Min svoger tog fire kilo på i ansigtet, dengang deres hund, Kaj Duk, døde. Det sagde han i hvert fald, og det handlede om, at salig Kaj Duk altid spiste familiens rester, når de ikke spiste op til aftensmaden. Men efter hundens død, var der ikke nogen til at gøre det beskidte arbejde, og så begyndte min svoger at spise op for sin kone og sine tre børn.
Je suis min svoger. For jeg har det på præcis samme måde lige med hensyn til madspild. Nu har jeg selv to små børn, som selvfølgelig aldrig spiser op, og jeg tager derfor mig selv i dagligt at stå ved biospanden midt i et djævelsk dilemma. Smide ud, eller ikke at smide ud? To be et madsvin, eller not to be et madsvin. Det ender tit med, at jeg spiser de der 18 pastaskruer.
Biospanden er som regel fyldt alligevel. Den er, præcis som alle mine andre skraldespande, aldrig ikke fyldt til randen. Det er den omvendte Cocio-effekt, en evigt svulmende mængde af madaffald. Og jeg kan ikke lide det.
Det er paradoksalt i lyset af, at jeg virkelig er indædt modstander af at smide mad ud. Men det er selvfølgelig logisk i lyset af, at jeg er velhavende nok til at købe noget nyt stort set hver dag, og at det selvsagt giver overskydende affald. Men for mange af os er aktivt madspild et stort problem.
Nye tal viser, at cirka halvdelen af os allesammen smider mad ud hver uge, og den helt store synder er middagsresterne. Jeg siger selvfølgelig “synder”, fordi det i en klimamæssig sammenhæng er fuldstændig hul i hovedet at smide mad ud, som sagtens kunne være blevet spist.
Økonomisk er der heller ikke de store fordele ved at lade være med at spise sin mad op, slet ikke nu hvor fødevarepriserne bare hamrer afsted. Så jeg forstår faktisk ikke, at madspild faktisk er et problem.
Okay, jeg forstår det godt lidt, når jeg ser daggammelt kartoffelmos for mig, for det er ganske vist ikke al mad, der egner sig til at blive til genanvendt, men jeg må bare sige, at rester generelt gør mig glad. Jeg ser på dem som små skatte i mit madkammer og tror mere og mere på, at modstanden mod rester er en tillært og, lad mig bare sige det ligeud, pattet forskrækkelse. Jeg kan i hvert fald konstatere, at mine børn af natur ikke dømmer deres suppe hårdere, selvom de også fik den dagen før.
Noget af det bedste jeg ved, er at lave den perfekte kartoffelmad ud af en kartoffel, som min kæreste lige har været ved at smide ud, og så se hendes beundring i blikket. Hvor kom den mad fra? Havde vi også karse? Ja, for jeg havde gemt lidt i en lille bøtte. Det er som bekendt de små ting, der gør forskellen.
Det fordrer en vis kreativitet i køkkenet at have mange rester, og det kræver selvfølgelig lidt mere af en, men det lønner sig på alle ledder at være nøjsom med den mad, man allerede har tilberedt. Sidste år kom det frem, at flere og flere faktisk fokuserer på at undgå madspild, men vi smider stadig et sted omkring ottehundredetusind tons fødevarer ud om året herhjemme. Det er vi altså forpligtet til at gøre noget ved – og så er det jo også bare virkelig en skam.
/Thomas Balslev
Badass kvindetürk
8. marts oplevede jeg det fantastiske dansk-tyrkiske band Tuhaf spille deres psykedeliske popmusik, som har rødder i 70’ernes tyrkiske genre anadolu rock og skifter mellem dansk og tyrkisk. Frontkvinde Berrin Bas er helt hypnotiserende, og musikken er sådan, som alle fester burde være – weird, utilregnelig, masser af attitude og helt banger. Tuhaf fortjener mere opmærksomhed, så giv dem et lyt. Her er nummeret ‘Hafla’, som vist betyder fest på arabisk, og bandet spiller også på Loppen 29. april.
/ Ditte Giese
Maleren Johnny Depp
Sidste år sprang Johnny Depp ud som maler med en samling malerier, eller såkaldte silketryk, af sine venner og helte, sådan nogle som Bob Dylan og Al Pachino, som han havde malet portrætter af efter fotografisk forlæg. Hans stil trak en del på Andy Warhol med tydelige kontraster og meget kraftfulde primærfarver. Fordi Johnny Depp jo er Johnny Depp, solgte hele oplaget ud på et par minutter. Men nu er han tilbage. For nylig lavede han en ny samling på fire prints under samme tema, og det er faktisk stadig muligt at få fingrene i et portfolie set med alle fire billeder af Hunter S. Thompson, River Phoenix, Bob Marley og Heath Ledger. Prisen er 124.072,26 kr. (plus forsendelse) hos Castle Fine Art.
/Thomas Balslev
Gåden om Odin
Historiker Cecilie Nielsen er tilbage med endnu en dokumentarserie om vores vikingetid. I 2021 lavede hun serien ‘Gåden om Danmarks første konge’, hvor hun blandt andet undersøgte om Thyra (Gorms kone) var Danmarks første regent. Denne gang handler det i stedet om Odin. Sammen med Cecilie Nielsen tager vi både med forskere og arkæologer ud for at grave i arkiverne og jorden for at lære mere om, hvor vi kommer fra, og hvad vores forfædre troede på. For var Odin i virkeligheden en stor krigsherre, der blev gudeliggjort? Og er det Odin, vi ser på Jellingestenen? Så gemmer der sig en lille historienørd inde i dig, er du i rigtig godt selskab over de seks afsnit.
/Mikkel Lau Kristensen
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Et af de bedste programmer på dansk tv, ’Alene i vildmarken’, er tilbage! Og det er heldigvis også landets bedste analyser med Thomas Balslev. Her er fx en af hans skarpe iagttagelser omkring den nye sæson:
“Det er en del af programmet, at deltagerne nu skal tage deres temperatur i numsen hver dag. Fantastisk beslutning.
Camilla tager ejerskab over situationen og vælger simpelthen at kigge dybt ind i kameraet, mens hun foretager målingen. Det var et meget intenst øjeblik. Lidt som at miste sin mødom igen.”
To Sultne Piger er begyndt at skrive for os, og de har været ude og prøve det nye italienske ’spiseria’, der har overtaget lokalerne fra Mirabelles bageri på Nørrebro.
Besøget gik ikke helt som håbet, hvilket man kan læse her. Og så skal man også huske at høre det helt nye afsnit af deres podcast, hvor de finder de bæredygtige steder i København.
”Sometimes you want to go, where everybody knows your name,” som indledningssangen lyder til sitcom’en ‘Sams bar’. Og hvem vil ikke gerne have et stamsted, hvor man kan føle sig hjemme, men hvor der bare er bedre kaffe og flere aviser?
Ditte Giese er flyttet til Østerbro og har som en anden guldlok prøvet sig frem på bydelens steder uden helt at finde det rette sted. Her kan du følge hendes jagt.
