Matt Dillon er superskurk og massemorder i ‘The House That Jack Built’. PR-foto
Fire dage før Lars von Triers’ seneste epos, ‘The House That Jack Built’, fik premiere, tweetede vores kulturminister Mette Bock (LA) spøgefuldt, at mesterkrukken Trier skulle lave en film, som var en glad hyldest til livet. Det skabte som forventeligt virak og sure miner blandt de københavner-tjekkede, også selvom ministerens indlysende tydelige glimt i øjet både var sjovt og de facto progressivt.
For hvad ville egentlig være mere grænseoverskridende fra Triers hånd end en film i slægtsskab med Frank Capras ‘It’s a Wonderful Life’ fra 1946? Nuvel, der ér altså også en del nedtur i Triers samlede filmproduktion, så hvad ville være mere passende end en top 10 over de ubetinget mest modbydelige skabninger i mandens persongalleri? Skurke-listen kører baglæns og bliver tiltagende røvhullet jo længere mod førstepladsen, vi kommer:
10. Jack i ‘The House That Jack Built’
Vi bliver i sagens natur nødt til at nævne Jack (Matt Dillon) fra den premiereaktuelle ‘The House That Jack Built’ (2018), også selvom han er brandny og et sørgeligt forudsigeligt valg. Problemet er indlysende: Han ér bare ikke nogen sød fyr og lemlæster en ælling, skærer brysterne af en kvinde og skyder børn for et godt ord. Kombinér det med narcissistiske træk og et isnende fravær af empati og vi står med en guldklump af ondskab – også selvom den ondskab mangler en smule finesse.
9. Professor Bondo i ‘Riget’
Nu er professor Bondo (Baard Owe) fra ‘Riget’ (1994-1997) principielt set blot en excentrisk forsker, som dykker ned i Fællesskabets gavmilde favn, men han bærer også på en afskyvækkende rationalitetsfanatisme og bliver, det kan næsten ikke være anderledes, en bannerfører for det ubændigt søgende menneske og dermed også en modbydelig afvigelse fra normen og almindelig middelmådighed. Føj.
8. Præsten i ‘Breaking the Waves’
Mere traditionelt led og afskyvækkende er den navnløse præst (Jonathan Hackett) fra ‘Breaking the Waves’ (1996), manden som goldt og koldt afviser den ulykkelige Bess, da hun blåøjet og desperat søger hen til kirken i slutningen af filmen. På fællesskabets gustne vegne udstøder han hende fra samfundet og lader hånt om den kærlighed og grundlæggende forståelse, som den kristne Gud fordrer betingelsesløst af sine proselytter. Må hykleren brænde op.
7. Manden fra ‘Antichrist’
Jo, den er god nok – manden fra ‘Antichrist’ (2009) hører til på listen, og nu skal du høre hvorfor: Han er led, kontrollerende, afstraffende og reducerende, alt sammen mens han er iført indbydende medlidenhedsklæder af den pureste barmhjertighed. På trods af et umiddelbart velmenende udgangspunkt i konfrontationsterapi ender han med at kvæle sin bedre halvdel, og hvis det ikke er nok, så kig lige på manden (Willem Dafoe) og spørg dig selv, om du ville ligge i ske med ham?
6. Stoffer fra ‘Idioterne’
Men nu er det ikke bare mænd, som myrder kvinder, der partout fortjener at blive fremhævet for deres modbydelighed her. Ligesom Bondo bør klam-frelste Stoffer (Jens Albinus) fra ‘Idioterne’ (1998) isoleres og observeres med sit diabolsk drevne smil. Sammen med en flok (åndeligt) impotente medløbere udøver han sin hånlige og manipulerende magtkritik og er nok i virkeligheden en af de mest klamsmarte modbydeligheder i Triers oeuvre.
5. Gaby fra ‘Melancholia’
Én enkelt decideret modbydelig kvinde kan det med nød og næppe blive til i Triers onde univers: Gaby (Charlotte Rampling), den følelseskolde, afstumpede og isnende afskyelige moder fra ‘Melancholia’ (2011). På hendes melankolske datters sørgeligt uforløste bryllupsdag byder hun menneskefjendtligt ind med forslag til deroute og emotionelle falliterklæringer, og selvom hun ikke på noget tidspunkt bryder nogle juridiske love, så lader hun voldsomt hån om afkommets ve og vel og det med en tilintetgørende og skrækindjagende kølighed.
4. Seligman fra ‘Nymphomaniac’
Der skal også være plads til de mindre modbydeligheder, de små og lurvede mandspersoner, som glimrer ved deres falmende kroppe, gustne hoveder og sygt simrende lyster. Seligman (Stellan Skarsgård) fra ‘Nymphomaniac’ (2013) er et glanseksempel på den klamlærde nidding, der er fyldt med simrende og aldrig aktualiseret liderlighed, og som med et undskyldende og gryntende hundeblik masturberer over en sovende kvinde. Ew.
3. Bill fra ‘Dancer in the Dark’
Ud fra et moralsk perspektiv er Bill (David Morse) fra ‘Dancer in the Dark’ (2000) et de mest nedrige og modbydelige væsener i Triers univers. Han er den sjæleligt vanartede svækling, som stjæler pengene fra stakkels Selma og begår udåden med et afsindigt såret-patetisk udtryk fyldt med væmmelig betuttethed. Aldrig nogensinde før har en så ynkelig mandsperson været så gemen og med et så flæbende ydre.
2. Lillebror fra ‘Riget’
Men, men, men… når vi kigger på modbydelighed i et fysiologisk perspektiv så vinder Lillebror (Udo Kier) fra ‘Riget’ (1994-1997) noget så eftertrykkeligt! Hængt ynkværdigt op til skue som et misfoster fra det nittende århundrede, dingler hans lange, klamme lemmer i hospitalssengen. Vanskabningen som naturligvis er undfanget i degeneration og et sygt samfund er gruopvækkende og elendig. Nu ligger det modbydelige imidlertid ikke kun i skabningens hæslige ydre, men også den lammende humanitet, som på bedragerisk vis åbenbarer sig i det ækle kød.
1. Forfatterspirepsykopaten Tom fra ‘Dogville’
Den goldeste og mest modbydelige af dem alle er dog Tom (Paul Bettany), forfatterspirepsykopaten fra ‘Dogville’ (2003) som krukket og løgnagtigt nærer ”følelser” overfor Grace. Hun giver gavmildt byen et glimt af himmelsk nåde, men alligevel står Tom på dulgt vis i spidsen for den kollektivt og langsomt eskalerende mishandling af hende. Gennem ham og hans sommerfugledvaske impotens artikuleres fællesskabets udnyttelse. Ingen står over kujonbaronen Tom og hans golde landsby.
