selv et dårligt sted i livet. Han havde sabbatår og vidste ikke, hvilket kunstakademi han skulle fortsætte sin uddannelse på. Hans liv føltes som på pause, og da hans far døde, gik alting ligesom i stå. Han isolerede sig i sin lejlighed i et par måneder med sin sorg, og tanken om at være produktiv lå ham fjernt. Hans gudfar skulle dog vise sig at komme til at spille en stor rolle i Taos liv, fordi han hjalp ham med at komme på sporet igen. På hans advokatkontor i Vanløse kunne et rum fungere som et atelier for Tao. Det var en intens tid, hvor hans kunstneriske passion blev en videre bearbejdelse af sorgen.
”Jeg havde virkelig et gennembrud med mit maleri. Jeg begyndte at male enormt meget igen i den tid. Og der er nogle lidt sjove ting ved det. Mange af malerierne, jeg malede under perioden, alluderede til bjerge og regn. Min far boede i bjergene, og det vidste jeg godt, men billedligt var det ikke tydeligt for mig dengang. Alle malerierne er også malet i en voldsom rød farve tæt på den farve, som min fars munkerobe havde.”
Søgte væk fra depression
Dokumentarfilmen skildrer, at Jan Erik Hansen aktivt søgte buddhismen som en form for helbredelse mod sin depression. I filmen siger han på et tidspunkt:
”Jeg syntes, at verden var noget lort. Og det synes jeg sådan set stadig, men jeg er ikke deprimeret over det mere.”
Jan Erik Hansen beskriver, hvordan hans bilture til og fra arbejde påvirkede ham. Folk så sure ud både til og fra arbejde. Deres blikke bag bilruderne var tomme og intetsigende. Buddhismen blev for ham en slags kogebog til at bryde ud af det fængsel, som han selv følte sig fanget i. Han søgte noget andet. Fred til fordybelse og oplysning.
Knap 8.000 kilometer væk sad Tao på syv år. Tao husker tydeligt sin far fra sin opvækst, som han havde mange dejlige minder med. Han så ikke sin far ret mange gange, efter han rejste. Han var i Danmark et fåtal af gange, ”måske fem-seks gange og i ret korte perioder på en uge eller sådan,” fortæller Tao.
Derudover havde de ikke meget kontakt.
”Vi skrev e-mails en gang i mellem, men det var mest sådan tillykke med fødselsdagen-agtigt. Men selvom vores kontakt var meget begrænset, kan jeg huske, at det altid var meget interessant at se ham. På den ene side var det ikke rigtigt en far-søn-relation, vi havde, men vi havde stadig en meget meningsfuld relation.”
”Min far var meget intelligent og meget interesseret i interrelationen mellem kvantefysik og buddhisme udover hans egentlige fag som læge. Han var dybt belæst indenfor biologi og kvantefysik, og vi talte altid sammen på en meget speciel måde. Det var en meget specifik form for samtale, vi havde. Der var nok ikke et normalt samtale-flow. Vi skiftedes til at tale i ret lang tid.”
Men I talte samme sprog og forstod hinanden?
”Vi er begge to meget belæste og bredt interesserede. Jeg tror, at man vil sige klæbehjerner om os, og det var nogle vildt interessante samtaler, vi havde os. Der blev virkelig slynget rundt med viden, og vi kunne lære utrolig meget af hinanden. Den akse med vores interessefelter delte vi totalt.”
Har du selv et forhold til buddhismen?
”Jeg tror altid, at jeg har haft en antipati overfor buddhismen. At jeg har følt en afstand til det. Som barn var det ligesom buddhismen, der havde taget min far fra mig. Jeg har aldrig rigtigt studeret buddhismen, selvom det på en eller anden måde ville være oplagt.”
Har buddhismen alligevel givet en form for mening for dig, i forhold til den måde, som din far valgte at leve sit liv, og med det han gerne ville opnå?
”Ja. Totalt. Man har nogle enormt intelligente og relevante overvejelser i fokus i buddhismen. På en måde er jeg da ret stolt over, hvad min far gjorde.”
