Peter Sommer hamrer sine løst knyttede hænder rundt i en lille bue foran sig, mens han skærer en grimasse, som om han lige har sat tænderne i en umoden citron.
”Jeg har altid haft et svagt punkt for den her slags numre,” siger han.
”Prøv at høre, hvor god vores trommeslager er lige her. Hvor meget han spiller med på teksten.”
Nummeret, Peter Sommer sidder og lytter til, er et af hans egne, og trommeslageren er Søren Poulsen fra Tiggerne. Bandet, som sangeren har spillet med og udgivet musik med siden 2007.
Nu har de lavet et til. Peter Sommers sjette album i rækken hedder ’Stærk strøm hen over ujævn bund’, og helt atypisk udkommer det under to år efter hans sidste album, det roste ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’ fra 2018.
Det er blandt andet derfor, han sidder der i sine brune fløjlsbukser og spiller lufttrommer, mens vi sidder i hans hjemmestudie på Amager i et lille ombygget skur og lytter til nummeret, som startede det hele den her gang, ’Udstrakt Fantasi’.
”Jeg fornemmer, at den her plade lyder frisk, og det er lykkedes at komme ind til benet af vores lyd som band. Hvor den sidste plade var en eller anden blomstring og erkendelse, som kom efter fem års fravær, og som forsøgte at fortælle en helt masse ting, jeg havde gået og tænkt på, har vi denne gang forsøgt ikke at tænke det i stykker,” siger han.
I stedet har han kastet sig ud i disciplinen at skrive om det, der ”smadrer forbi ens udsigt hele tiden”, siger han.
”Det er noget af det, jeg bedst kan lide ved den her plade – at den forsøger at mime det, der er omkring den. Men også at forstå alting. Det er meget svært ikke at prøve at forstå, hvad der sker omkring en. Den her plade kan bare ikke sige, at den har forstået det.”
I tilfældet Peter Sommer kan det vist ikke være anderledes. Det handler om at sætte vers på livet, som det opleves af en mand, der nu er midt i sine fyrrere, hvor der efterhånden er ved at indfinde sig en ro. Ikke en ro ro, men mere en accept af, at det hele går så skide stærkt, og at man faktisk stadig er lidt livskonfus, for ja, ”gu’ er man da det”.
Og så kan man lige så godt være ødsel med det, ifølge Peter Sommer. På sangen ’Vi der valgte Mælkevejen’ synger han:
”Jeg er ikke bange for at dø, men for at leve for lidt”
”Lad os spilde det liv udover hele Mælkevejen. Vi bliver sgu da stjerner en dag eller lige nu, som i lige nu”
Officielt forvirret
Albummet ’Stærk strøm hen over ujævn bund’ er født ud af lige netop den følelse, han beskriver med lige netop de ord. En følelse af fristelse og begejstring i forhold til at gribe ud efter det, der tilfældigvis er lige foran en, forklarer han.
”Det var mere end skidefedt at være ude at spille med den sidste plade, og det var utroligt rart at mærke, at vi fik lidt momentum og fik fat i os selv igen som band. Og så tænkte vi: ”Den her bølge har vi da ikke lyst til at hoppe ned fra frivilligt. Lad os da skynde os at komme i studiet igen.””
Og det gjorde de så. En to-tre gange i Aarhus, hvor de kom ret langt med planen om at lave en lidt skizofren plade – ligesom sidst – med rock på den ene side og kammermusik på den anden. I sidste ende var der dog kun to af sangene, som Peter Sommer kunne lide. Nu er det start– og slutsangen på albummet.
Jeg stræber mere efter et smukt punkt inde i mig selv, som jeg bliver ved med at lede efter
Selv beskriver han pladen som ’officielt forvirret’. For en udefrakommende virker det homogent og meget Peter Sommer-agtigt, det hele. Alene albumtitlen. Ingen andre kunne rigtig have fundet på den udover ham. Musikalsk ligger udtrykket også i forlængelse af den halvt slæbende, halvt swingende melankoli, der blandt kritikere og fans gjorde ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’ til en af de allerbedste danske rockplader i 2018.
Men at lyde som sig selv skulle helst ikke lyde som en gentagelse, fortæller han.
”Jeg stræber efter friheden til ikke bare at reproducere mig selv. Og jeg synes egentlig, at jeg bliver skarpere og bedre til det. Den del nyder jeg i sig selv. Min største drøm er heller ikke at sælge Royal Arena ud. Det kunne da være fint, men det skulle i så fald være på mine præmisser, og så sker det sgu nok ikke. Jeg stræber mere efter et smukt punkt inde i mig selv, som jeg bliver ved med at lede efter.”
Metaforene
Når Peter Sommer leder efter noget, kommer ordene for det meste ud af munden på ham som metaforer. Både når han sidder i sin kontorstol og fortæller, og når han synger sin sang.
Han taler for eksempel om nødder, der giver efter for pres, når han taler om at skrive sange, eller om at svømme og aldrig se det vand, man skubber bag sig igen. At spille med Tiggerne er lidt ligesom at spise en pose slik, man endelig giver sig selv lov til at fråde, efter at den har ligget i skabet i fem år. Billedligt talt, altså.
Det er ikke med vilje, det er bare sådan, han er.
”Det er sådan set en meget enkel måde for mig at beskrive, hvordan jeg oplever mit liv. Og det er også et billede, titlen forsøger at ramme, altså ’En stærk strøm hen over en ujævn bund’. Det lyder måske som om, det er en dårlig ting, men det er det slet ikke.”
Det lyder i hvert fald som om, at livet går lidt for hurtigt?
