Ottessa Moshfegh
Forfatter Ottessa Moshfegh. Foto: Dru Donovan

Signe Amtofts litteraturklumme: Ottessa Moshfegh dyrker sindets mentale strækmærker

Den amerikanske forfatter Ottessa Moshfegh perfektionerer tendensen med at fremhæve menneskets utilstrækkelighed. Hendes karakterer er så uduelige, at man ikke kan lade være med at holde af dem – fordi man er ligesom dem.

“I’d been up on bad cocaine and drinking for days. I’d roped a few men back to my apartment and showed them all my belongings, stretched out flesh-colored tights and proposed we take turns hanging each other”.

Dette er en mere eller mindre tilfældig passage i den amerikanske forfatter Ottessa Moshfeghs novellesamling ‘Homesick for Another World’, som udkom i 2017. Men det er samtidig en sigende bid af den stemme, hun, gennem sit stadig sparsommelige forfatterskab bestående af to romaner, en kortroman og en novellesamling, allerede har fået gjort til sin helt egen; den skamløse, livstrætte (kvinde)karakter, der har opgivet vedligeholdelsen af et selvbillede som sød og køn.

I en tid hvor kvinder i stigende grad forsøger at fralægge sig rollen som små alfer med perfekte liv og lugtfrie prutter ved at dele tårer, opvask og strækmærker på instagram, tager Ottessa Moshfegh tendensen til et helt eksistentielt niveau. Hun smider simpelthen vores mentale strækmærker og ubehagelige tanker lige i ansigtet på os, sort på hvidt. Den novelle, indledende citat kommer fra, handler om en skolelærer på Manhattan, som bruger det meste af sin fritid på at drikke — nogle gange på skolen, hvor hun ender med at overnatte i sin brandert, og nogle gange derhjemme, mens hun ringer til sin ekskæreste, som ender med at tilbyde hende penge for at stoppe med at kontakte hende.

Ottessa Moshfeghs karakterer har det til fælles, at de stort set alle befinder sig i margenen af deres omgangskreds og ser på den med lige dele foragt og ligegyldighed. De er ubehagelige, en slags kældermennesker der emmer så meget af lede over for deres medmennesker, at man nogle gange får lyst til at spørge forfatteren, om hun egentlig er ok. Men det, der i mine øjne gør hendes litteratur så stærk, er, at karaktererne på trods af alt det overdrevne er lige nøjagtigt så realistiske, at man kommer til at holde af dem – fordi der et eller andet sted er noget relaterbart ved dem. En generel følelse af ‘nej tak til livet, men måske imorgen.’

I Moshfeghs debutroman, ‘Eileen’ fra 2015, sidder titelkarakteren i 2004 og fortæller historien om, hvordan hun forsvandt fra sit lorteliv i small-town America som 24-årig i 1964. Eileen arbejder på det tidspunkt i et ungdomsfængsel, bor sammen med sin alkoholiserede far og foragter alt ved sin egen eksistens. “At the time I thought I was the worst — ugly, disgusting, unfit for the world”. Og hvis de konventionelle skønhedsidealer og un-ladylike vrede ikke var nok for vores forståelse af, at vi gerne skulle kunne lide denne karakter ligeså lidt som hende selv, så akkompagneres selvhadet af en tendens fra Eileens side til somme tider at vågne i sit eget bræk, fordi hun også drikker for meget. 

Overdrevent selvhad kunne umiddelbart lyde som en træls oplevelse at læse om. Men det er netop i overdrivelserne, Moshfeghs styrker ligger. For midt i alt det grimme, udstyrer hun sine ellers intense karakterer med en underspillet humor, der med tiltrængte og twistede comic reliefs, konstant minder læseren om, at det, vi læser, når vi ser verden gennem hovedpersonen i en roman, er deres opfattelse af tingene og ikke den objektive sandhed. Tingene er måske med andre ord ikke så slemme, som de fremstår. Eller måske er de værre, og så er fortrængningen vores ven.

