Kære Cathrine
For et par år siden spillede jeg en oldboyskamp, hvor vi kom bagud med fem kasser efter mindre end et kvarter. Vores målmand havde vist været oppe at skændes noget så gevaldigt med konen inden kampen, og så går der jo nemt David De Gea i vindermentaliteten derinde på stregen, du ved. Anyway, kampen endte, så vidt jeg husker, 12-1. En ydmygelse i den lidt højere ende, men trods alt ikke noget sjældent syn. Heller ikke for de professionelle hold, for hvem en fodboldkamp ikke blot er 90 minutters tiltrængt fred og ro fra kone og børn.
Alene de seneste par spillerunder har budt på prægtige afklapsninger. Fra Manchester City, der tævede Watford 8-0 i sidste uge, til Chelseas 7-1 sejr over Grimsby Town i ligacuppen. Eller hvad med Tottenhams 2-7 nederlag til Bayern München tirsdag aften. Så er der sgu noget ved det, hva?
Går vi lidt længere tilbage i fodboldhistorien, bliver ydmygelserne blot endnu mere festlige (og det er vel her, du begynder at få nervøse trækninger ved udsigten til, at jeg minder dig om Real Madrids fire år gamle 7-0 øretæve til dit elskede Barcelona?)
Tysklands uforglemmelige ditto over Brasilien i 2014 – et resultat, der vel stod som den største ydmygelse af brasiliansk sambabold på denne side af Neymars barnagtige fem-årige-der-får-nej-til-en-Kinder-Mælkesnitte-i-den-lokale-Rema1000-rullefald ved VM i 2018 – Villareals 27-0 sejr over Navata i 2009, og Australiens famøse 31-0 rundbarbering af American Samoa i 2001. (og så er der endda langt op til rekorden på Madagascars Stade Olympique l’Emyrne, som scorede 149 selvmål i ren og skær protest mod et eller andet i 2002!)
Jeg har altid været fascineret af de her totale afmonteringer af modstanderholdet. Hvor du kan se på spillerne, at de resterende 77 minutter i bedste fald kan beskrives som Jesu tur op af Golgata med korset på ryggen, og hvor tiden går langsommere end køen til stadionpølserne. I cricket har man faktisk en regel om, at det ene hold kan sige stop, når de har vundet. Respektfuldt overfor modstanderen, jovist. Men også røvsygt på linje med VAR og Europa League.
Jeg var faktisk i Parken i lørdags (don’t ask), hvor FC København kom foran med 4-0 mod Silkeborg allerede i første halvleg. Selv helt oppe fra familietribunen, blandt popcorn og snotnæser, kunne man se flammen i Silkeborg-spillernes øjne blæse ud ved 3-0 scoringen, og så er det vel, at man tænker, at det sgu dårligt kan svare sig at gå på banen igen efter pausen.
På den måde må fodbold føles som en virkelig dårlig date, hvor kemien kører helt fast i mudderet allerede inden rejecocktailen. Hvor man bare vil væk!, ud!, hjem!, men hvor man alligevel holder hovedet højt, bliver stående og kæmper. I håbet om, at det nok skal vende. Som drengene fra Watford. Og Plaffeminister Ronnie Schwartz fra i lørdags, der plaffer to kasser for Silkeborg IF, selvom kampen for længst er tabt. Og Luna fra ‘Gift ved Første Blik’ selvfølgelig.
Kærlig hilsen
Søren
Kære Søren
Jeg er exceptionelt dårlig til at sige farvel. Til i det hele taget at lukke døren i og ikke lade den stå på klem. Det er derfor, jeg altid har været bange for dates. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud af dem. Jeg sidder gerne og nulrer såret i stedet for bare at rive plastret af.
Men når det kommer til kærlighed, er der sgu også noget i ikke altid at spille kampen færdig. Hvis ikke det havde været dårligt TV, så skulle Luna være skredet fra den bryllupsrejse. Da hun i det seneste afsnit, under endnu en omgang elendig parterapi, til sidst får sagt, at hun ikke gider stille op til mere, kan du bare mærke lettelsen i, at hun har ramt en ægte grænse i sig selv, som hun endelig vælger at honorere. Ved siden af sidder planetens største pikspiller stadig og lukker forlorent lort ud i forkvaklet tro på, at han er i gang med at gøre verden og andre mennesker en tjeneste.
Men det er Luna, der fremstår som en fucking plaffeminister her. For det er jo det, det hele handler om, ikke Søren? Du kan være plaffeminister, hvis du bliver og kæmper, du kan være plaffeminister, hvis du går og vil videre, det kan kun du selv finde ud af, men det vigtigste er, at du plaffer det bedste, du har lært i det her liv.
I fodbold er du altid nødt til at blive og gøre det færdigt. I modsætning til dig, så hader jeg at se på den brutale opløsning, der finder sted, når de der ydmygende nederlag udfolder sig. Fordi det åbenbares, at de fleste fodboldspillere/mennesker faktisk bare giver jævnt hurtigt op, når det ikke går deres vej.
Håbløshed gør ondt at se på, og jeg får altid medlidenhed med de store tabere. En følelse, der ikke hører hjemme i fodbold, lærte jeg engang, da jeg gav udtryk for den og fik at vide, at der faktisk ikke er noget, der nogensinde er SYND for nogen i fodbold. The game is the game, Yo.
Det blev sagt lidt aggressivt. Af en mand. Så jeg forstod det samtidig sådan, at du skal passe på med at have ondt af mænd. Det må ikke være synd for jer, mænd skammer sig nærmere over din medlidenhed (bortset fra når I er syge).
En ægte plaffeminister ved i sit hjerte, at et comeback altid er muligt og i de sjældne tilfælde, det rent faktisk lykkes i fodbold, så er det ren og skær vidunderlig magi.
Den samme Neymar, som ruller patetisk rundt i århundredets nationale nedtur, endda med anførerbindet på, var henrivende i en af de enestående kampe, der stadig står stærkest for mig: Champions League 2017, Barca har tabt 4-0 på Paris’ hjemmebane, alle tror de er ude, men de vinder 6-1 på Camp Nou i returen. Neymar er så baller i den kamp, det sidste mål i sidste sekund er resultatet af et overnaturligt lop fra hans fod, for han bliver bare ved. Til dags dato fatter jeg stadig ikke, hvad det var, han fandt frem den aften.
Det er jo egentlig en opbyggelig pointe, ikke? At der er en plaffeminister godt gemt i os alle sammen. Helt fra Luna til Neymar.
Møs
