Collage: Nikolaj Egestorp

Farvel til et årti: Spanking, sjælesorg og return of the Yahya – i 10’erne gjorde litteraturen ondt på både krop og sjæl

Heartbeats ser tilbage på 10’erne der gik. I dag om litteratur, der var præget af husmorporno, spankende digte, sorte pikkemænd, nonbinære, krimimord og svigtende forældre.

Årtiet blev bogstaveligt talt spanket i gang. Ikke på sådan en brutal måde, men helt blidt og pirrende, så alle de understimulerede husmødre kunne være med. 2010’erne var knap begyndt, før vi lærte en ny genre at kende: ‘Husmor-pornoen’, som de fine grinede overbærende af, men alligevel ikke kunne dy sig for at smuglæse med tungt åndedræt og fugtige håndflader, mens de mindre fine udskiftede sexmesser med bogmesser, for her var pludselig noget, der fangede deres opmærksomhed. 

Nu skulle enhver kvinde med respekt for sig selv læse om den semi-farlige Mr. Grey i ’50 Shades of Grey’ (2011), der forfører den semi-frække, Anastasia og overøser hende med pirrende fjerkoste og sovemasker i plys. Det sidste var der faktisk brug for, for hele molevitten var dræbende kedsommeligt (har jeg hørt) og egentlig nok tænkt som et ny-feministisk statement for alle verdens kvinder: Jeg får klap i numsen, altså er jeg. Selvom bøgerne snarere reproducerede gammelkonservative kønsroller om en kvinde på alle fire og en mand i nystrøget skorte.

Og når det kom til stykket var husmor-pornoen jo blot triviallitteratur 2.0 – blot med eksplicit sex – og en fortsættelse af krimi-genren. Konsumlitteratur med et fast defineret formål som tilfredsstillende og friktionsløs forbrugsvare. Entertain me, please!! 

Men det blev farligere. I 2010’erne ville vi i den grad lege med de rigtig slemme drenge, der ikke nøjedes med blid bondage. En 18-årig knægt med følsomme, brune øjne og  bløde krøller sad en aften i ‘Deadline’ og talte om sin voldelige barndom i ghettoen. Snart hørte man historier om, hvordan han havde forført en meget ældre pædagog på et værested for kriminelle – eller var blevet forført? Hvad der var foregået, vidste ingen selvfølgelig præcis – selvom den forførende pædagog, Louise Østergaard, løftede en flig af dynen i nøgleromanen ‘Ord’ (2014), men mon ikke virkelighedens Grey fra ghettoen kunne et eller andet, som de danske mænd ikke kunne? Uden tvivl. Det lå ligesom mellem de versal-hamrende linjer i digtsamlingen ’Yahya Hassan’ (2013), at her var noget vildt og uregerligt på spil. Mr. Grey havde kun antydet det, men Yayha sagde det højt: ”PIK”, vrængede han (og omskåret tilmed), og nu fik også de finlitterære røde kinder og forestillede sig, hvordan Greys nypressede jakkesæt blev til Hassans skudsikre vest i sengen (bollede han mon også i potente versaler?) Og Yahya blev præmieperkeren – og præmietyren – som rettede vores blik mod alt det farlige, vi som samfund havde vendt det blinde øje til i al for lang tid.  

Og det farlige blev farligere. Fra mænd der hadede kvinder, som til gengæld sad i bure, dykkede de litterære forfattere ned i de mørkere sumpe. Christina Hagen skrev om racisme og sorte pikke i ’Boyfrind’ – ja, uden e – (2014) og endnu mere i ‘Jungle’ (2017) blottet for antydningens kunst. Der var sorte pikke all over, og Hagen blev en ny stemme, som både adresserede det fortrængt racistiske, grimme og seksuelle og således indskrev sig i to af tidens store og vigtige emner.

Krimierne, som var begyndt at hærge allerede i 00’erne, manifesterede sig nu som danskernes foretrukne bøger, og det var som om, at kunne man ikke blive andet, kunne man da altid liiige skrive en krimi. Måske var de ikke ligefrem anmeldernes foretrukne (eller det var de som regel aldrig), men man kunne alligevel stopfodre nogle tusinde danskere med livstrætte kriminalbetjente, Peter Madsen-typer og lemlæstede lig, som var det fladskærme på Black Friday. Se bare på boghandlernes egen pris, De Gyldne Laurbær, som tre gange i årtiet gik til en krimiforfatter – Jussi Adler-Olsen (2010), Sara Blædel (2014) og Jesper Stein (2015) – der skrev om alt det farlige, vi andre i vores trygge middelklasseliv havde behov for at blive pirret af.