Stilistisk er ‘Eileen’ pakket ind i en tung vinterfrakke af noir, en dysterhed i fortællingen, som bringer tankerne hen på Dashiell Hammett og Raymond Chandlers 1930’er-universer, hvor hovedpersonerne i ét væk vågner fra whiskey-branderter og ikke kan huske, om de har slået nogen ihjel, eller hvor de er. Men brugen af noir-elementerne bliver til meget mere end en leg med genrer. For det første knuser Moshfegh det romantiske spejl af mørk og forherliget machoness, som så meget af det forgangne århundredes amerikanske litteratur bygger på.

Det gør hun, når hun lukker kvindens erfaring ind i et univers, der normalt kun inkluderer idealiserede, mystiske Lauren Bacall’er med fejlfri hud og ditto comebacks (sådan en karakter er der sjovt nok også i ‘Eileen’). Som Moshfegh selv siger om Eileen i et interview: “She is not going to, you know, cheer you up. But might it not be liberating to hear the thoughts of someone who is completely ignored by society?” For det andet overdriver hun genrebrugen så meget, at vi som læsere til sidst tvinges til at huske på upålideligheden i enhver fortælling, og det får romanens egen rammefortælling til at fremstå så meget desto mere tiltalende.

Men man behøver ikke føle sig fysisk uattraktiv for at hade sit liv. Som en slet skjult kommentar til de anmeldere, der fokuserede på Eileens “grimhed”, er hovedpersonen i Moshfeghs seneste roman, ‘My Year of Rest and Relaxation’ fra 2018, smuk, rig og bor på Upper Manhattan. Romanen foregår lige inden terrorangrebene 11. september 2001, og de ubehagelige tanker er ligeså tilstedeværende her hos den dybt deprimerede unavngivne hovedperson, som i ‘Eileen’. Hun tager sløvende medicin, så hun kan sove fjorten timer i døgnet og opsøger undervejs i fortællingen en sketchy psykiater for at få endnu stærkere medicin, så hun kan sove endnu mere.

Udadtil er hun definitionen på hvidt, ciskønnet, able-bodied privilegium – hun er traditionelt smuk og lever det perfekte kapitalistiske newyorker-liv anno 2000, hvor man søvngængeragtigt forbruger sig ud af sine problemer. Men pengene til sit forbrug har hun fra en arv fra sine forældre, der er døde af henholdsvis kræft og selvmord, og hendes skønhed er ligegyldig for den mand, der på bedste kliché-vis holder hende hen i et usundt envejsforhold. Hendes “bedste” veninde, hendes eneste veninde, den usikre Reva, bruger al sin tid på at være jaloux på hende, og hovedpersonen nævner da også, at de kun er venner, fordi ingen af dem har nogen andre. “I was both relieved and irritated when Reva showed up, the way you’d feel if someone interrupted you in the middle of suicide,” fortæller hun om denne bi-karakter,  der fylder utrolig meget og utrolig lidt på samme tid.

På en måde er ‘My Year of Rest and Relaxation’ det, der ville komme ud af at vende vrangen ud på ‘Sex and the City’ og lade negativerne fortælle historien. En historie om, at det er ligegyldigt, hvor godt du burde have det på papiret, som menneske og som samfund. Hvis du ikke har dit mentale helbred med, kan alt være ligegyldigt. Så sover du bare fra livet. Bedøvet eller ej.

Og det er det, der er generelt for Ottessa Moshfeghs forfatterskab. Hendes karakterer prøver ikke at gøre os glade. Det er negativerne, vrangen, de mentale strækmærker, der fortæller historien. Hun har ikke udgivet meget. Alligevel har hun allerede slået sin stemme fast som en forfatter, der garanterer, at når du sætter dig med en af hendes bøger, så sætter du dig med en fortælling om grimme følelser, du højst sandsynligt kan genkende. Følelser, som bliver beskrevet på en måde, der giver en lyst til at rejse sig og gå ud og demonstrativt være et bedre menneske. Eller lægge sig til at sove i et år. Grænsen er hårfin.

Ottessa Moshfeghs næste roman, ‘Death in Her Hands’, udkommer 14. maj 2020.

Find mere om
Footer graphics