Hvorfor karate-rapperne var et dybt originalt 'high performance team'
Radio & podcast
menu-close

En markedsanalyse af Wu-Tang Clan: Hvorfor karate-rapperne var et dybt originalt ‘high performance team’

12. november 2018 |

For 25 år siden udkom en milepæl i moderne musik. Wu-Tang Clan udgav debutalbummet 'Enter the Wu-Tang (36 Chambers)'. En på alle måder umulig udgivelse fra et umuligt band. Så hvad var det, Wu-Tang Clan kunne?

Kommunikationskonsulent, på barsel, glad for at skrive.

Det er ikke hver dag, at en så skelsættende pladeudgivelse fylder 25 år. Samtidig bliver vi heldigvis aldrig trætte af at hylde de, der gør tingene på deres helt egen måde. I en tid hvor alle sælger ‘unikke, skræddersyede løsninger’, føles det til tider som om, der er langt mellem netop det unikke.

9. november 1993 udkom en milepæl i moderne musik; Wu-Tang Clan udgav debutalbummet Enter the Wu-Tang (36 Chambers). Og hvorfor er det så interessant?

Jo, udover at albummet står som en hjørnesten i hiphop, tjener det som et sjovt eksempel på, at det betaler sig at gøre tingene på sin egen måde. Det er nemlig den bedste måde at skille sig ud på. Samtidig lykkedes rapgruppen med flere af de ting, som alle organisationer og virksomheder tilstræber.

I 1993 var det kun de indviede, der talte om et par subgenrer indenfor rap. I det store og hele var rapmusik bare rapmusik. De første kommercielle hits havde set dagens lys, og der fandtes både soloartister og mindre grupper, men formlen var ofte den samme. Pladeselskaberne kopierede nemlig hinandens succeser, og markedet begyndte at blive mættet af kloner. Rap var godt nok ved at blive en stor, anerkendt musikgenre, og de kommercielle interesser skrev kontrakter med alt, hvad der lød af det næste store hit. Det skulle bare ikke være for anderledes.

Men så kom Wu-Tang Clan og fik succes ved at gøre alt anderledes, som den velsmurte virksomhed, de ikke vidste, de ville blive sammenlignet med i et obskurt indlæg her på Heartbeats 25 år senere (den søgte sammenligning gælder i øvrigt kun debutalbummet, da gruppen senere blev kendt for at komme op at slås med hinanden i lufthavne og sælge stoffer).

For det første var de ni (9!) rappere, hvilket selvfølgelig ikke giver mening. Det er alt, alt for mange, hvilket alle der har lavet sam-bas-gruppeprojekter kan skrive under på. Selv RUC har en øvre grænse for, hvor mange der må være i en gruppe. I en rapgruppe er det problematisk med mange rappere, hvis alle skal nå at have minimum et vers hver. Men der opstod ren magi, når disse rappere var sammen – en synergi.

Alle ni personager, RZA, GZA, Ol’ Dirty Bastard (1968-2004), Method Man, Raekwon, Ghostface Killah, Inspectah Deck, U-God, Masta Killa og Cappadonna, havde tilmed hver deres image og stil. Fra den vise, skakspillende filosof til den festlige spradebasse, fra ghetto-journalisten med skæbnesvangre beretninger fra smøgerne, til den helt igennem vanvittige psykosedyrkende weirdo. Derfor var rapkollektivet aldrig kedelige at høre på, og alle brugerne fandt selvfølgelig deres egen favorit. Gruppen kunne både udnytte individerne og gruppedynamikken, så momentum kunne fastholdes. De var ud fra en virksomheds-ideologi simpelthen et high performance team, altså en sammentømret gruppe, hvor medlemmerne gjorde hinanden bedre og supplerede hinanden for at optimere produktet.

Selvom de var så forskellige, var de alle med til at opnå det fælles mål, som i overført betydning var at opnå verdensherredømmet (i rap). Oversat til funktionærsprog var målet at nå toppen af skalalønstigen.

LÆS OGSÅ: Q&A med debuterende Yakuza: “Ja, jeg er helt cliché vokset op med en mor på bistand og en top-kriminel far i kulissen”

Også musikken lød anderledes. De gamle soul-samples og repeterende pianostabs lød skæve, ja nærmest forkerte, i forhold til, hvad man var vant til. Wu-Tang Clan lød som soundtracket til en halvdårlig kung-fu-film på et slidt VHS-bånd. Tempoet blev sat op og ned efter forgodtbefindende, hvilket gav musikken en lyd af uvirkelighedsfølelse og en særegen rytme. Men faktisk var produktet mere råt, end man skulle tro. Hverken udstyr eller tekniske kompetencer i studiet var på professionelt niveau, og derfor fik pladen en helt speciel lyd. Den var simpelthen mindre redigeret og poleret, end man normalt ville have gjort, og derfor stod den stærkere. Bagmanden RZA fik skabt noget unikt på trods. Eller måske netop derfor. De fandt den rette form, tone of voice og skilte sig markant ud.

Men det underligste var kernen i den nye stil; samuraier og kung fu-film. Mere nørdet bliver det altså ikke, og Wu-Tang Clan har da også senere deltaget i tegneseriemesser. Men mere anderledes blev det faktisk heller ikke, for mens andre rappere havde travlt med at lade som om, de ville skyde hinanden eller tage afstand fra selvsamme vold, så rappede de ni originaler også om kung fu-spark, sværdets kraft og samuraiens æreskodeks. Deres nye idéer skilte dem markant ud fra konkurrenterne. De skabte med andre ord en markedsfordel, der gjorde dem unikke. Wu-Tang Clan havde en ‘Blue Ocean Strategy’.

Der var næppe mange samuraier på Staten Island, New York i 90’erne, hvor karateklanen kom fra, men Wu-Tang Clan var ligeglade. De havde fundet et image, en måde at skille sig ud på. De turde være originale, underlige, sjove, farlige, seriøse og alt derimellem på en og samme tid – og vise verden at det ofte er en god idé at kommunikere flere følelser på en gang.

Tillykke med sølvbrylluppet ‘Enter The Wu-Tang (36 Chambers)’.

Troels Rud

Kommunikationskonsulent, på barsel, glad for at skrive.