De er derude, det er åbenlyst. Fansene. Hver måned er der mere end 15 millioner, der lytter til John Mayer inde på Spotify, og han skulle efter sigende være mangemillionær. Han er en af den slags kunstnere, der stadig sælger fysiske albums og sælger stadioner ud. Målt på alle tænkelige parametre er hans succes indiskutabel.
Han mangler bare lige mig.
Jeg kan næsten ikke holde ham ud. Men sandheden er også, at jeg lytter mere til hans musik, end jeg har det godt med. Det er et meget ambivalent forhold, jeg har til John Mayer, lad mig sige det sådan. På den ene side findes der ikke noget bedre end at smække ‘Continuum’, hans, tør jeg sige det?, geniale album fra 2006, på anlægget, mens jeg går og laver god mad på en god dag derhjemme.
For leden talte jeg med mine kollegaer om John Mayer, fordi han netop har udgivet en ny video med en live-indspilning, som er ret fed, men jeg var sådan lidt tøhø omkring den og sagde, at den var plat. Til min store overraskelse var de helt uforstående. Hvad er problemet? John Mayer er for fed.
LÆS OGSÅ:
Derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at undersøge, hvorfor jeg har så svært ved at elske John Mayer, når nu jeg elsker hans musik. Yup, jeg sagde det – det står sort på hvidt lige her. Og jeg tror, jeg står ved det. Næste gang jeg synger med på falsetten i min yndlingssang ‘Vultures’, vil jeg nu også forsøge ikke at bide tungen af mig selv imens, det har alligevel aldrig rigtig fungeret.
Samtidig er det fyldt med skam at høre noget så… ja… cheesy. Uanset hvor man står i forhold til John Mayer, må man indrømme, at han er følelsernes helt store kliché. Manden har skrevet en sang med titlen ‘You body is a wonderland’, behøver jeg sige mere?
Efter min mening er han musikkens svar på en romantisk komedie – altid fremskriver han de her kandiserede versioner af virkeligheden, hvor kærligheden gør ondt, men på en sindssygt lækker måde. Og det kan da godt være, det lyder godt og svinger helt hjernedødt, men god smag bliver det bare ikke for den her skandinav. I hvert fald ikke bare sådan lige.
Måske skulle jeg prøve at vende spørgsmålet om – og citere John Mayer selv fra en af hans spritnye sange: “Why you no love me?”
Sådan synger han (seriøst) på en sang af samme navn på sin seneste plade ‘Sob Rock’ fra i år. Det er da fjollet. Manden er 44 år.
I det hele taget har alt omkring ‘Sob Rock’ fået John Mayers og mit lidt forkvaklede forhold til at blusse op igen. Coveret i sig selv er en så tyk kliché, at den vel nærmest er en pastiche over 80’ernes hang til neonfarver og lidt for store jakkesæt med opsmøg. Det ligner med vilje alle pop-covers og amerikanske b-film på én gang, og det er en ironi, jeg køber ind på med glæde. Men så er det aller første nummer en fuldstændig ublu kopiering af 80’er-bandet Totos forfærdeligt store hit ‘Africa’. Resten er soft rock ud over alle grænser. Den slags har jeg svært ved at tage alvorligt med mit intellekt, som i øvrigt ikke er noget specielt, må jeg hellere tilføje.
Mine ører derimod har slet ikke noget imod det album, selvom det er provokerende middelmådigt og kun er 5 millimeter fra at være lyden af et Toto-cover band. Hvilket er det værste, man kan være.
I et interview om skriveprocessen op til pladen har John Mayer sagt, at han heller ikke selv tog sin nye musik alvorligt – han lavede bare fis, og hvis det han arbejdede på fik ham til at grine, gik han videre med det. Efterfølgende har han så fundet ud af, at det var ægte nok, det hele. For mig lyder det som verdens vageste undskyldning for ikke at have gjort sig særlig umage. En anden af hans sange hedder ‘I Guess I Just Feel Like’. Jamen okay, så er den jo ikke færdig, mand.
Der er et underligt paradoks i den måde, han musikalsk prætenderer at være alt muligt, og så på den lyriske side ikke engang gider at lade som om, at han ved, hvad han føler. Hvad stiller man op med det?
