Da horror-drama-teen-adulthood-occult-fantasy-tv-serien ’Buffy the Vampire Slayer’ (1997-2003) kørte over skærmen for sidste gang, i maj 2003, døde noget i mig.
Bevares, det sidste afsnit i syvende sæson var ikke en tilintetgørelsesapokalypse, hvor hele persongalleriet lå døde og kolde hen i ruinerne, men de mennesker, som jeg så inderligt og lidenskabeligt havde følt for og elsket og haft levende og pulserende i mit indre, skulle ikke længere være i mit daglige liv.
Ikke flere sindsoprivende chats med ligesindede fans op til den ugentlige episode. Ikke flere stakåndede timer med ulidelig venten i de to centrale #IRC-kanaler dedikeret til sladder, fællesskab og piratkopier af afsnittene minutter efter de var blevet vist på østkysten af USA. Ikke flere knuste drømme, ikke flere ekstatiske øjeblikke af lykke grundet et stjålent kys og ikke flere grusomme slag på grund af uventede dødsfald. Det hele var forbi.
Buffy og hendes venner ville aldrig nogensinde vende tilbage, og en bittersød ensomhed blev langsomt rodfæstet i mit indre, en længsel efter lige netop dette kollektiv, som aldrig sidenhen er blevet lindret.
Hvad snakker manden om, spørger du måske. Den der kitschede serie som kørte på TV2 i tidernes morgen? Ja, det er lige nøjagtigt, hvad jeg taler om. I disse dage relanceres ’Buffy the Vampire Slayer’ som tegneserie hos Boom! Studios (der bl.a. søsatte ’Adventure Time’ som tegneserie), et amerikansk forlag der sidste år nappede licensen fra Dark Horse Comics.
Dét kombineret med det nylige gensyn og homage til ’The Sopranos’ kalder om noget på et grundigt blik på ’Buffy’ – en af de største tv-serier nogensinde. Lad os bare tage de grundlæggende og spydigt-spyttende indvendinger, som de mest elitære tv-serieelskere vil diske op med: Unoderne i ungdomsserien ’Buffy’ kan jo ikke sammenlignes direkte med trekløvergiganterne (’The Sopranos’, ’Six Feet Under’ og ’The Wire’) som revolutionerede tv-serieformatet for 20 år siden. Hverken hvad manuskript, production design, replikkompleksitet, narrativt omfang, budget, tematisk dybde, skuespilniveau eller instruktion angår.
LÆS OGSÅ:
Nej, men blødende og rørende kunst undfanget i et sind fyldt med sakral inspiration behøver hverken et førsteklasses produktionshold eller ussel mammon for at brillere. Sand og inspireret kunst lader sig ikke begrænse af et skrabet tv-seriebudget af den gamle skole, billige kameraer der skyder grynede 4:3-billeder, et ikkeeksisterende produktions-set, skuespillere af en hæderlig til udmærket kvalitet eller cheasy lydlandskaber, de færreste lyddesigner-feinschmeckere ville vedkende sig.
Sand og grænseoverskridende kunst tager hvert enkelt af alle disse middelmådige produktionselementer og skaber i fællesskab (lidt som da Buffy, Xander, Willow og Giles i Primeval smelter sammen til én overlegen skabning, der sparker røv på alt og alle) trolddom, ingen havde forventet. Sådan en tv-serie blev Buffy. En serie som trodser alle ods, al logik, al traditionalisme og alt forbandet snobberi.
Serien handler om gymnasiepigen Buffy Summers, en sød pige nyligt ankommet til Sunnydale, en hyper karikeret solskinsby i Californien. Udover at være blond, køn og uskylden selv er hun også, som det første af seriens mange effektive opgør med horrorgenrens troper, en badass vampyr- og dæmondræber.