For det farlige var alle steder. Også i den kollektive, sorte plet på nethinden, vi kalder ‘udkantsdanmark’. Dem og os. De arbejdsløse, de misrøgtede, alle dem i de faldefærdige huse, som vi kun ser fra IC3-togets trygge kupé, når vi kører forbi med 130 kilometer i timen. I Peder Frederik Jensens ’Banedanmark’ (2014) gav han stemme til alle dem, der normalt kun fylder i statistikkerne over misbrug, alkoholisme, vold og overgreb, ligesom Morten Pape gjorde det i gennembrudsromanen ‘Planen’ (2015) og efterfølgeren ’Guds bedste børn’ (2018) om sin egen opvækst i den københavnske Urbanplan.

Og farligheden var også på indersiden. Hvor den smalle, ”forfatterskole-litteratur” i 90’erne og 00’erne alt for sjældent var andet end form og blot sprog, fik den i 10’erne fokus på sindet, det problematiske og psykisk sårbare i Asta Olivia Nordentofts ‘Det nemme og det ensomme’ (2013), Cecilie Linds ‘Mit barn’ (2019) og senest Amalie Langballes ‘Forsvindingsnumre’ (2019). De lidt ældre, som var født i 60’erne og 70’erne gjorde op med de forældre, som havde sat politiske paroler over nære realtioner til deres børn, og de svigtende forældre fik knubbede ord med på vejen i autofiktive tekster, der kredsede om moderskab, skilsmisse og egoisme – Leonora Christina Skovs ‘Den der lever stille’ (2018) , Malene Lei Rabens ‘Fruen’ og Peter Øvig Knudsens ‘Min mor var besat’ (2019)

(Og vi behøver ikke nævne ham nordmanden med de følsomme øjne og skrivekløen, som fra 2009 til 2011 krængede sit indre ud over seks bind med erkendelser i ‘Min Kamp’.) 

Men hvor var den STORE roman? Den, som eksempelvis amerikanerne til alle tider har forsøgt at skrive. Den, som skal sprogliggøre og indramme vores tid, politisk og personligt? I USA slap Jonathan Franzen ret vellykket fra forsøget hele to gange med ‘Freedom’ (2010) og ‘Purity’ (2015) med at sætte fingeren på netop det dér arketypisk amerikanske. Men var det ikke den, som Knud Romer – 12 år efter sin debut – forsøgte at skrive med ‘Kort over Paradis’ (2018), men som blot blev lidt opdateret krads i overfladen på Romers egen navle? Eller var det de liflige bobler, som Martin Kongstad poppede i ‘Fryser jeg’? (2013), som heller ikke kom meget videre end den kreative klasses kradsen i hinandens navler. Rigtigt farligt var det i hvert fald ikke…

… indtil årtiet sluttede, som det begyndte, med “return of the Yahya”, nu som en fængselspumpet, gangsterklippet version af sig selv. Farvel ranglede digterkrop, farvel poesikrøller og goddag til en endnu mere uberegnelig farlighed, der fik BellaCenter til at sitre nervøst, da redaktøren, Simon Pasternak fyrede op for Yayhas Prince (Light? næppe) på bogmessen og markerede, at både præmietyr og præmieperker var vendt tilbage med ‘Yayha Hassan 2’ (2019) for at vise alle os alle, hvem der definerede 10’erne.

2019 var i det hele taget en vred og sitrende udgang på farlighedens årti. I Information sluttede Christina Hagen 10’erne af med et eklatant og vredt vrængen af eliten, manifesteret i Dagbladet Information, som hun kun havde et vredt ‘fuck’ til overs for. Hun følte sig overset og ladt i stikken, mente hun, og det kunne man måske godt forstå, for debatten blæste i nye – og vigtigere – retninger.

På en anden talerstol kort forinden stillede en androgyn neopunker sig op og talte med ligeså store, og måske langt vredere, versaler ved uddelingen af Nordisk Råds Litteraturpris. Og lige der åbenbaredes et årtis udvikling i udtryk og retorik. Nonbinær, neo-punket kønsleg og klima-vrede i farlig forening.

På ti år havde ét emne vokset sig langt større og vigtigere end dem-og-os. Så måske var den her alligevel, generationshymnen, udtrykt i Jonas Eikas ‘Efter Solen’. Måske var det her selve den stemme, der udtrykte og definerede sin generations håb og vrede med retoriske knytnæveslag. Som han stod der, nervøst, sortklædt med store øreringe, så han ikke særlig farlig ud. Men man behøvede blot studere statsministerens mopsede ansigtsudtryk for at opdage, at det var han.

Footer graphics