Det giver faktisk transfertraumer for en Chelsea-fan at se senior-John Terry prøve at spille som en 22-årig i Aston Villa...
Radio & podcast
menu-close

Ny fodbold-klumme: Det giver faktisk transfertraumer for en Chelsea-fan at se senior-John Terry prøve at spille som en 22-årig i Aston Villa…

29. august 2019 |

Journalisterne Cathrine Lundager og Søren McGuire er fodboldpennevenner, og i denne nye klummeserie, 'Fodbold & følelser', diskuterer de fodboldkultur, køn, krop, alder, eftermæle-jagt og sportspubber. Fra en Chelsea-fan til en Barca-fan og tilbage.

Journalister, fodboldfans og pennevenner.

Kære Søren

I 1997 var jeg 16 år og lige startet i gymnasiet. Det var en tid for et underligt mix af Buffalo-sko og cargo pants. Perlemor-læbestift og næsering. René Dif og ‘MMMBop’. Jeg husker det år som om, at jeg konstant var træt. Af skolen troede jeg, men måske var det mere generelt af livet. Fordi jeg ærligt talt ikke fattede, hvad hverken det eller jeg gik ud på. Og fordi weltschmerzen bare var stor i provinsen i 90’erne, det ved du alt om, Søren.

Så jeg pjækkede og tog bussen til Aarhus og gik på Mcdonald’s, eller jeg blev hjemme og faldt i søvn til ‘The Bold and the Beautiful’ om eftermiddagen i stedet for at lave lektier. En fredag jeg var på Edelweiss, blev jeg så vred på min kæreste, min første kæreste, at jeg stak ham en hård huskekage. Jeg kan stadig mærke den brændende fornemmelse af hud og skægstubbe mod min håndflade.

I den her weekend er jeg 37 år, mens mit hold, Barcelona, spiller en fodboldkamp mod Real Betis. Man skulle tro, det blot er endnu en dag på kontoret, men de tabte til Bilbao i sidste uge, en af den slags kampe, der ikke skal tabes, hvis du vil vinde ligaen til sidst.

Så stemningen er ikke i top, Suarez og Messi sidder ude med skader, flere spillere og mange fans synes, at nyindkøbet Griezmann har været lidt for længe om at sige ja til tilbuddet om at komme og presse højt og hårdt for Verdens. Bedste. Fodboldklub. Det hele ender med en formidabel 5-2 sejr, hvor Griezmann fejrer et af sine mål med speciellavet Barca-konfetti (Det bliver du nødt til at skaffe til min fødselsdag, det er det eneste, jeg ønsker mig), og alt er indtil videre tilgivet.

LÆS OGSÅ: Hver alder har sin egen krise: Alt om læderbukser, gamle æg, motorcykeldrømme og Thomas Helmig-visdom

Men mere stilfærdigt strålende er Ansu Fati, der den her aften debuterer på førsteholdet. Han er 16 år og går givetvis ikke særlig meget på McDonald’s. Hans far, der sikkert er på min alder, fortæller, at Ansu hverken har spist eller sovet inden kampen, så spændt er han. Men på banen er han smilende og selvsikker, spiller hurtigt og med en lethed, der kun hører sig til, når du er… 16.

Jeg beder til, at Ansu Fati ikke peaker nu. For hvis der er en ting, der er værre end at være livstræt som teenager, så er det at toppe som teenager. Ligesom de drenge, der sad ved kongebordet og lavede en masse prima fisse til gymnasiefesterne, du ved. Der er altid en af dem, der stadig arbejder nede i Sportsmaster og har et dødt ægteskab med hende, der var den bedste til håndbold.

Ligesom Wayne Rooney der hverken før eller siden blev så lysende en stjerne, som han var lige der, da han dukkede op som en genial 18-årig. Et fuldvoksent, mærkeligt mandebarn siden netop 16-års-alderen. Det er svært at blive voksen i det virkelige liv, det er svært at blive voksen i fodbold. Særligt fordi fodboldspillere har langt kortere tid til det, ingen af dem (Buffon undtaget selvfølgelig) når at blive 40 på banen. Så hvordan bliver du egentlig ældre på en god måde?

Du gør ideelt set som Andrea Pirlo: Du glider lidt tilbage i banen, trækker tempoet, så det passer til dig og din alder, går ind i færre tacklinger, du afleverer meget og i tide til ham, der stadig kan løbe banen op. Du lader skægget stå, venter på det grå og tager en dyr, men tilpas afslappet skjorte på. Du trækker vejret, bevarer overblikket, du spiller de kort, du nu er givet med stor TÅLMODIGHED. Du viser, at fodbold såvel som den her til tider sjælløse verden, der er ulideligt besat af ungdom, ikke nødvendigvis behøver at være et young mans game.

Forstår du, hvad jeg mener, Søren? Alt det her leder mig frem til det, jeg egentlig hele tiden gerne har ville spørge dig om: Du er lige blevet 40. Hvordan føles det?

Kram

Cathrine


Kære Cathrine

Jeg har egentlig aldrig været bange for at blive gammel. Tværtimod. Det her er muligvis skrevet i en tilstand af pladdersentimental bagklogskab, for hey, jeg har sgu da også væltet rundt på bundhakkede knallerter, hørt Yabba Dabba Dance og taget dårlig speed i gården bag Pigen & Trompeten i Jomfru Ane Gade.

