Road House

Åh, Patrick Swayze: En hyldest til 80’ernes mest 80’er-agtige film

Filmskribenten savner Patrick Swayze og hylder i den anledning 80’ernes særlige filmvibe.

billede-1

Hvis Patrick Swayze stadig levede, ville han lige have fyldt 65. Denne (indrømmet, spinkle) anledning vil jeg godt bruge til at hylde den mest mageløse 80’er-film, der nogensinde er lavet.

I 80’erne og i start-90’erne fungerede Hollywood som en art ‘Hvad kan jeg blive-katalog’. Man så ‘Top Gun’ og drømte om at blive jagerpilot, man så ‘Cocktail’ og fik lyst til at blive bartender, man dyrkede ‘Days of Thunder’ og besluttede sig for at blive racerkører, man så ‘Backdraft’ og drømte om at blive brandmand, der kunne slukke ildebrande ved hjælp af åbenstående brandmandsjakke og en økse ligesom Kurt Russell.

Intet job virkede dog mere tillokkende end udsmider på en bar, når man først én gang havde set ‘Road House’. En film, der har alt: Kærlighed, spænding, vold, sex, drama og en mindeværdig one-liner per minut-rate, der simpelthen ikke er overgået hverken før eller siden. Hvis du kun skal se én film fra 80’erne, er det simpelthen den her: “It’s my way or the highway”.

Hvis du skulle have glemt den, eller – gys! – aldrig har set Road House, kan vi lige repetere handlingen. Patrick Swayze spiller den legendariske udsmider Dalton. Han har selvfølgelig både et fornavn og et efternavn, men det bruger vi ikke rigtigt tid på. Han er bare Dalton. Ligesom Prince bare er Prince, og Batman bare er Batman. Nå, Dalton bliver hyret af Frank Tilghman, som har en snusket bar ved navn Double Deuce i den lille by Jasper, Missouri. Han vil gerne gøre det til et respektabelt sted, men har brug for en udsmider, der kan rydde op i slagsbrødrene og narkohandlerne.

Dalton ankommer kun bevæbnet med nakkehår fra Bundesligaens mesterrække og jeans… nej, vent, cowboybukser så stramme, at man kan se, hvor mange småpenge han har i lommen. I et orgie af one-liners forklarer Dalton de lokale redneck-udsmidere, hvordan man egentlig klarer jobbet. Der er bare tre simple regler.


På trods af Daltons snak om at være flink, viser det sig selvfølgelig hurtigt, at han sandelig ikke er for fin til at løse problemer ved at cirkelsparke folk ind i den næste kommune. Altså tæsk af den særlige 80’er-variant, hvor lydeffekt-manden har smadret et net meloner med et metalbat og smidt en svineside mod et betongulv fra fem meters højde for at skabe den helt rigtige lyd af knytnæve mod kind.

Hvorom alting her: Dalton får hurtigt problemer, for den væmmelige karl Brad Wesley og hans voldelige håndlangere holder den lille by Jasper i et jerngreb, afpresser de lokale forretningsindehavere og har også planer om at overtage Double Deuce.

Her kan man et kort øjeblik iføre sig sin uh-se-mig-jeg-har-læst-film-og-medievidenskab-brille og anføre, at ‘Road House’ på mange måder er en homage til Akira Kurosawas ‘De Syv Samuraier’ fra 1954. Med den væsentlige forskel, at Dalton sandelig ikke behøver seks venner for at klare ærterne. Han kan nøjes med en. Men sikke en ven.

Filmen er allerede dette tidspunkt så mandig, at dvd-boksen burde komme svøbt i bacon, men testosteron-niveauet får lige et ekstra nøk opad, da Sam Elliot entrerer filmen – manden med den vel nok mest frygtindgydende skægvækst i Hollywoods historie og en stemme, der kan få de fleste kvinder i alderen 18-99 til at afmontere underbenklæderne blot ved at sige “hello”.

billede-2

Sam Elliot spiller veteran-udsmideren Wade Garrett, der går rundt og siger linjer som “That gal’s got entirely too many brains to have an ass like that”, mens han giver Dalton en hånd og en skudefuld alfaderlige råd. Midt i al balladen får Dalton selvfølgelig også tid til en hurtig romance. Det er med den lokale læge, kaldet ‘Doc’, spillet af Kelly Lynch, som var hende, man ringede til i 80’erne, hvis Elisabeth Shue ikke havde tid til at spille den blonde love interest. Hun bliver forført, da Dalton er på hospitalet for at få syet et knivsår sammen og afslår bedøvelse med ordene “pain don’t hurt.” Jo, virkelig.

billede-3

Anyway, volden eskalerer, og Brad Wesley terroriserer de lokale mere og mere. Da Dalton en nat vågner op ved, at gården, hvor han bor til leje, brænder, kulminerer det. Han opdager, at Brad Wesleys chef-håndlanger Jimmy har startet branden. Jimmy, som vel at mærke kan noget meget særligt karate og indleder slagsmål ved at sige “I used to fuck guys like you in prison” (!). Efter en slåskamp, der ikke lader hverken ‘Bloodsport’ med Jean-Claude Van Damme, eller noget Chuck Norris har været med i, noget tilbage at ønske, flår Dalton struben ud på Jimmy. Jep, du læste rigtigt. Det er dæleme ikke for sjov, det her.

Så er det så, at Brad Wesley hævner sig ved at slå Daltons bedste ven Wade Garrett ihjel på en ualmindelig nedrig måde. Her kan man sagtens være typen, der ikke fældede en eneste tåre til hverken ‘Schindlers liste’ eller scenen, hvor Bambis mor dør, og stadig få sig en ordentlig tudetur, da Dalton finder Wades lig. Det er simpelthen ikke i orden. Brad Wesley, den dumme skid. Men så meget desto mere er den episke slutscene tilfredsstillende.

“This is our town. And don’t you forget it”. Bum. Ingen moralske skrupler, ingen tøven, intet behov for psykologisk krisebehandling. Bare alt det, der er fedt ved 80’er-film kogt ind til en hård, voldelig boullionterning på to-tre minutter.

billede-4

Alt er med andre ord fedt ved ‘Road House’. Alt. Selv birollerne er fantastiske. Red West, der har en lille rolle som butiksindehaveren Red Webster – det er herren, der skyder Brad Wesley første gang i klippet, vi lige har set, kan udover ‘Road House’ på sit CV skrive footballspiller, bokser, bodyguard for Elvis Presley og – og hold nu fast – sangskriver for Elvis Presley!

Og hvad med f.eks. musikken spørger du så. Er det noget? Åh ja. Det lokale band, der optræder på ‘Road House’ – i et metalbur, så de ikke bliver ramt af ølflasker under koncerterne – bliver spillet af Jeff Healy Band. Og på soundtracket, som enhver rask dreng eller pige bør eje på vinyl, er der minsandten også en sang skrevet og fremført af Patrick Swayze himself. Den hedder ‘Raising Heaven (In Hell Tonight)’ og kunne kun have været mere 80’er-awesome, hvis Meat Loaf og Kim Schumacher sang kor.


‘Road House’ er pinligt fraværende både på Netflix og HBO Nordic, men den fås i alle anstændige dvd-butikker i rodekassen med film til en 10’er. Hvilket i forhold til pris kontra kvalitet svarer til, hvis Noma havde all-you-can-eat-buffet til 49,95.

Find mere om
Footer graphics