Signe Amtofts litteraturklumme: Nella Larsen burde være dansk litterær kulturarv. Så hvorfor har vi aldrig hørt om hende?

De færreste ved, at to af litteraturens stærkeste værker om at være halv-sort er skrevet af en halv-dansker.

Det er aldrig godt at starte en kulturel klumme med at være indigneret. Det lægger lidt et træls grundlag for den inspiration, man håber, læseren tager med sig. Men når jeg nu netop har skrevet en bacheloropgave om følgende forfatter, og, på bedste Niller-fra-‘Den Eneste Ene’-manér, ikke kan stoppe med at snakke om hende (Nella Larsen er mine køkkenhængsler), så kan jeg ikke lade være med at være lidt ærgerlig over, hvor lidt vi har dyrket den ellers højtelskede danske vinkel, der kan findes både i hendes forfatterskab og hendes liv.

Nellie Walker (1891-1964)

Nella Larsen blev født som Nellie Walker på Chicagos sydside i 1891. Hendes mor var dansker, og hendes far var dansk-vestinder. Hendes nordiske efternavn tog hun fra sin danske stedfar, der kom ind i familien nogle år senere, og det var det, der blev hendes kunstnernavn efterhånden som hun skrev og blev en af de vigtige kvindeskikkelser i den kunstneriske bevægelse, ‘The Harlem Renaissance’, i 1920’erne, 1930’erne og 1940’ernes USA. Det var en bevægelse, der blandt andet talte filosoffen W.E.B. DuBois (sidste stavelse rimer på ‘voice’), digteren Langston Hughes og forfatteren Zora Neale Hurston, og det var en bevægelse, der, som dens originale navn, ‘The New Negro Movement’, indikerer, holdt fokus på afroamerikansk litteratur og æstetik og den afroamerikanske erfaring fortalt uden blackface og stereotyper.

Nella Larsen var ikke den mest produktive af periodens kunstnere. Faktisk skrev hun udover en lille håndfuld noveller, kun to romaner. Men hvilke romaner! Det er to koncise værker om identitet, race og overlevelse, og jeg sad efter endt læsning af dem begge og følte, at en lille bid af verdenshistorien pludselig var blevet farvelagt.

‘Quicksand’ fra 1928

Hendes første roman, ‘Quicksand’ fra 1928, er en semibiografisk fortælling om en ung amerikansk kvinde af blandet race og med danske rødder, der, efter at være blevet udstødt af sin hvide familie i USA, rejser til Danmark for at bo hos en tante i København. Hun nyder, hvordan livet i Danmark er frit for de racemæssige udfordringer, der præger det post-borgerkrig USA, hun har forladt, og begynder at komme i Københavns kunstnerkredse. Men hun opdager hurtigt, at fraværet af strukturel racisme ikke er nok til at få hende til at føle sig hjemme. Hun bliver eksoticeret, og hun får aldrig rigtigt lov til at være andet end ‘den mulatte kvinde’. Giraffen. Danskerne i romanen fremstilles i det store hele ikke ondsindede, men uvidende og uvante til det fremmede, og det løfte, hun havde fået – eller havde givet sig selv – om at København var den by, hun ville finde sig selv i, blegner ligeså stille. 

Larsens anden roman, ‘Passing’, fra 1929, foregår i Harlem og handler om Irene og Clare, to gamle gymnasieveninder, som begge er afroamerikanere, men er så lyse i huden, at de kan passe, altså gå for at være hvide. Det giver dem adgang til nogle goder i det raceopdelte USA; for eksempel at kunne spise på de restauranter, de har lyst til og, ja, ikke at blive behandlet som andenrangsborgere. Men hvor Irene udelukkende ‘passer’ i praktiske situationer og ellers lever et liv som sort i Harlem, har Clare taget en hel ‘hvid’ identitet på sig. Hun er gift med en hvid, åbenlyst racistisk mand, der ikke ved, at hun er sort (en sætning der lyder fuldkommen latterlig, men that’s racism for you), og hun lever hvert et øjeblik i håbet om ikke at blive opdaget.

‘Passing’ fra 1929

Nella Larsens karakterer lever, lidt ligesom hun selv gjorde, mellem to stole. De er ikke helt sorte, ikke helt hvide. De er ikke ulykkelige, men heller ikke lykkelige. De bevæger sig mellem klasser, men altid på klasseopdelingens præmisser, og når de træder ved siden af, er det ofte i skæbnesvangre passager, der ændrer deres liv. De balancerer i krydsfeltet af race, køn, klasse, identitet og seksualitet, og det er derfor, vi har brug for dem i vores litteraturarv; de viser de gråzoner, vi har svært ved at beskæftige os med, fordi vi ikke kan sætte dem i kasser. I et samfund, der viser mere og mere diversitet, er de intersektionelle (det akademiske ord for de førnævnte krydsfelter, hvor folk ikke er bare det ene eller det andet) fortællinger dem, der giver os et kritisk syn på vores egne forestillinger om, hvem andre mennesker med andre oplevelser og holdninger er. Larsen skriver med en meget ligefrem pen om nogle problematikker, der synes specifikke, men som – måske netop i kraft af deres specificitet – er nogle erfaringer, der er enormt vigtige for at forstå det generelle billede af den verden, de (og vi) forsøger at navigere i. 

Jeg stiller i klummens overskrift et spørgsmål, jeg godt selv kender svaret på. Hvorfor dyrker vi ikke en forfatter, der er dygtig og vigtig og i et af sine hovedværker beskæftiger sig med vores land? Det er fordi, hun gør os ukomfortabelt til mode. Vi er bedst til at lukke de værker ind i vores kanon, der beskriver de ting, vi allerede har haft lyst til at ændre. Det moderne gennembrud elsker vi, fordi det kulturelt skubbede os frem mod det velfærdssystem, vi er stolte af i dag. Vi hylder ‘Jammers Minde’, fordi vi godt kan blive enige om, at man ikke skal spærre kvinder inde i tårne. Men Nella Larsen – som jeg i øvrigt ikke mener skal kanoniseres, bare læses – skriver fra et sted og om ting, vi stadig ikke helt kan overskue at se i øjnene. Hun skriver om, at danskerne ikke vidste bedre end at gøre den mørklødede kvinde til et eksotisk objekt. Hun skriver om, at identiteter ikke udelukkende er sorte eller hvide, og at det er noget, vi skal forholde os til, når vi omgås hinanden. Og hun skriver, mens hun minder os om vores fortid i Dansk Vestindien – en fortid vi den dag i dag stadig bøvler lidt med at anerkende. Men mest af alt skriver hun godt, direkte og informativt til den, der gerne vil danne sig et større billede af, hvad den danske arv også er, og hvordan den, om end i det små, satte sit præg på resten af verden.

‘Quicksand’ og ‘Passing’ kan fås i samlede udgaver, og senere i år udkommer filmen ‘Passing’ instrueret af Rebecca Hall.

Footer graphics