Men lige så længe, jeg overhovedet kan huske, har jeg på en eller anden måde betragtet det at blive ældre som en slags belønning for at udholde ungdommens, umodenhedens og usikkerhedens mange prøvelser. Jeg begyndte at høre Dire Straits som 12-årig, fik børn som 26-årig, købte en fuckin’ Citroën C5’er som 27-årig, begyndte at gå klædt som Poul Krebs som 30-årig og røg ud i noget, der minder om en midtvejskrise som 37-årig. Ikke ligefrem Sidste Nat Med Kliken-materiale, vel?

Klart, jeg har nu haft tømmermænd i hele fire dage, sådan er det åbenbart bare at fylde 40. Kisser og Jørgen fra nummer 28 og alle de andre herude fra forstaden var lige forbi til en bid mad i lørdags, det var skidehyggeligt, og folk blev virkelig stive, pissede i hækken (det er fint, naboen var også med til festen) og væltede ind i havetrampolinen, men alderen bekymrer mig ikke det mindste.

Jeg er en 40-årig familiefar fra Amager med tre større børn, en tilbygning under opførsel og en mere eller mindre vingeskudt karriere, som muligvis peakede for fem lange år siden, og ved du hvad, det er sgu egentlig helt ok. Jeg har kæmpet for at nå hertil, hvor jeg kan omfavne voksenlivet uden at skulle pakke det hele ind i ironi. Alt det, folk ofte forbinder med at blive voksne – børn, realkreditlån, familiebil, forældremøder, op at pisse fire gange om natten – klarede jeg i 30’erne.

LÆS OGSÅ: Testosteron gør os ikke aggressive – tværtimod gør det livet lidt sjovere

Jeg ved godt, at det forholder sig helt anderledes for fodboldspillere, men det er også, fordi de af uransagelige årsager aldrig formår at stoppe, mens legen er god, og kineserne endnu ikke er begyndt at ringe. Hvad fanden er der egentlig galt i at fylde 30 og sige: “Så, nu har jeg tjent mine 700 millioner og vundet en pokal eller to (eller for Tottenham-spilleres vedkommende, blevet pik-svirpet af Dele Alli i badet på White Hart Lane), så nu smutter jeg tilbage i sengen med WAG’en og tæller mine penge”?

Det er som om, at det er forbudt at stoppe på toppen i professionel fodbold. Næh, man skal altid lige have tre-fire halvsløje år på CV’et, hvor man i et anfald af panik før karrierens lukketid flytter resterne af karrieren til USA, Shanghai, Nordnorge eller endnu værre, til Arsenals uduelige midterforsvar sammen med fuckin Mustafi, mens man begår snotdumme straffespark på Salah, fordi man åbenbart er blevet både dum og sløv med alderen og klubskiftet.

Jeg forstår det ikke, det der såkaldte Pirlo-syndrom. Der er ingen af de her folk, der mangler penge, og medmindre du hedder Nicklas Bendtner, og kun har et par uger tilbage til at tjene til den næste by- og taxatur, så er det vel bedøvende ligemeget, om du går på pension med en milliard eller halvanden på kontoen? Hvad er det for et sidste skud storhed, de desperat jagter?

Er du for eksempel klar over, hvor ondt det egentlig gør på en Chelsea-fan som mig at skulle se John Terry rende rundt i Aston Villa sidste år og forsøge at spille som en, der stadig er 22 og dårligt kan vente med at komme hjem fra kamp og knalde klubkammeraternes koner? Eller Gary Cahill i Crystal Palace, som han med overhængende sandsynlighed kommer til at rykke ned i Championship med efter denne sæson, fordi de ender med at sælge Zaha til PSG. Eller – og nu er vi for alvor inde og pille ved mine transfertraumer – da Frank Lampard måtte rykke til New York og derefter til City?

LÆS OGSÅ: Professionelle fodboldspillere springer ud som veganere

Det er en smule uværdigt, og i en sport med så stort fokus på personlig branding, fatter jeg simpelthen nul og niks af, at folk i den grad tør gamble med eftermælet. Som medlemmerne i R.E.M. sagde, da de gik i opløsning, så handler det om at forlade festen i tide. Ligesom Lars Løkke jo nok skulle være skredet lige efter valget og dermed skåne sine vælgere for mere ballade, burde Rooney så ikke også have takket nej til et sidste sløjt år i Everton? Uden at de to i øvrigt bør sammenlignes, omend der da bestemt er visse ligheder i deres fysiske fremtoning.

Så nej, Cathrine, jeg køber ikke helt den der med, at det er svært at blive voksen. I hvert fald ikke i den virkelige verden. Men det er vel også nemmere for os mænd. Som min veninde engang sagde: Kvinder får hængepatter, når de fylder 40, mænd får en racercykel.

Jeg overvejer i øvrigt at anskaffe mig begge dele…

Kærlig hilsen

Søren

Foldboldklummen kører ugentligt ind i efterårssæsonen. 

Cathrine Lundager & Søren McGuire

Journalister, fodboldfans og pennevenner.