Foto: Netflix

Her er de bedste tv-serier i 2024 – indtil nu

Her kommer redaktionens bedste anbefalinger til kvalitets tv-serier fra 2024, og vi opdaterer løbende.

‘One Day’

‘One Day’, med den danske titel ‘Samme dag næste år, er den slags serie, der får dig til at føle, at du er svøbt ind i nostalgi, i 20’ernes forelskelser og i en ‘alt kan ske’-stemning. Jeg har næsten slugt den råt. Når jeg skriver næsten, er det, fordi jeg ikke kan nænne at se serien færdig. Derfor har jeg gemt de sidste to ud af seriens 14 afsnit, fordi jeg faktisk ikke kan bære, at den skal slutte. Tænk, hvis den ikke ender lykkeligt?

Serien handler om de to venner Dexter Mayhew og Emma Morley, der møder hinanden til afslutningsfesten på college, hvor de begge har studeret. Året er 1988, og de to nyfundne venner skal til at begive sig ud i voksenlivet, der ligger sprødt for deres fødder. Han er en del af overklassen fra London, hun er en del af arbejderklassen i Nordengland. Første afsnit lægger op til en klassisk ‘rom com’: kærlighed ved første blik, hvor man med alle kunstens virkemidler foranlediges til at tro, at Dex og Em, som de kalder hinanden, hooker op og bliver kærester. Men det sker bare ikke. 

I stedet udvikler Dex og Em et særligt venskab, og selvom deres liv drejer sig i totalt forskellige retninger, så bærer de – næsten – altid hinanden med sig. For hvert afsnit bliver der spolet et år frem i tiden, nogle af årene ser de hinanden hele tiden, mens de er helt adskilt i andre. Han bliver vært på nogle højtråbende fjernsynsprogrammer, mens hun uddanner sig videre til skolelærer. Undervejs tror man flere gange, at nu finder de sammen, og at alt bliver idyl, men så kaster livet en curveball efter dem.  

Hovedrolleindehaverne, Leo Woodall og Ambika Mod, spiller fænomenalt, deres dialog er veloplagt, og man tror virkelig på deres karakterer. Særligt i afsnit fem, da Dex får et totalt sammenbrud på en togstation, et regulært panikanfald, da det går op for ham, at hans mor er døende, og at han har forsøgt at løbe fra sorgen ledsaget af kokain og alkohol. Han prøver desperat at få fat i Em, sin bedste ven, via en mønttelefon, men han bliver kun modtaget af telefonsvareren. 

Frem for alt er serien en sanselig oplevelse. Den viser, hvordan det kan være mere intimt, at to albuer næsten rører hinanden end en klassisk snave-scene. Skønheden ligger i detaljerne, og for os, der husker 90’erne, er det særligt vidunderligt at genopleve årtiet afsnit efter afsnit. Musikken, moden og viben. Faktisk er musikken noget helt særligt i serien. Personligt har jeg hørt The Waterboys med ‘The Whole of the Moon’ ret meget på repeat, siden jeg begyndte på serien, og på Spotify har Netflix lavet den service til de saxofon-elskende nostalgikere samlet en ‘One Day Official Playlist’.

Serien er spækket med lige dele britisk charme og kynisme. Dex og Em er ægte sjove, men de kommer også med jævne mellemrum til at såre hinanden med deres kulsorte humor og lejlighedsvise ubetænksomhed. Sommetider er serien faktisk næsten følelsesmæssigt brutal, en kniv i hjertet. Men jeg er dybt forelsket. 

Se den på Netflix

/Louise Elly Meyer

The Gentlemen

Der er få filmskabere, der har et så markant visuelt og indholdsmæssigt aftryk, at man ved, at det er dem, før man ser rulleteksterne. Men Guy Ritchie kender man fra første anslag. Det er som regel noget med hurtige klip, hurtige penge, der i hurtige import/eksport-handler skifter hænder. Der er lidt boksning, gambling, tør humor og folk, der får skudt hovedet af på humoristisk vis.

Således også i hans nye serie ’The Gentlemen’, der er en selvstændig udvikling af filmen af samme navn.

Netop den film har været et af lyspunkterne i Guy Richies seneste skud, hvor der har været væsentlig længere mellem snapsene, end da han bragede igennem med ’Snatch’ og ’Sherlock Holmes’.

Men i denne forbrydere-for-sjov-serie er Guy Richie virkelig på hjemmebane. Det hele er sjov og ballade, og selvom den manglende dybde godt kan føles en smule anstrengt til tider, så er den for det meste virkelig underholdende.

