De fleste kender ham bedst for ‘Drop it Like It’s Hot’ og ‘Gin and Juice’, men nu har den levende rap-legende altså direkte kurs mod De Olympiske Lege i Paris, der officielt begynder fredag 26. juli.
52-årige Snoop Dogg skal imidlertid hverken optræde med sin west coast-rap eller dyste i nogen discipliner. Han er derimod blevet udnævnt som intet mindre end fakkelbærer.
Det er blevet bekræftet af Mathieu Hanotin, der er borgmester i den franske kommune Saint-Denis, der ligger nord for Paris. Og det er netop her, Snoop Dogg begynder sin crip walk med den olympiske fakel, der for hans vedkommende slutter i Jardin des Tuileries i hjertet af Paris, hvor en anden tager over.
Hvem der skal bære faklen til slutdestinationen i Eiffeltårnet, er endnu ikke afsløret.
Udover at være fakelbærer skal Snoop Dogg også være assisterende korrespondent under legene for det amerikanske nyhedsmedie NBC News.
Som en slags opvarmning var rapperen i juni på besøg på træningsbanen hos det amerikanske Track & Field-hold i Oregon. Her prøvede han kræfter med både løb og stangspring.
LÆS OGSÅ