Foto fra den nye ‘Pet Sematary’ der efter sigende vil gøre dig bange for både dyr og børn…
Indenfor horrorgenren er der ganske få globalt anerkendte superstjerner. Én af de få absolutte gyser-sværvægtere er naturligvis amerikanske Stephen King (f. 1947), som ifølge legenden levede et forhutlet liv som engelskunderviser, bosiddende i en traurig trailer med en afkoblet fastnettelefon og en grædende baby, som var ved at få tænder, men så!
Stephen King udgav debuten ’Carrie’ i 1974, og med den fik han sit gennembrud og cementerede sig i løbet af de efterfølgende årtier som en mester af rædsel. Hans værker blev filmatiseret af både de største og de værste. I anledning af endnu en filmatisering af Kings ’Pet Sematary’ bringer vi her en håndsrækning til de af læserne, som endnu ikke har åbnet hjertet for Stephen King med 7 bud på uvurderlige rutscheture i mandens drabeligt dystre univers.
Men Stephen King ér og bliver i lige så høj grad audiovisuelle fortolkninger af hans værker, så listen rummer både bøger, tv og film. Én række afgørende benspænd er dog nødvendige for overhovedet at gøre sådan en liste morsom: Hverken Brian De Palmas ’Carrie’ (1976), Stanley Kubricks ’The Shining’ (1980), Cronenbergs ’The Dead Zone’ (1983), Frank Darabonts ’The Shawshank Redemption’ (da. ’En verden udenfor’, 1994) eller Kings romaner, som ligger bag dem, må være på listen (de er både for vilde, gennempryglede og forudsigelige til en fanliste af den her art).
Lad os begynde med de store Stephen King-perler og arbejde os op mod de decideret sublime. For sublim kunst, dét har manden med det markante kæbeparti og de sært prikkende øjne leveret i en lind strøm (særligt før år 2000, også selvom die hard fans vil knurre diabolsk over sådan en påstand).
7. Tv-miniserien ’Salem’s Lot’ (1979)
Vi begynder liste-legen med en stor og prangende perle fra min egen barndom, nemlig Tobe Hoopers miniserie baseret på romanen af samme navn fra 1975. Her møder vi forfatteren Ben Mears (David Soul), som efter årtier i eksil vender tilbage til sin barndomsby Salem’s Lot i Maine. Forfatterhelten skal skrive om en lokal ejendom, et hus som imidlertid er blevet købt af en überskummel mand ved navn Straker (spillet af ingen ringere end James Mason), der er ved at åbne et antikvariat. En sen aften ankommer en stor kasse til huset, og så begynder det ellers at gå galt. Indbyggerne forsvinder en efter en, og gæt hvilket væsen der sætter sine hugtænder i halsen på alle de sagesløse stakler? Udover det effektive plot (som også er ret banalt) udmærker den visuelt grynede miniserie sig ved nogle helt igennem rædselsvækkende øjeblikke, herunder en lille-dreng-flyver-op-og-kradser-på-vinduet-scene, som den dag i dag efterlader stakkels seere med bankende hjerter og en infantil rædsel.
6. Bøgerne ’Desperation’ (1996) / ’The Regulators’ (1996)
Nå, for Søren – hvorfor sætter manden nu to bøger på ét enkelt punkt? Fordi de hænger intimt sammen og principielt set udgør én oplevelse, uagtet at den ene bog er skrevet under Kings pseudonym Richard Bachman. ’Desperation’, som udkom først, handler om en kugleskør og kæmpestor betjent, der hærger et lille og støvet minesamfund i byen Desperation, tæt beliggende på Highway 50 i Nevada. Romanen lægger overlegent ud, og i løbet af splitsekunder er spændingen nervepirrende og sitrende. Fortællingen udfolder grusom lidelse for godt og vel alle i persongalleriet, går hurtigt i en metafysisk mareridtstilstand, og inden man ser sig om, er der dømt dialog med Gud og Satan, alt sammen noget, der får en uforlignelig overbygning i tvillingeromanen. Dén foretager en række foruroligende justeringer, og King lader karaktererne leve nye og andre liv. Skamløst spændende og dybt skræmmende.
5. Filmen ’Stand by Me’ (1986)
Der vil i sagens natur også være værker på en liste som denne udelukkende på grund af tidspunktet, de blev skabt på – f.eks. indtager oplevelser knyttet til barndommen ofte særligt stærke pladser i bevidstheden. Filmatiseringen af kortromanen ’The Body’ (1982) hører muligvis til i den kategori: På den ene side er filmen både sødladen, touchy feely og enfoldig, på den anden side har den altså også en række uafviselige kvaliteter – herunder en sært hjemsøgende og grådfremkaldende åre af nostalgi. Lige netop nostalgien er faktisk også et afgørende element i Kings forfatterskab, og her folder den sig pulserende og levende ud: Vi følger en lille gruppe af drengevenner i byen Castle Rock (som senere bliver omdrejningspunktet for en ganske fin serie på Hulu), som tager på vandretur for at finde et barnelig, der eftersigende ligger og venter derude i naturen. Rejsen hen mod den døde krop bliver en stereotypisk bliv-voksen-beretning, men værket gør det så overbevisende og rørende, at man overgiver sig helt og holdent og tilgiver produktionen alle dens svagheder.