Det er dejligt at se, at en så talentfuld instruktør som Guy Richie stadig har den, og at han stadig kan give os en god gang røverkomedie. Og hvis man netop er i humør til rappe replikker, rå vold og farverige miljøer, fås det ikke meget bedre.

Emil Norsker

Se den på Netflix

‘Young Royals’ – sæson 3

For tredje gang er den svenske kostskole Hillerska epicentret for Netflix-serien ‘Young Royals’. Og nå ja, selvfølgelig også den komplicerede romance mellem Kronprins Wilhelm og dagseleven Simon, der har bekendt kulør. Deres forhold er blevet offentligt, og det kaster helt nye problematikker af sig. Paparazzifotograferne ligger på lur, og kostskoleeleverne snakker i krogene. Den svenske konge in spe drømmer om en helt normal ungdom, og det ønske bliver mere og mere uopnåeligt, efter han er blevet åben om sin homoseksualitet.

21-årige Edvin Ryding spiller rollen som Kronprins Wilhelm overbevisende, og man er helt med på de dilemmaer, der udspiller sig i hans hoved. Skal han følge sit hjerte eller den rettesnor, som hans mor, dronningen, og monarkiet i øvrigt udstikker for ham? Og hvad gør man ved et shitload af privilegier, hvis man slet ikke har lyst til at have dem? For Wilhelm føles den royale titel, Kronprins, som en stor lænke, som han ikke kan bryde fri af. En afledt effekt af at have set ‘Young Royals’ er, at man kan ikke lade være med at tænke, at det statistisk set er usandsynligt, hvis ikke umuligt, at der simpelthen ikke er en eneste homoseksuel i de europæiske kongehuse? 


Selvom der altså igen er fuld plade på kostskole og kongehus, så sørger musikunderlægget for, at ‘Young Royals’ ikke bliver for poleret. Der er som regel tung hiphop til at blæse afsnittene i gang, og det er jeg en erklæret sucker for. Plottet bliver af og til en lille smule søgt. Seriens store styrke er helt klart persongalleriet, der virker autentisk. Ungdommens sårbare og mindre flatterende sider (hævn, egoisme, utroskab) bliver vist frem. Skuespillerne har også akne, ingen makeup og fedtet, uregerligt teenagehår. De karakterer fandtes slet og ret ikke, da jeg var teenager i Y2K’s storhedstid. Ungdomskaraktererne blev som regel spillet af granvoksne skuespillere med flawless hud og hår. Jeg er ret sikker på, at jeg ville have fundet trøst i den spejling, som Young Royals-stjernerne tilbyder.  

/Louise Elly Meyer

Se den på Netflix

‘Dark Horse’

Ketamin, kærlighed og knuste skæbner. Det er groft sagt hovedtemaerne i TV 2’s dramaserie ‘Dark Horse’. Anna (Josephine Højbjerg, måske bedre kendt som Tinka) og hendes mor Eva (Birgitte Hjort Sørensen) har levet tumultarisk liv, hvor de er flyttet rundt i de fleste afkroge af verden, alt efter hvem moren har været kærester med. Den nyligste skilsmisse bringer dem så tilbage til en lille sjællandsk landsby, som vi ikke kender navnet på, hvor de flytter ind hos Evas bror, der er dyrlæge, og som har heste. Hans kone er død, og han bor der nu sammen med sin søn og sin datter, Ollie (Nina Rask).

Eva har ikke en klink tilbage. Hun leger en dyr dame udadtil og forsøger at overbevise byens succesfulde erhvervsmand (Youssef Wayne Hvidtfeldt) om, at det er det helt nye at putte kul i sit drikkevand, og at han skal investere i hendes idé. Imens falder datteren Anna til. Hun får venner og bliver forelsket i gymnasiets lækre guitar-fyr med halvlangt hår, der viser sig at skylde penge til en pusher. Anna begynder at hjælpe ham med at barbere sin gæld af ved at sjæle ketamin fra sin onkel, der er dyrlæge, og herefter begynder en snebold af problemer langsomt at trille sig større og større.

Sommetider går der lige lovlig ‘smell the fart acting’ i den, hvilket selvsagt kan være rimelig anstrengende at se på, når serien gerne vil levere et højspændt psykologisk drama. Men her kommer Nina Rask heldigvis og redder dagen. Hun spiller sin rolle som ‘Ollie’, Annas kusine, overbevisende og giver serien lige dele varme, charme og et solidt moralsk kompas at navigere efter. Replikkerne bliver leveret med dybde og subtil humor. Faktisk, får man bare lyst til at være venner med hende i virkeligheden.

