1. Beat, beat, beat… heartbeats
Hvad går I så selv rundt og laver, bliver vi ofte spurgt, og svaret er, at vi lige nu bruger ret meget energi på at være oppe og køre over det her nye site, som du selv lige har lagt dine morgentrætte fingre på.
Vi har trænet og testet, afprøvet og rettet og testet igen. Bag det nye Heartbeats-site står nogle af branchens bedste, bureauet E-types, som har taget vores indhold til nye højder.
2. William, Elisa og Line
I fredags havde vi den ene halvdel af den dynamiske direktørduo på Betty Nansen, Eva Præstiin, med i podcasten ‘Heartbeats Diskuterer’, og på torsdag har den anden halvdel, Elisa Kragerup, premiere på den nye forestilling, ’En skærsommernatsdrøm’.
Kragerup og Shakespeare plejer at være en ret god kombination, og når man så tilføjer en dosis Line Knutzon, som det seneste år har været husdramatiker på det gamle teater, er vi dem, der nærmest ikke kan vente på at se, hvad der kommer ud af det trekløver.
3. Storladent og sorgfuldt
I 2015 mistede australske Nick Cave sin kun 15-årige søn, Arthur, da han faldt 20 meter ned fra nogle klipper nær familiens hjem i Brighton efter at have indtaget LSD. Den ufattelige tragedie blev året efter bearbejdet på den smukke plade, ’Skeleton Tree’, men Cave har tilsyneladende haft behov for at skrive mere om tabet.
På den nye plade, ‘Ghosteen’ fylder tabet af sønnen Arthur næsten det hele. Morgenbeats har smuglyttet, og det er Nick Cave & The Bad Seeds, når det er allerbedst.
4. Tofu er da noget, man læser
Og hvad sker der ellers? Forleden dukkede vores dejlige kollega Cecilie Wortziger op på redaktionen med et papirmagasin og fik os alle til at tabe kæben af beundring. Et ægte, analogt magasin på tykt, lækkert papir.
Bag udgivelsen står et kreativt kollektiv, som samarbejder med bidragsydere fra hele verden om at skabe visuelle historier om kunst og kultur i Japan, Taiwan, Korea, Hong Kong og Kina.
Magasinet koster 200 kroner og kan i København købes hos Kihoskh, Ilo og Copenhagen Contemporary. Vi er allerede fans.
5. Brrr
Hvad vi ellers skal bruge ugen på? Vi skal da selvfølgelig ud at vinterbade. Mindst den ene halvdel af Morgenbeats-redaktionen er nemlig efter noget i omegnen af tre år årtier på venteliste blevet optaget i en af byens vinterbadeklubber!
Og vi ved som bekendt alle, hvad vinterbadning gør ved kroppen og sindet: Overnaturlige psykiske og fysiske kræfter og evigt liv. Mindre kan ikke gøre det.
6. Kodyl vinyl
’Værk & Vinyl’ hedder et tilbagevendende arrangement, som Forlaget Gyldendal arrangerer. Konceptet er simpelt: Mennesker taler sammen og spiller gode gammeldags vinylplader for hinanden.
Ugens gæster er poeten Caspar Eric og musikeren Claus Hempler, og værten er vores helt egen Le Gammeltoft, som fører publikum sikkert gennem aftenen.
Billetter koster 125 kroner og kan købes her.
7. Sårbare sind
I en ikke så fjern fortid var de ’særligt sensitive’ det helt store, men nu lader det til, at ’sårbarhed’ er det nye sorte. Så meget at de sårbare film har fået deres helt egen lille festival.
Don’t fear the weird hedder filmfestivalen, der finder sted fra tirsdag til torsdag i denne uge. Der kan du for eksempel opleve avantgardekunstneren Di Garbi’s nye musiske kunstfilm ‘Wahe Guru’:
8. Boots are made for walking
Og så er der ugens måske vigtigste begivenhed af alle: Folkets Klimamarch, som starter på fredag fra Rådhuspladsen klokken 16 i anledning af klimatopmødet i København, hvor borgmestre for verdens største byer – der tilsammen repræsenterer 650 millioner mennesker – er samlet. Når det er overstået, kan du holde weekend med god samvittighed.