Kære Søren
Weekendens store og ventede brag mellem Manchester United og Liverpool viste sig jo så at være en stor fuser af Troels Trier-agtige dimensioner, hvis du kan huske fyrværkerikampagnen med Bent og Bents døddrukne far, der skulle lære vores generation aldrig at gå tilbage til en fuser. Der kan nemlig lige pludselig gå ild i den, fuseren.
Det kan der også i en fodboldkamp, men det skete nu aldrig, bortset fra VAR.
Jürgen Klopp, som på godt og ondt minder mig om det mini-menneske, jeg har derhjemme, begge to helt og aldeles spontane i deres følelsesudbrud, var godt gal i skralden over, der ikke blev dømt fejl på Rashfords mål.
Egentlig er det jo påfaldende, at vi nu bruger mindst lige så lang tid på at tale om VAR som vi før gjorde om dommeren, når videoen er indført for lige præcis at eliminere usikre kendelser. Det siger noget skægt om vores længsel efter objektivitet, synes jeg. At den ikke findes, selvom vi så gerne vil. Det er alligevel altid et par svigefulde menneskeøjne, der ser.
Men det der står tilbage efter sådan en kamp, er det åbenlyse faktum, der ofte står tilbage under og efter en fodboldkamp: Fodbold kan være kedeligt. Det modsatte af underholdende. Almindeligt. Begivenhedsløst. Ligegyldigt. Hvis du ikke er fan vel og mærke, uinvesteret i alt andet end selve bolden på banen.
Og ved du, hvad Søren, det har en kæmpe stor værdi. Jeg bryder mig virkelig ikke om kedelig fodbold, men jeg forsøger mit aller bedste på at lære at nyde det. Trække vejret i det. Forholde mig roligt, ikke irriteret. Jeg forsøger at være nærværende i noget, der er røv og nøgler, for det mener buddhisterne efter sigende, at du kan blive et gladere menneske af. Jeg er elendig til det.
Fodbold er også tomgang. Og meget af det. Nogle kampe faktisk kun det, andre kampe bliver lige pludselig antændt efter langsommelig ventetid. Min pointe er, Søren, at jeg tror vi skal blive bedre til at elske ligegyldige rutiner, for de fylder meget i livet, såvel som i fodbold.
Livet er ikke en håndbold-kamp, hvor det hele tiden er spændende, fordi Mikkel Hansen er helt vildt god til at tyre og kan nå fra den ene banehalvdel til den anden, inden du har nået at sige ’Ole Gunnar’. Livet er en helveds masse MIDTBANE-RODERI, der ikke fører til noget som helst stort.
Hvis nu vi bare blev bedre til at besinde os på dét, forstå den præmis, så ville vi måske ikke være så kede af det og have den overhængende følelse af LIVSKRISE så meget – som vi skrev om sidst. For jeg tror du har ret i, at mænd i det hele taget er triste for tiden, fordi ALT er prestigeprojekter – og også fordi, I ikke siger højt nok, at I har ondt i sjælen, er min teori.
Jeg tror egentlig også, kvinder er kede af det. Vi bor alle sammen i det her underligt selvskabte, sjælrøvende præstationsunivers som ingen tilsyneladende bliver glade af. Der er ikke mange smøger i omklædningsrummet længere, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Jeg ved godt, det ikke er helt så enkelt, men hvad nu hvis vi bare kunne være her uden hele tiden at føle, at vi skulle noget andet eller mere eller bedre? Jeg kan konstatere, at mine egne First World kriser tit kommer mere af de tanker, jeg gør mig, de forventninger, jeg har, de forestillinger, der dominerer mig – end egentlig af det liv, jeg altid er godt i gang med at leve.
Det der gør en virkelig god fodboldspiller, er evnen til at se fejl og pis & lort og en kamp for, hvad det er, har jeg for nyligt hørt en sportspsykolog forklare. Nemlig som noget, der går over. Gode fodboldspillere føler sig ikke som fusere, bare fordi de ind i mellem spiller som fusere. De går aldrig tilbage til en fuser. De går bare videre.
KRAM
Cath
Kære Cathrine
At holde med et fodboldhold minder på mange måder om et ægteskab; begge dele kræver tid, kampe og mentalt knofedt for at give kærligheden og samhørigheden mulighed for at fylde hulrummene i vores hjerter.