Det, der gør serien ægte uhyggelig, er imidlertid den psykiske terror, som Eva udøver på sin datter. Birgitte Hjort Sørensen spiller rollen som selvcentreret, high class-misbruger med skræmmende overbevisning. Det ene øjeblik vil hun være bedste veninder med hende, det næste øjeblik fortæller hun hende, at hun er dum, hvis hun tror, at der er nogen, der vil være kærester med hende.

‘Dark Horse’ er et solidt drama i seks afsnit. Spændingen holder og slutningen overrasker. Dertil er karaktererne komplicerede. De er langt mere, end det førstehåndsindtryk de giver.

/Louise Elly Meyer

Se den på TV 2 Play

Curb Your Enthusiasm‘ – sæson 12

Den kroniske gnavne mand, Larry David, er tilbage for en sidste omgang. I mere end 20 år har vi fulgt ham i hans endeløse række af selvskabte problemer, og det er som om, serien altid har været frisk på grund af hans stædigt manglende lyst til at angle efter tidsånden.

Til tider har jeg personligt kørt en smule træt i dilemmaerne, der har føltes meget små, men i hvert afsnit vil man altid kunne finde replikker eller situationer, der vækker latter.

Tilbage står Larry David som en af de få, der virkelig siger sin mening i en verden, der slår knuder på sig selv for ikke at støde, og det er i sig selv befriende.

Forvent ikke noget større festfyrværkeri i denne afsluttende sæson. Alt er ved det gamle. Folk er irriterende (synes Larry David), og verden er et forlorent og latterligt sted. Det er ofte både sandt og sjovt.  

/Emil Norsker

Se den på HBO Max

‘Feud: Capote vs. The Swans’ (sæson to)

I sæson 1, ‘Feud: Bette and Joan’, møder vi Hollywood-stjernen Joan Crawford, der befinder sig i sit livs og sin karrieres efterår. Marilyn Monroe – og de yngre generationer i det hele taget – har gjort sit indtog foran de rullende kameraer, og der er øjensynligt ikke plads til en kvinde med smilerynker i sin bedste alder. Crawford kæmper for at gøre comeback. Den nye sæson 2 i antologiserien ‘Feud’, der folder forskellige episke konflikter gennem historien ud, er også baseret på en sand historie. Denne gang historien om den excentriske amerikanske forfatter Truman Capote, der i sin karriere notorisk omgav sig med kulturelitens smukkeste kvinder. Han døbte dem ‘The Swans’.

Men ak, Capote udnytter sin plads i den omsværmede indercirkel og skriver en bog propfyldt med alle de hemmeligheder og betroelser, han har fået fra sine svaner gennem årene. Disse rige, privilegerede kvinder bliver selvsagt rasende og fortvivlede.

Serien giver et indblik i slagsiden af berømmelsen i form af både alkoholproblemer, utroskab og intriger. Som da afsnit to åbner på et close up af et drop med kemo, der bliver lagt i åren på Babe Payley (en i øvrigt fænomenal skuespillerpræstation af Naomi Watts). I næste nu ser vi hende klædt tres chic i sort med store solbriller til sin venindes begravelsen, der angiveligt tog sit eget liv efter Capotes udbasuneringer.

Med højt 60’er-hår bevæger Babe Payley sig videre til en hvidvinsfrokost med sine berømte veninder. Kvinderne diskuterer, hvad forfatteren har skrevet om dem hver især, og de beslutter sig for at stå sammen og knuse ham i offentligheden på samme måde, som han stækkede deres omdømme. War is on. I næste nu får bivirkningerne Babe til at kaste op på et nydeligt marmor-toilet. Cancer kender ingen klasse, alvoren lurer hele tiden lige om hjørnet.

Det er en serie med absolut schwung, og som i første sæson er der stadig pelse, perler og pastelfarver på programmet. Og hvor er det en fornøjelse sommetider bare at læne sig tilbage og nyde en amerikansk smuk og velorkestreret produktion med alt, hvad det indebærer af glitz and glam, velskrevne manuskripter og højspændt drama.

/Louise Elly Meyer

Se den på HBO

‘True Detective: Night Country’

Allerede inden denne fjerde sæson af True Detective udkom på HBO, var der forlydender om, at serien var god – og måske rettere god igen. Siden den legendariske første sæson har der nemlig været bred enighed om, at niveauet ikke helt holdt i de følgende to sæsoner. Nu hvor seriens fjerde sæson er ude i sin helhed, kan man konstatere, at den i den grad er værd at se. Især fordi den er så noieren.