Intet svageligt kvinde-gespenst her, kun styrke og hellige opgaver. Instruktøren Joss Whedon var fem år tidligere blevet gevaldigt skuffet over den første udgave af ’Buffy’, hans egen film fra 1992, og fik med serien mulighed for at skabe den figur, han så længe havde drømt om:
En ung protagonist-kvinde på en hellig mission i en verden af teenagemørke, gryende seksualitet og den ubærlige indsigt i dødens uundgåelighed. Buffy (mesterligt varetaget af Sarah Michelle Gellar) stifter en klike bestående af hekse-nørden Willow (Alyson Hannigan), slacker-antihelten Xander (Nicholas Brendon) og læremesteren Giles (Anthony Stewart Head). Sammen bekæmper de over syv mageløse sæsoner vampyrer, cheerleaders, spøgelser, onde stedfædre, hekse, fraværende fædre, robotter, gymnasiepiger, dæmoner, sportstrænere, trolde, militærorganisationer, troldmænd, borgmestre, zombier og guder.
Buffy og slænget i den spæde begyndelse.
Men hvad gjorde serien så enestående? Hvis jeg, som fanatisk Buffy-fan, endda selv anerkender, at serien på en række ellers afgørende formelle parametre ikke udgør en nævneværdig æstetisk trussel overfor de seriegiganter, som fandt vej til tv-scenen to år efter. Så hvad gør den så overhovedet overlegen?
Først og fremmest skabte Joss Whedon med ’Buffy’ en hyperkompleks genrekonstruktion, som gik fandenivoldsk på tværs af genrekonventionerne. Ingen anden serie havde på det tidspunkt formået at komme i nærheden af et så ambitiøst livtag med praktisk talt alle genrer (drama, teen, occult, horror, fantasy, sci-fi, emo, action – you name it) og dét med en latent manuskriptmæssig kompleksitet som muliggjorde en dyb karakterudvikling.
Det banede vejen for de overordnede og tematisk styrende plotlinjer, som Whedon perfektionerede. En struktural tilgang, der hver enkelt sæson tillod både overordnet progression og episodespecifikke løjer. Alt sammen pegede i samme retning, nemlig hen mod en klimatisk afslutning, der både blev emotionelt og narrativt forløsende. Men de to største og ubetinget mest overlegne grunde til, at ’Buffy’ udgør den ukronede serie-dronning, er, at det er en kærlighedsserie som ingen andre og en alment dannende og emotionelt hudflettende vækkelsesserie.
En kærlighedsserie? Ja, ikke forstået som en serie fokuseret på kærlighed, men derimod en serie der som fiktionsværk etablerer en uforlignelig kærlighed til protagonisterne, en kærlighed som for ottende gang i træk får denne voksne mand til at flæbe som en ulykkelig teenager, der forlades af deres store kærlighed.
’Buffy’s persongalleri kravler under huden på en og bliver, som ingen andre popskabninger i dette eller det foregående årtusinde, til en del af selvet og bevidstheden. Buffy, Willow, Xander og Giles bliver til pulserende monumenter i ens indre, som hjemsøger seeren resten af livet, melankolske spøgelser der lever i udkanten af bevidstheden i takt med, at alderen skrider frem.
Og så er det en vækkelsesserie, altså en produktion som på tematisk, æstetisk overbevisende og emotionelt tilintetgørende vis vækker seeren (ligesom ”Wake up”-replikken fra ’Vanilla Sky’) til verden i al sin nedrige og skønt sublime kompleksitet. Her får rædslen ben at gå på, her blotlægges homoseksualiteten som uafviseligt element i verden, her afsløres dødens ubønhørlighed, her indvies man først i seksualitetens verden og dernæst i menneskets drift efter undergangssøgende erotik, som var den taget ud af Batailles begrebsverden.
’Buffy’ blotlægger alle disse elementer og flere til og bliver dermed den store fødselshjælper, en jordmoder ud i verdens grusomme mørke og kærlighedens metafysiske potentiale for frelse. Derfor, kære venner, er ’Buffy the Vampire Slayer’ ikke blot en forløber til de store serier. Derfor tilhører ’Buffy’ kategorien af store serier.
Alle syv sæsoner af ’Buffy the Vampire Slayer’ kan streames hos ViaPlay.
Foto øverst: Buffy i den seriøse, grusomme og strålende sjette sæson