Når vi omsider når forbi ungdommens umodenheder, hvor den første stormfulde forelskelse får os til at gøre idiotiske ting såsom at råbe bøsserøv efter Viktor Fischer, banke sagesløse Brøndby-fans ned i S-toget, eller plastre hele lejligheden i Kolding til med wallstickers med teksten til ‘You’ll Never Walk Alone’ (det er jo i øvrigt efterhånden umuligt at se et hæderligt afsnit af ‘Luksusfælden’, uden at vi skal forbi en eller anden prollet Liverpool-fan med fuldt fart på både kviklånskarrusellen og Jürgen Klopp-komplekserne!), indser vi, at loyaliteten og kærligheden til noget så irrationelt som et fodboldhold først og fremmest bringer tilværelsen ro. Frustrationer, sorger og bekymringer, ja, men også en slags mening med galskaben.
Vi finder os til rette i samhørigheden med vores fodboldhold, omtrent på samme måde, som vi finder os til rette sammen med konen. Det er her, vi er og hører til, uanset hvor sjovt de andre måtte have det oppe i angrebet. Vi konsoliderer os på midtbanen, hvor kampene som bekendt vindes. I en bred 4-4-2 formation med nogenlunde styr på forsvaret.
Som ethvert ægteskab byder fodbolden på tårer, tvivl, vrede og sæsoner, vi nok helst havde været foruden. Ikke ulig den Manchester United står i lige nu. Intet fungerer, lunten er ultrakort, det næste skænderi om dagens ligegyldighed lurer lige om hjørnet.
Selv ikke noget så ligetil som søndagens snoozefest på Old Trafford mod Liverpool, hvor United ellers er svære at slå, kunne de vinde, selvom sidstnævnte for første gang i sæsonen virkede uopfindsomme, langsomme og en lille smule rådvilde. Jeg nævnte det også sidst, men du kan fandme stadig SE det i Ole Gunnars øjne. Desperationen. Som konen, der kommer hjem fra aftenturen med familiens intetanende unger og golden retriever, sikker på, at det hele er slut lige om lidt. Er der overhovedet noget tilbage at redde, spørger hun sine veninder, mens tårerne triller ned af kinderne og videre ned i rødvinen. Tja. De har da trods alt Wan-Bissaka. Og visheden om, at de trods alt ikke formåede at slå bundrekorden for boldbesiddelse på hjemmebane, selvom de var fandens tæt på.
I disse situationer, hvor korthuset og kærligheden vælter, er der altid en, der siger, at det handler om at holde gnisten ved lige. Spille offensivt, sende de to wing backs helt frem på banen, en lang aflevering fra den defensive midt helt frem til 9’eren, på den rigtige side af offsiden. Vintage Fabregas, som vi Chelsea-fans sagde, dengang vi havde en spiller, der kunne slå den slags effektive afleveringer.
Men vildskaben hører sig ikke til, når hele lokummet brænder. Hverken i livet, kærligheden eller fodbolden. Det er også derfor, Tottenham heller ikke synes at gøre noget drastisk i deres kampe, på trods af, at de – modsat Pochs’ kommende klub i Manchester – måske endnu ikke for alvor har accepteret krisen. I Tottenham er man begyndt at gå i seng på forskellige tidspunkter, glemme at kysse godnat og kigge længselsfuldt efter barnepigen. Men man vægrer sig mod at tage snakken.
Selvfølgelig er det de store sejre, vi husker bedst. En romantisk getaway til Paris, hvor det hele gav ny mening igen, en 4-1’er over Arsenal i Europa League-finalen. Men i det lange løb er det de sikre point, der er limen, der får kærligheden til at hænge sammen. En kedelig 1-0’er her, en forudsigelig 2-1’er der. Tre point og videre, som var det gamle Mourinho, der sad i trænerstolen.
Og derfor elsker jeg de kedelige kampe, hvor der er tid i spillet til at få lagt vasketøjet sammen, tjekket ugeplanen og tørret støv af på emhætten, mens vi venter på, at Marcos Alonso laver sin kasse mod Newcastle United. Fordi vi er nået til den alder, hvor kærligheden, livet og fodbolden måske føles bedst uden de store udsving.
Søren
