Foto: Shutterstock

Let’s talk about Sex: I anledning af ’Uge Sex’ dykker Heartbeats ned i litteraturens undersøgelser af samfundsskabte kropsidealer

Med sin årlige undervisningskampagne sætter Sex & Samfund seksualitet og sundhed på skoleskemaet. Vi undersøger, hvad litteraturen kan lære os om samfundsskabte kropsidealer.

Velkommen til Uge Sex. Ugen, hvor Sex & Samfund sætter fokus på kropsidealer, mangfoldighed, perfekthedskultur, kropspositivisme, skam og tykfobi. Men Kroppen er også et gennemgående tema i den nyeste litteratur, hvor den konstant italesættes.

Christina Hagen: ’Sexdronning’ (2010)

Christina Hagens debutbog ’Sexdronning’ består af otte noveller om parforhold. De tematiserer kroppen og særligt den skam, man kan opleve, når man ikke lever op til de kropsidealer, vi forventes at leve op til.

I novellen ‘Cecilie’ gennemsyrer jeg-fortællerens kropsskam hele teksten. Den påvirker hendes selvbillede og hendes forhold til kæresten, Cecilie. Jeg’ets krop lever ikke op til idealet om den perfekte krop. Det gør Cecilies derimod. Hvor Cecilie er slank, ung og solbrun, er jeg’et ældre og usoigneret med en bagdel, som beskrives som ”træt og bulet og flad […] den ser ked ud af det, dybt deprimeret”. 

Jeg’ets krop opfylder ikke kravene til den ideelle feminine krop. Hun er skamfuld og deprimeret og vender sit selvhad imod kvinderne i hendes omgangskreds. Hun nedværdiger kvinder og lovpriser mænd, hvis maskulinitet hun identificerer sig med. For jeget er maskuliniteten svaret på hendes problemer. Kvinden kan kun begæres, hvis hendes krop er attraktiv. Jegets krop er ikke værdig til det begær. Manden er ikke underlagt samme krav. Maskuliniteten er nok til at sikre kvindens begær: ”Hun vil begære min maskulinitet så meget, at hun ville se bort fra min dobbelthage og mine strækmærker og bløde hofter”. 

Jeg’ets skam udmønter sig i stereotype negative betragtninger om kvinder og mænd. Kvinderne reduceres til madonnaer, ludere og dyr. De er passive, hysteriske og overfladiske. Mændene er apatiske, primitive og liderlige. Jeg’et overtager ukritisk stereotype betragtninger om kønnene, som stammer fra tekstens referencer til popkultur, reklamer og pornografi. De er udtryk for hendes subjektive holdning, men de er samfundsskabte. Hvordan vi taler om og portrætterer kroppe og køn i film og TV påvirker med andre ord, hvordan virkelige mennesker forholder sig hertil.

Karaktererne i ’Sexdronning’ skammer sig over ikke at leve op til samfundets kropsidealer. Skammen er social. De er optagede af, hvordan andre ser dem. De er bange for at blive fordømt og ekskluderet af fællesskabet, fordi de ikke lever op til idealet. Frygten for at blive udskammet, afholder dog ikke karaktererne fra at udskamme andre. I novellen ‘Mads’ fortæller jeg’et, hvordan hun skjuler sin kæreste Mads for sine venner, fordi han er for tynd: ”De andre skal ikke se ham. Han er pinlig og tynd, han er et skelet med kød på, han er en skamplet, han er under min standard”. Ikke nok med at Mads’ krop er afgørende for, hvordan han opfattes af andre, så påvirker den også, hvordan jeg’et opfattes af andre.  

Hagens karakterer er alle underlagt tykfobiske samfundsstrukturer, der udskammer og diskriminerer de kroppe, der ikke lever op til et snævert kropsideal. I ‘Cecilie’ kæder jeg’et tykhed sammen med en manglende evne til at tage vare på sig selv. Hun reproducerer samfundets negative antagelser om tykke mennesker og udskammer på den måde også sig selv. 

Veronika Katinka Martzen ’Jeg bruger min krop som et møbel’ (2019)

Veronika Katinka Martzen debuterede sidste år med bogen ’Jeg bruger min krop som et møbel’. Før udgivelsen, kendte vi hende som den unge digterspire i satireprogrammet ’Den Korte Radioavis’ på Radio24Syv. Det vakte vild furore i medieland, for hvordan skulle man læse en bog skrevet af en fiktiv karakter fra et satireprogram? Kunne bogen udtrykke ægte udsagn om virkelige erfaringer? Bogen giver læseren lyst til både at grine og græde. Smerten er en central figur i ’Jeg bruger min krop som et møbel’ og i centrum for den er kroppen.  

Et af de begreber, som har været særligt anvendte i kropsdebatten over de seneste år er kropspositivismen. Idéen om at alle kroppe kan være smukke, og at man skal elske sin krop, uanset hvordan den ser ud. Tykaktivister har kritiseret kropspositivismen for at fokusere for meget på individet og for kun at fikse det dårlige selvværd, uden at gøre noget ved den diskrimination tykke mennesker møder. 

I ’Jeg bruger min krop som et møbel’ beslutter Veronika Katinka sig, i linje med kropspositivismen, for ”at have det godt med sig selv / i stedet for ikke at have det godt med sig selv”. Som bogen skrider frem viser det sig hurtigt, at det er umuligt. Der er ikke et quick-fix på hendes problemer. Hun er stadig grov i sin omtale af sig selv, ”jeg er ikke smuk, jeg er grim og fed”, selvom hun benægter, at det får hende til at føle sig ”som en stor fed grim hval”. Ironien beskytter Veronika Katinka mod smerten, fordi den skaber afstand til den. Samtidig bærer den vidne om hendes sårbarhed. 