”Hvis du lever livet hurtigt, opleves ujævnheder tydeligere, og man bliver nemmere afsporet. Men det er ikke nødvendigvis dårligt at blive afsporet. Der er nærmest en befrielse i det. For mig gør det egentlig ikke så meget at leve så tilfældigt.”
Hvis man vil have et klart svar, er det nogle andre danske sangskrivere, man skal gå efter
Hellere det end at følge en plan, mener han. Det er noget bullshit at tro, at man skal være sikker på, hvor livets rutebil egentlig skal hen, siger han. For som 45-årig er han akkurat lige så forvirret, som han var som 25-årig. Forskellen er nok bare, at han i dag tør sige det højt.
”Der er så mange anvisninger til at leve et godt liv for tiden. Og Svend Brinkmann hjælper os med at sige, hvordan vi skal forstå det hele, og du må endelig ikke stå her, men du skal stå fast. Der er så meget bydeform, ikk’? Til hvordan vi klarer det her svære, svære liv for tiden. Nå, men jeg opfatter det faktisk ikke som værende så svært igen.”
Dybest set er der nemlig ikke nogen modsætning mellem at være forvirret og have fundet ro, som han ser det. Eller måske er der netop en modsætning, og det er lige præcis det, der skal til, hvis man skal skrive en god sang. I hvert fald en god Peter Sommer-sang.
”Man skal nok være parat til at blive i en forvirret tilstand, hvis man skal lytte til den musik, jeg laver. Hvis man vil have et klart svar, er det nogle andre danske sangskrivere, man skal gå efter.”
Eller Svend Brinkmann?
”Han er rockstjerne i hvert fald.”
Men det er vel ikke musikkens raison d’etre at komme med anvisninger her i verden?
”Jo, det synes jeg nu, der er mange sange, der viser. Men det er bare ikke lige det, der kommer her fra,” siger han og peger på sig selv.
”Jeg hader folk, der snakker om, at man skal have et why i livet. At fatte livet på forkant. Med det mest slidte citat af Søren Kierkegaard skal livet jo nok leves forlæns og forstås baglæns. I min sangskrivning vil jeg også hellere sætte nogle pæle meget langt fra hinanden for at sige, at det er her inde imellem et sted, at det vigtige findes. Det er mit greb på det. Tiøren, der svæver, men aldrig falder.”
Der var den igen.
Tråden, der væver liv sammen
Det er der sådan set en god grund til. For blandt alle de poetiske ordbilleder, Sommer strør om sig med, er det hensigten og forhåbningen, at der er et par stykker, der virker hist og her. Det handler om at vække identifikation og genkendelse af følelser hos lytteren. Eller på Sommer’sk: At finde den farve tråd, der væver vores liv sammen.
”Jeg hører en farve i noget musik og får lyst til male den farve for andre. Det er det, jeg synes er sangskrivning – eller digteri. Meget af dagen går man jo gennem uden at have en præcis følelse af, hvad der foregår. Det er også derfor, at det at være trist godt kan være lidt rart, fordi man ved, hvad det er. Det er tit de mere rabiate følelser, der er nemme at sætte ord på. Med den her plade prøver jeg at sende nogle tanker ud, som er forvirrede og ufærdige for at tjekke af hos folk og finde ud af, om der er andre, der har det sådan. Men jeg tror da ikke, at jeg er skingrende skør, eller at det er så specielt med de ting, jeg går og forvirres over.”
Nogen vil kalde det, han taler om for “de røvkedelige 40’ere”. Eller det vil sige, det kalder han det faktisk selv. Og hvorfor skal vi egentlig høre tekster om det, spørger han.
”Jeg synes da, det er lige så interessant, som det er at være i 30’erne og være ved at blive skilt, eller at være i 20’erne og ikke forstå livet helt endnu. Hver alder har sine sange. Det kunne være sejt nok at være 65 og skrive sange om, at man har fattet det hele. Men jeg er ikke sikker på, at jeg når derhen.”
Måske hænger det sammen med, at han ikke husker så godt. Han er heller ikke typen, der kan huske de bøger, han har læst eller det, han lige har set på sin telefon. Modsat dem, der bare kan udlægge alt på én linje, som han siger. Hvilket kan virke som lidt af en modsætning, når det kommer fra en mand, der har haft en del held med lige præcis dét.
På hylden helt oppe under loftet i hans lille skur står der en gammel pris med påskriften ’Årets tekstforfatter’. Der står en del forskellige. Men metalfigurer i varierende størrelser er ikke rigtig det, der driver værket. Det er ikke vand på hans mølle så at sige. Det er mere noget med at videregive en oplevelse af verden. Som han synger – på én linje – i sangen ’Begge Veje’:
”Du er dig selv fantastisk / men er du det for nogen”
”Jeg føler mig enormt heldig, for selvfølgelig går livet stærk derude, men jeg har et arbejdsliv, som betyder, at jeg på det mikroskopiske plan har ret meget tid til at fordybe mig. Og så må vi se, om det, der foregår inde hos mig, er noget, folk kan bruge til noget.”
Nogenlunde sådan ligger landet for tiden for den danske sangskriver, der i februar og marts begiver sig ud på turné med Tiggerne. Og når man som Peter Sommer føler, at man både har fat i den lange og tunge ende sådan musikalsk set, er det egentlig meget rart at se frem til at smadre forbi nogen andres udsigt end hans egen for en stund. Og måske endda spille lidt mere lufttrommer. Sådan officielt.
”Jeg vil gerne bedrive en masse ting – ud at flage og spille guitar for andre, som også er officielt forvirrede. Og sige at det er sgu meget godt, det hele.”
”Men jeg har ikke rigtig det der behov for at drive mit liv et bestemt sted hen og besvare et why. Jeg ruller mere med slagene. Stærk strøm hen over en ujævn bund – that’s how we roll.”