Lad os være ærlige. Det har længe skortet på rigtig gode serier, der er selvskabt til en snak ved kaffemaskinen. Der har været flere internationale hits fra Sydkorea (‘Squid Game’) og Spanien (‘Papirhuset’), men store samlende serier fra fjernsynets moderland USA har været en mangelvare.
Nu er ‘Succession’ så endelig kommet med en ny, tredje sæson, og den er alt det, en god serie skal kunne. Både på skærmen og ved kaffeautomaten. Det er den store fortælling, som indrammer en familie og et imperium, hvor solen er ved at gå ned.
Fra seriens start har familiens overhovedet, Logan Roy, luftet en snarlig tilbagetrækken, men når det kommer til stykket, kan han alligevel ikke sige farvel til de gladiatorkampe hans psykologisk ødelagte afkom udkæmper for at overtage hans plads. De fire børn både elsker og hader hinanden og vil bogstavelig talt dræbe for at vinde fars gunst og nøglen til kongeriget.
Det er svært helt konkret at pege på, hvorfor ‘Succession’ er så utroligt vellykket, som den er. Men det er formentlig den gamle serie-sandhed om, at kvaliteten findes i, hvordan den er skrevet. Grundlæggende er det selvfølgelig spændende at se, hvem der vinder medieimperiet, men det virkelig enestående skal findes i dialogen. Næsten hver replik er et enestående studie i at afgive lammende svinere til hinanden. Det er både hårrejsende ondt og virkelig sjovt.
Øjeblikke af ømhed
Samtidig dukker uventede øjeblikke af ømhed op, måske bedst illustreret i forholdet mellem den spøjse, men godhjertede, fætter Greg, og Tom Wambsgan, der er gift ind i familien, men som konstant famler mellem store ledende poster og komplet latterliggørelse. Deres indbyrdes forhold og deres udsatte rolle i familien er et af de mest interessante sideforløb og genialt udtænkt af seriens skabere.
På mange måder er ’Succession’ en hyldest til Aaron Sorkin, der blandt andet har skabt det politiske drama ’West Wing’. Her opfandt han ’walk and talk’, hvor karakterne konstant bevægede sig rundt i Det Hvide Hus’ gange, mens de talte og talte. Den egentlige handling var altid i dialogen.
På trods af Aaron Sorkins mange talenter for at fortælle historier, er han som regel ikke særlig sjov, hvilket måske er en af forklaringerne på et af hans få flops ’Studio 60 on the Sunset Strip’. Her var en serie, der handlede om at skabe et sketch-show som ’Saturday Night Live’, men som på trods af stjerneskuespillere og masser af god dialog ikke indeholdt en eneste vittighed. Her er ’Succession’ anderledes ligetil og har som nævnt masser af humor – grænsende til falden-på-halen-komik.
Når man først stifter bekendtskab med seriens univers, kan man måske blive (fra)stødt over det og foranlediges til at tro, at det bare er spøg og skæmt det hele, men det er det ikke. Humoren bruges altid til at illustrere, hvad der sker, når ekstrem magt og rigdom korrumperer selv vores nærmeste forbindelser. Hvor hovedpersonen i startsekvensen af ‘Mad Men’ alene falder fra en skyskraber, er det her en hel familie, der daler mod bunden, mens de bider, river og slår på hinanden.
Det er så godt fortalt, at du ikke kan kigge væk. Og det skal du heller ikke gøre. For ‘Succession’ vil redde dine mandage fremover.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