’Jeg bruger min krop som et møbel’ er fuld af popkulturelle referencer og med dem også eksempler på den ideelle kvindes ideelle krop. Her er det vigtigt at kunne balancere mellem det konforme (at leve op til idealet) og det unikke. Veronika Katinka forsøger at finde den niche, der skal gøre hende interessant nok til at få et program på DR3. Hun er dog ude af stand til at skabe sig selv uden referencer til popkulturen: 

”jeg er på mange måder den danske Kim Kardashian hvis det Kim Kardashian kunne var at være god til at kneppe mens hun havde det godt med sig selv, i stedet for det hun kan nu, som er at være god til at skifte frisure mens hun har det godt med sig selv”

Veronika Katinka/Jeg’et fremhæver nutidens skønhedsikon par excellence Kim Kardashian, hvis enorme forretningssucces reduceres til hendes frisure. Det er et generelt problem for de popkulturelle ikoner, som fremhæves i teksten, at de reduceres til ren overflade. I modsætning hertil står den ”rigtige” kvinde, Bridget Jones, som Veronika Katinka ironiserer over: 

”nå men havde det været de tidlige 00’ere / ku Jeget måske have skrevet en klumme om det / om ensomhed, om at sumpe / om DEPRESSION © (uhyggelig spøgelseslyd) / selvironisk kunne den vise at Jeget var sådan en ”rigtig kvinde” / en der ikke var smuk og ikke havde succes / men i stedet var sådan lidt Bridget Jones-buttet / og altid sådan snublede over alting, ha ha ha” 

Problemet med de kvinder, Veronika Katinka fremhæver, er at man ikke rigtigt har lyst til at være nogen af dem. Eller Veronika har ikke noget imod at reduceres til personlighedsløs overflade, hvis det betyder at mænd har lyst til at have sex med den overflade. Bridget Jones vil tykaktivisterne uden tvivl kalde en tykfobisk stereotyp, som kæder klodsethed og mangel på succes sammen med karakterens tykhed. 

Fie Laursens konkurrence om en valgfri plastikoperation har skabt massiv debat de sidste uger. Over alt har man diskuteret perfekthedskultur, usunde kropsidealer og forholdet mellem lavt selvværd og kropsbillede. For er det muligt at plastikkorrigere sig til et bedre selvværd, eller skal man snarere arbejde på at acceptere sin krop, som den er, for at komme det dårlige selvværd til livs? 

I digtet ‘SOCIAL UREALISME’ når Veronika Katinka frem til, at det første må være tilfældet: ””Her gik jeg og troede at det handlede om sindet / positiv psykologi og self appreciation osv. / men måske har jeg misforstået det / måske handler det om KROPPEN / måske er det den der skal være et wonderland / i stedet for noget Picasso ku ha klatmalet på en tømmermandsdag / det er KROPPEN der skal være sorgfri jo / ikke sindet / årh hvor er jeg dum””

I verdens førende plastikhovedstad Seoul er alt muligt med plastikkirurgi. Her forvandles Veronika Katinka til det ultimative eksempel på den ideelle kvinde, Taylor Swift. Hun er smuk, succesfuld, ung og slank. Hun er også fuckable, hvilket i høj grad er et parameter Veronika Katinka måler sit værd efter. 

Problemet er, at Veronika Katinkas problemer ikke går væk, da hun bliver Taylor Swift. Hun har stadig de samme issues, som hun havde før: 

”Og Taylor Alison Swift kan godt fortælle jer alle sammen / at det er en helt ny fornemmelse / at gå på gaden med en tynd krop og små bryster og ansigt m. fx / kindben / til en forandring wow hihihaha omg lol / Taylor Alison Swift har det bare så godt lige nu / bare lige for at tage det værste af den angst / der er forbundet med ikke at have en personlighed”

Taylor Swift er, som Kim Kardashian ren overflade. Deres egentlige problemer og talenter glemmes, fordi de er i stand til at se smukke og polerede ud og leve op til et rimeligt begrænset ideal: fuckability. 

Det viser sig sidenhen, at fuckability heller ikke er nok til at få Veronika Katinka til at elske sin krop. Da hun er forvandlet tilbage til Veronika Katinka, samtaler hun med psykiateren Anne Lindhart om at finde værdi i det, man har. Her konstaterer Veronika Katinka om sin krop, at den ”ud fra normative standarder nok ville ryge i ”ok uden at være prangende”-kategorien”. Da Anne Lindhart spørger ind til værdien i det beretter Veronika Katinka om sine kropskomplekser: 

”[M]ellem os to, Anne Lindhart, så synes jeg faktisk ikke selv at min krop er ok. Jeg synes at den er forkastelig og jeg hader alt ved den. Mine store bryster, min højde og i særdeleshed min vægt, mine grimme knæ og flade røv, min dårlige holdning, alt ved mit ansigt og alle mine neglebånd”

Veronika Katinka relativiserer sine kropsproblemer i sammenligningen med andres kroppe. Hun er så heldig at have en ”ok krop” i stedet for en ”ok dårlig krop”. På den måde affejes hendes kropskomplekser, fordi hun altid vil skulle tænke på, at det kunne være meget værre. Det er en glidebane, som muliggør affejningen af alle problemer, uagtet hvor store eller små de måtte forekomme. 

Find mere om
Footer graphics