Derfor er ’Sex and the City’ så problematisk at gense
Radio & podcast
menu-close

Efter #MeToo: Derfor er ’Sex and the City’ så problematisk at gense

13. september 2018 |

Når man genser sin højtelskede 90’er- og 00’er-serie med nutidens blik for hvidhed, overforbrug, sexchikane og generel luksus, så kan selv ikoner miste pusten.

Uddannet ph.d. i amerikanske studier fra State University of New York og har undervist på danske og amerikanske universiteter. I 2014 udgav han bogen 'Branded Women in U.S. Television: When People Become Corporations', om hvordan amerikanske tv-programmer bruges til markedsføring.

Foto: HBO

Da ’Sex and the City’ blev sendt første gang, førte den til utallige debatter hos fans, om hvorvidt de var en Charlotte eller en Carrie.  Eller om det var en fejl, at Carrie aldrig giftede sig med søde Aiden, men i stedet rendte til Paris med ham den skrækkelige playboy Aleksandr Pretrovsky.

Seriens portræt af fire Newyorker-kvinders tætte venskab og bramfri samtaler om sex og parforhold fik desuden mange kvinder til at fejre deres singlestatus og dyrke søsterskabet med veninderne. Jeg boede i New York i flere perioder under seriens sejrsgang og husker, hvordan venindegrupper med glitrende cocktails og flotte håndtasker pludselig var allevegne.

Oscar Wilde sagde engang, at problemet med at være superrelevant er, at man lige pludselig bliver meget umoderne. Sådan er det også lidt gået med ’Sex and the City’. Jeg er sikker på, at nye og gamle seere stadig kan nyde feel good-serien med både spejling og pejling af seernes sex- og kærlighedsudfordringer. Hvilket nok også er medvirkende årsag til, at serien konstant genudsendes over hele verden.

Men der er bare sket rigtig meget i det kulturelle landskab siden dengang. Vi er f.eks. i gang med #MeToo-debatten. I dag ville scenen, hvor Carries mandlige Vogue-kollega blotter sig for hende nok blive opfattet anderledes grovkornet, og seerne ville undre sig over, at hændelsen hverken bliver refereret til veninderne, eller på nogen måde påvirker Carries forhold til arbejdspladsen.

Men faktisk virker hovedpersonerne generelt ikke sårbare overfor mænds seksuelle dominans – de er oftest selv i førersædet i deres seksuelle forhold. Grunden til, at serien ældes dårligt, er, at vi i dag er mere opmærksomme på at tjekke vores privilegier, på at tilstræbe en vis mangfoldighed (SATC er meget hvid) og der er mere opmærksomhed på kulturel ufølsomhed.

Ja, den slags overvejelser resulterer i himmelvendte øjne mange steder, men ingen kulturel metaltræthed trumfer det faktum, at der i disse år er stort fokus på etnicitet, seksualitet og kulturel inklusion og respekt. Set i det perspektiv er ’Sex and the City’ ikke så særligt progressiv – tværtimod.

Jagten på en mand

Serien følger fire hvide kvinder, der har fundet hinanden i det ellers ekstremt mangfoldige New York, og som på trods af deres bramfri dialog om seksuelle eskapader og single girl-selvstændighed alligevel altid søger (og ender i) ægteskaber eller ægteskabslignende forhold. De fire kvinder bruger næsten al deres vågne tid på at tale om mænd, drømme om mænd, prøve at forstå mænd og jage mænd.

’Sex and the City’ er desuden dybest set en lang eskapistisk shopping-fantasi, som understøtter reklamebranchens budskaber om, at sand selvrealisering foregår gennem indkøb og ikke politisk engagement. Kvinderne taler om Prada og Gucci, som var det nære venner eller begærede partnere, og de tilkøber ligefrem specifikke rekvisitter til sociale sammenhænge eller ønskede performative identiteter.

I et afsnit tager Samantha sågar en sort afroparyk på, fordi hun gerne vil ’lege’ afroamerikaner. Da hun dater en afroamerikansk hiphopproducer, bruger hun helt tilbagelænet nogle hjemmelavede ebonics-udtryk og køber en ’passende’ kjole til deres date på en sort hiphopklub.

Alligevel forundres hun over den ikke så hjertelige velkomst, så måske var der alligevel grænser for, hvad man kunne købe sig til? I seriens hvide univers er afroamerikanske karakterer, med en enkelt undtagelse, kilde til ufred. Hiphopproducerens søster er en ægte angry black woman (et klassisk virkemiddel i amerikanske tv-fortællinger), eller også er afroamerikanerne transkønnede prostituerede, som forstyrrer stakkels Samanthas nattesøvn.

Hvis du tror, det bare er mig, der ønsker at spolere Carrie og venindernes forbrugs-spas og kulturelle ikonstatus, så prøv at google #Wokecharlotte-memes. Her omskriver folk specielt kulturelt ufølsomme scener fra serien og viser i stedet, hvordan Charlotte kunne have reageret. Når Carrie f.eks. siger, at hun ikke tror, at biseksualitet eksisterer, men blot er et stop på vejen til homoseksualitet, svarer Charlotte (i et woke-meme), at biseksualitet er en videnskabeligt anerkendt seksuel orientering, og at Carrie som sexskribent burde sætte sig ordentligt ind i queer seksualitet. Det er også en måde at gøre serien mere spiselig på i 2018.

Carrie Bradshaw er derfor på tyve år gået fra at være den progressive, moderne singlekvinde, der ligesom Murphy Brown, Mary Tyler Moore og andre ikoniske tv-singler før hende satte sine egne behov først til at være en kulturelt problematisk karakter. Til trods for hendes lillepigefantasier, hvor opsparing, karriereplaner eller politik ikke eksisterer, er hendes ’hvide feminisme’ kun progressiv på overfladen med systemundergravende tøj og udsagn om interkulturel respekt.

I virkeligheden lever Carrie ganske privilegieblindt i et hav af velhavende hvide mennesker og dertilhørende statusmarkører. Ikke mindst i kraft af hendes helt store besættelse, Mr. Big, der ligesom i eventyrene redder heltinden til sidst. I dette tilfælde både økonomisk og emotionelt fra den selvstændighed, som hun i virkeligheden hverken ønskede eller evnede.

 

Peter Bjelskou

Uddannet ph.d. i amerikanske studier fra State University of New York og har undervist på danske og amerikanske universiteter. I 2014 udgav han bogen 'Branded Women in U.S. Television: When People Become Corporations', om hvordan amerikanske tv-programmer bruges til markedsføring.