Bliver dit billede af din far nuanceret i takt med, at du skal tage stilling til din far og jeres relation i forskellige interviews?
”Helt klart. Det er faktisk meget skarpt sagt. Det har jo været en underlig dramaturgi i det tab af min far, som jeg er gået igennem i mit liv. Jeg har på en eller anden måde skulle tabe ham to gange. Da jeg var syv, og igen da jeg var 25. Jeg tror på, at sorg skal bruge en scene og et publikum for at føles ægte. Jeg tror, at hvis man er alene med sin sorg, så er det enormt svært at bearbejde den, fordi man ikke kan få lov til at spejle den i andre mennesker. Det her med nuancering var en af grundene til, at jeg sagde ja til at lave filmen.”
Dokumentar er også fiktion
Dokumentarformatet har for Tao været svært at acceptere i forbindelse med afbildningen af hans fars liv. Der er for ham mere kompleksitet og dybde, end man kan fremstille i det format. For ham er enhver repræsentation en forfladigelse og konfirmering. Også dette interview.
”Dokumentarfilm er jo på en eller anden vis også fiktion, lige meget hvor nøgtern og spartansk man prøver at være,” siger han.
”Ved at arrangere ting og sætte dem i kontekst til hinanden, sker der rigtig meget meningsdannelse. Det fremstiller på en eller anden måde et specifikt billede, og jeg tror, at det er en af de ting, som jeg har haft svært ved med filmen. Jeg føler et vist ubehag over, at den her historie nu eksisterer i alle mulige andre menneskers hoveder, og at de kan fortolke den på alle mulige måder. Men jeg synes, at der er noget meget fint i ikke at være blufærdig med sin livshistorie.”
Et centralt tema i filmen er tid. Menneskets tid. Hvordan vi bevidst vælger at bruge den, men også hvordan vi er blevet en slave af den. Og selvom Taos far tog en drejning i sit liv og var kritisk overfor den måde, som vi strukturerer verden og familielivet på, kan Tao godt forstå dele af hans beslutning.
”I vores samfund tror jeg ikke, at der er en særlig stor kritik overfor vores egen levevis og overfor lykke. På en eller anden måde finder jeg nu nogle paralleller i den måde, jeg lever mit liv på og den måde, min far valgte at leve sit. Jeg arbejder aldrig, og derfor arbejder jeg hele tiden. Jeg er så privilegeret, at kunst er min fuldtidsbeskæftigelse. Det er svært at forklare, men det handler om, hvad mennesket gerne vil. Det, mennesket får, er tid, men hvordan bruger vi den tid?”
I filmen bliver du spurgt, om du tror, at der er en morale. Om historien om din far er et billede på det moderne søgende menneske. Mener du det?
”Ja, det er et dårligt spørgsmål. Det tror jeg ikke. Det er meget oversimplificerende. Det skal man jo heller ikke kunne svare på. Hvis der var en morale, ville det så ikke være en dårlig historie? Vi vælger ikke selv de kort, livet giver os på hånden, og der er bare ikke noget, der er så simpelt, når det handler om mennesker.”
Selvom Tao aldrig kommer til at finde svar på sine eller andres spørgsmål om, hvorfor hans far måtte rejse, så fortæller han, at han som voksen har fået en bedre forståelse for, hvorfor hans far måtte afsted.
Tao er vokset op hos sin mor, der kun er med i dokumentaren i få minutter, men hun har i fraværet af hans far været den forælder, han har haft brug for i sit liv, forklarer han.
”Min mor er helt fantastisk. Med filmen og filiationen til min far virker det som om, at jeg kommer ud af min far på en eller anden måde. Som er uretfærdigt på sin vis, for det er min mor, der har været min forælder. Jeg er jo min mors søn på en meget mere meningsfuld måde, end jeg er min fars søn.”
‘MUNKEN’ havde premiere 21. september og kan stadig ses i landets biografer.