Placeret i det nordlige Alaska, hvor solen ikke skinner, er serien centreret om en mystisk mordgåde, hvor et hold dna-forskere bliver fundet bundfrosne og døde ude på isen. Hvem eller hvad der har slået dem ihjel står hen i det uvisse, og det er selvfølgelig meningen, fordi det er True Detectives modus operandi at flirte med det overnaturlige. Genremæssigt er vi næsten ovre i gysergenren. Der er rigelige jumpscares, uhygge og levende døde, og det skaber en suspense i sig selv, men seriens spændingskurve har i høj grad også at gøre med de tre efterforskeres karakteropbygninger undervejs. De to skuespillere Jodie Foster og Kali Reis (som er tidligere prof bokser) spiller blændende i deres roller som hårdhudede politikvinder. Men mest af alt er det noget så sjældent som en krimiserie med en smuk morale om livet, nemlig at vi ikke rigtig kan eller bør forstå alting omkring os i denne verden.

/Thomas Balslev

‘Midsommernat’

Okay, det her er ikke et nybrud af en serie. Det er en Netflix Original, der er skræddersyet til at opfylde brugernes ønsker og præferencer. Men den gør det altså rigtig godt. Det er fem timers honning-bad til hjernen, men afsnittene er tilsat en helt tilpas portion alvor, morbiditet og tør skandinavisk humor. Afsnittene varer kun en halv time, hvilket er ret befriende, og der er hurtigt fremdrift i handlingen. 

Miniseriens omdrejningspunkt er fejringen af midsommeraften på svensk manér. Forældreparret Carina og Johannes, der er i sit livs efterår, har inviteret deres voksne børn og svigerbørn for at have en fest, men også for at fortælle dem alle sammen en trist nyhed. Undervejs i miniserien skifter perspektivet, og særligt viser den et ret smukt og nuanceret perspektiv på utroskab, der er virkelig interessant. 

Desuden er dialogen veloplagt, og det er på én gang tragisk og hysterisk morsomt at se de to voksne søstre gå i flæsket på hinanden over, at den ene tyvstarter til sækkeløbs-konkurrencen. De fleste af os har nok oplevet på egen krop, hvordan vores søskende kan få vores indre teenager og urimelige barnagtigheder til at bryde ud i lys lue. 

Der er nogenlunde subtilt lagt fine moraler ud i afsnittene. Folk har som regel deres grunde, uanset hvor dårligt og aparte de opfører dig. Og ikke mindst, at det rigtige sted og det rigtige tidspunkt til at dele en dårlig nyhed aldrig rigtig indfinder sig. De handlinger, man synes, er utiltalende i de første afsnit, forstår man hen ad vejen, når relationerne bliver tydeligere, og personernes motiver kommer frem. 

Generelt er der høj sol, snapseviser, bugnende fade med mad, friske blomsterkranse og en glitrende skærgård i baggrunden. Det er helt utroligt æggende og behageligt at se på, og man har sådan set bare lyst til at sætte sig til bords og være med.

/Louise Elly Meyer

Se den på Netflix

‘Originalerne’

Denne lille danske dokumentar-serie er gået under radaren hos de fleste, men det er en fejl. Det livgivende og underholdende fjernsyn, når det er bedst. Som titlen antyder handler den om en flok originaler – og disse er fra Randers. Derudover har de det tilfælles, at de er kunstnere med en eller anden slags udviklingshæmning. Man møder Kenneth Rasmussen, en rund mand i sin bedste alder, som strikker sin kunst ud af alt muligt, fortrinsvins opklippede indkøbsposer, og man møder malerne Mathias og Allan, som elsker Elvis, og så er der Heidi, åh Heidi, en dybt elskværdig kvinde, som elsker at male og elsker Beverly Hills så meget, at hendes følelser næsten flyder over.

Det er ganske enkelt fantastisk at møde og høre disse menneskers personlige, bundærlige og ofte unikke holdninger til kunst. Et emne, som normalt diskuteres i de fine saloner, men i sagens natur hører hjemme alle steder og i denne sammenhæng endda får nye aspekter. Ligesom i de gamle programmer ‘I en anden del af Danmark’ og ‘Morten og Peter’, kan man som seer ikke undgå at falde for de medvirkendes charme, og jeg håber personligt ikke, at det her er sidste gang, vi ser noget til dem på fjernsyn.

/Thomas Balslev

Kan ses på dr.dk

Foto: DR
Footer graphics