Det får mig dog til at tænke på et begreb, jeg faldt over for nylig, der hedder preference falsification, altså det at man fortæller offentligt, at man kan lide noget andet end det, man egentlig kan lide. Et ret udbredt fænomen, må man nok gå ud fra. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har mange lp’er med støjrock-bandet Swans, som jeg har hørt meget lidt set i lyset af, at jeg rent faktisk ejer albummerne. Det er nok heller ikke helt usandsynligt, at der gennem årene har stået en god portion sammenbidte postpunkere ude på Mayhem og lyttet til, at nogen har voldtaget en dårlig transistorforstærker sammen med en uduelig trommeslager, mens de inderst inde har drømt om at holde lidt fri med Erann DD.
Der er med andre ord ikke noget odiøst i, at vi falsificerer vores smag. Vi vil jo gerne passe ind i flokken. Og i min flok – som nærmest altid har bestået indfølende indiemusikere – har John Mayer aldrig været comme il faut. Vi har elsket guitarmusik, men ikke dén guitarmusik. John Mayer er jo også noget så kikset som virtuos på sit instrument, han kan spille sin sjæl ud på en Stratocaster, problemet er måske bare, at han – lidt hårdt sagt – ikke har en.
Hver gang han har udgivet et nyt album, har det været i en ny forklædning. Han startede som den her unge, halvnørdede, sukkersøde popsanger, der havde en stemme som en Sundae-is og et meget stærkt melodiøre, hvilket især kan høres på gennembrudsalbummet ‘Room For Squares’ fra 2001. Så har han haft en blues-periode, og i 2012 udgav han ‘Born and Raised’, der pludselig kanaliserede hans hidtil hengemte country-side, og på ‘Paradise Valley’ fra 2013 fortsatte han bare mere swamp rocket. I samme periode ikke bare lignede, men kopierede han Johnny Depps garderobe en-til-en. Han gik endda med hat.
Også privat er John Mayers liv en irriterende, endeløs række af uopfindsomheder. Bare se på hans kæreste-cv: Han har udlevet enhver teenagedrengs vådeste drømme sammen med Cameron Diaz, Katy Perry, Jennifer Anniston, Jessica Simpson, Taylor Swift og Jennifer Love Hewitt. Men det virker også som om, han bare har slået op i avisen en dag og set, hvem der var hot. Hvorefter han så har gjort hvad? Har han virkelig sagt: I guess I just feel like I like you, Jennifer? Det er nok letheden ved alt, hvad John Mayer gør, der opildner min moral, tror jeg.
Nu står vi så her midt i John Mayers Toto-periode, velvidende at det blot er endnu et pitstop, før han hopper videre igen. Og af en eller anden grund dømmer jeg ham hårdere for hans kreative kamæleoneri, end jeg nogensinde har dømt Bowie eller Dylan, hvis “perioder” jeg betragter med en anderledes respekt og fascination. Med John Mayer føles det bare for villet og for klædt ud. Måske fordi han ikke går planken helt ud. Når han er for meget, er han altid for lidt for meget. Uanset om det så er country eller yacht rock, han spiller.
Den eneste måde, han i virkeligheden er for meget på, er ved at være så forbandet cheesy. Ved at blære sig så meget på sin guitar og lukke så meget varm luft ud, når han synger. Jo mere jeg tænker på det, jo mere får jeg faktisk nok.
Jeg er klar over, at jeg skriver det her, mens vi kulturelt befinder os i en skamløs tid, hvor vi forsøger at vriste os fri af den gode smags åg og mere og mere dyrker vores guilty pleasures. Ikke bare indenfor musik og kunst, men også mad- og modemæssigt. Vi er midt i en alt-er-tilladt diskurs, hvor klichéer er velansete så længe, man leger med dem, og de leveres tongue in cheek. Man snakker om dopamine dressing som en af tidens største modetendenser, og vi æder donuts og burgere som aldrig før. Alt lige nu tilsiger, at jeg også bare skal give slip på mine komplekser og højpandede idiosynkrasier om, at god musik må og skal tage afsæt i autenticitet og lidenskab.
At høre John Mayer er bare for mig som at spise bearnaise uden essens. Men det er måske også meget lækkert nogle gange. Bagerst i mit hoved hører jeg stadig reminiscenserne af en gammel sang. Nogen, der synger.
“I don’t trust myself with loving you”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