4. Filmen ’The Green Mile’ (1999)
Nå ja, muligvis er Frank Darabonts anden mesterlige King-filmatisering forbudt lige nu og her, men denne udsøgte og ualmindeligt velslebne diamant fra 1999 er lige til højrebenet: ’The Green Mile’ er en tre timer lang, tærende og rørende fortælling om den dødsdømte John (Michael Clarke Duncan) og hans sidste tid. Lige fra de allerførste sekunder, som foregår i dybt foruroligende slowmotion, véd man, hvor heftig en oplevelse man har i vente. Fortællingen er, som mange af Kings fortællinger, indrammet af en erindringsfabel og hvilken en af slagsen. Tom Hanks spiller fængselsvagten Paul, og overhovedet at genkalde sig fortællingen er nok til at få de mere grådlabile til at hulke (har jeg hørt). I det mylder af fængselsfortællinger, som verden er blevet beriget med gennem årene, har Stephen King skabt hele to af de absolut bedste, og filmatiseringen af ’The Green Mile’ hører til de mest rørende af slagsen.
LÆS OGSÅ:
3. Tv-miniserien ’It’ (1990)
Ja, romanen bag denne pulpede og middelmådigt producerede miniserie er både overlegen og sygeligt skræmmende, men udsøgte Stephen King-oplevelser udgøres også af de helt igennem skamløse populærkulturelle fortolkninger – og i lige netop den kategori hersker Tommy Lee Wallaces klamme og gustne tv-perle mere eller mindre enerådigt. På to tidsniveauer (fortid og nutid) følger vi en gruppe venner, som hjemsøges af en ualmindelig rædselsfuld klovn ved navn Pennywise (spillet med uovertruffen sans for vederstyggelig ondskab af den engelske skuespiller og komiker Tim Curry). Produktionen er ikke køn og heller ikke ligefrem præget af habile skuespilpræstationer og døjer med et til tider decideret tarveligt produktionsdesign. Men alligevel ender det samlede indtryk med at være kognitivt rystende, primært på grund af Richard Bellis’ score (som har også fik en Emmy for) og så Currys modbydelige klovnepræstation. Filmatiseringen fra 2017 er et fortrinligt eksempel på, hvordan et crazy vildt budget, gode skuespillere og en helt igennem skamløst smuk produktion alligevel kan komme til kort overfor en ret beset sølle forhænger skabt 27 år før.
2. Romanserien ’The Dark Tower’ (1982-2004)
Nu bemærkede du måske i indledningen, at denne liste består af ”rutscheture” – det var med vilje. På den måde kan jeg nemlig anføre én lang romanføljeton ved navn ’The Dark Tower’ og have god samvittighed. Det hele startede i 1982, da King udgav en lille og særpræget roman om revolvermanden Roland, en fortabt dreng ved navn Jake og mandens jagt på det gådefulde mørke tårn. Romanen var oprindeligt inspireret af Robert Brownings esoteriske digt Childe Roland to the Dark Tower Came’ og lagde kimen til et af Kings absolut mest betydningsfulde værker, nemlig en grandios serie af Frank Herbert’ske dimensioner. Ikke nok med det, så var romanen en frydefuld og skamløs genreblanding af western, sci-fi, fantasy og horror. Det bedste af det hele? Genrerne smelter sammen på en måde, ingen andre forfattere har været i stand til at efterligne endsige overgå. Serien i sin helhed er en afsindig oplevelse, men det er og bliver de første tre romaner (’The Gunslinger’ (1982) / ’The Drawing of the Three’ (1987) og ’The Waste Lands’ (1991)) som bemægtiger sig læserens hjerte og efterlader et uvurderligt skattekammer i ens sanseorgasmeplagede indre.
1. Romanen ’The Stand’ (1978)
Men kære venner, vi skal faktisk helt tilbage til begyndelsen, her hen mod slutningen og toppen af Kings værker. For den største af alle mandens gaver er og bliver ’The Stand’, en ypperlig mammutroman om verdens undergang. En særlig ondskabsfuld influenza ved navn Captain Trips, udviklet af det krasbørstige amerikanske militær, undslipper en sørgeligt underbemandet laboratoriebase og bliver spredt til resten af kloden. Inden vi får set os om, ligger verden øde, og milliarder af ormesække bliver til ildelugtende gespenster, som opløses af den vilde sommervarme. Vi følger en række svært elskelige individer, som alle bevæger sig i en af to retninger, enten mod den Messianske Mother Abagail, der som sort og aldrende kvinde troner på en himmelsk terrasse i Colorado, eller mod den dæmoniske Randall Flagg som på sigende vis etablerer sin uhørt onde base i Las Vegas – hvor ellers? Hvad der gør lige netop den her roman så uanstændigt velkomponeret og elementært medrivende, er dens eskatologiske kamp, en krig mellem Gud og Satan, en ret speciel metafysisk agenda vædet i Stephen Kings uforlignelige litterære kvaliteter som horrortroldmand.
’Pet Sematary’ har biografpremiere torsdag 4. april
