Kære Søren.
Så du, at Manchester United tabte til Newcastle i weekenden?
De ligger på en 12. plads med ni point i Premier League. Ud af den her sæsons otte kampe har de vundet den nette sum af to. To?!
Ole Gunnar var forståeligt afdæmpet til pressemødet efterfølgende. Han undskyldte obligatorisk til fansene for de manglende sejre og sagde, at i første halvleg så det ud som om, at bolden var ’en varm kartoffel’ for Uniteds spillere. Med andre ord et problem ingen rigtig har lyst til at beskæftige sig med. Ikke at forveksle med en sofa-kartoffel (som muligvis også kunne være en passende beskrivelse på et par holdkammerater den her søndag eftermiddag i Englands bedste liga.)
Det er the talk of the town lige nu, hvad Uniteds problem er. Måske er der noget om, at Ole Gunnar som sin forældede forgænger Mourinho ikke kan finde ud af at spille moderne angrebsfodbold, som ikke satser alt på omstillinger. Der er da helt sikkert noget om, at de mangler en plaffeminister foran (Semi-gamle Zlatan, der ellers er travlt optaget af sit overdådige branding-projekt i Hollywood har sagt, at de bare kan ringe). Og de mangler en plan.
De satser på ungdommen, siger Ole Gunnar, og de er i gang med at bygge noget nyt om, bliver han ved med at forsikre os om. Det er bare nogle gange svært at se, hvad fanden det nye går ud på. For alligevel: Hvorfor er en fodbold pludselig en varm kartoffel for en henrivende spiller som Marcus Rashford, der ellers kan se ud som om, den er det eneste her i livet, han gerne vil have fat i?!
Faktum er, at Manchester United er i krise. Alex Ferguson vender sig i sin grav, selvom han slet ikke er død endnu, og det hele handler sikkert om flere forskellige ting. Det gør kriser altid, er min overbevisning. Livskriser har det med at udfolde sig med sneboldeffekt. Det har jeg selv prøvet; at den ene tager den anden med sig. Du bliver syg med stress af dit arbejde, din krop svigter dig, dit langtids-parforhold går i stykker og lige pludselig sidder du i en lille lejlighed et helt nyt sted i dit liv og aner ikke, hvor det hele begyndte, og hvilken retning det nu skal tage. Jeg har uendelig stor sympati for Ole Gunnar lige nu.
Det er djævelsk fascinerende, hvornår og hvordan mennesker forandrer sig, Søren, synes du ikke? For som jeg ser det, så skal der faktisk ret meget til. Vi snakker meget om (selv)udvikling, ja, men i virkeligheden vil vi da helst være fri for at miste fodfæstet og stirre for meget ind i mørket af det ukendte, som nok i virkeligheden er det, ægte forandring kræver. På et trods alt større plan end United, så er finanskrisen – og nu klimakrisen – excellente om end dystopiske eksempler på, at vi er i meget dårlig stand til at tænke og handle grundlæggende anderledes end sådan, som vi er vant til. Vi holder hellere fast.
Men kriser kan også være et vendepunkt. Det er endda det, det egentlig betyder. Og hvis jeg har lært en ting, så er det, at vendepunkter ikke foregår som på film, hvor der tit er en eller anden stor åbenbaring for hovedpersonen (hun finder ud af, hun skal springe ud i det med kærligheden) og så tager alt en ny og bedre drejning derfra (hun har en veltrænet fuck boy, der står og venter på at blive gift med hende, fordi han ikke længere vil være en fuck boy).
I det her rigtige liv går det meget langsommere. Små skridt. Det kræver tålmodighed at ændre dit liv. Ikke mindst med dig selv og din frygt.
Det er her, jeg efterhånden har svært ved at se det med Ole Gunnar. For Man U’s krise har altså stået på et stykke tid efterhånden. Hvad skal der snart til for, at de kan forandre sig? Jeg spørger bare.
Møs og hej så længe
———————————————————–
Kære Cathrine.
Jeg har lige læst et interview i Euroman med den danske sangerinde Selma Judith, som havde en ret interessant betragtning; at alt for mange af os mænd går rundt og er kede af det. Hvor en ung (og i denne anledning aldeles topløs) sangerinde har en så moden indsigt fra ved jeg ikke, men jeg tror desværre, hun har ret. Det er så forbandet nemt at være ked af det i disse tider. At lade grundfølelsen af tristhed sive helt ind i revnerne i huden, som fugt i vores iPhones. Lade den sætte sig fast i sindet, hvor den er satans svær at ryste af sig igen, selvom vi sjældent for alvor ved, hvor den kommer fra. Trust me.
Jeg tror ikke, det som sådan har noget med jer kvinder at gøre, hvilket ellers synes at være et populært synspunkt, når det kommer til vi mænd og vores livskriser. Det bunder nok bare i det faktum, at alting er blevet et fucking prestigeprojekt for os mænd – parforholdet, jobbet, ungerne, karrieren, huset, fodboldholdet. Der er alt for meget spil. Og det handler først og fremmest om ikke at vise det. For vi skal være robuste. Er vi ikke robuste og omstillingsparate, risikerer vi at ende med en krise. Best case scenario køber vi bare en racercykel. Worst case så skrider konen.
Der er også noget trist over Manchester United for tiden. Bevares, holdet har været i krise før, sådan har det vel været on and off lige siden Ferguson-æraen. Til gengæld er de altid i et eller andet omfang blevet redet på målstregen af deres egen selvforståelse og følelse af storhed. Manchester United er og bliver et storhold, en fodboldgigant, navnet bag en af de bedste trupper nogensinde. Uanset hvordan sæsonen så end måtte ende, har United altid været et storhold. Alt andet er bare en fase. Et forventeligt bump på vejen tilbage mod The Treble. Troede de.
For nu er det hele identiteten som storhold, der er på spil. Selvforståelsen vakler. Ingen tror længere rigtig på United. Omtrent præcis som det sker for mænd, når de får midtvejskrise. Når ungdommens styrke virker fjern, når kun de færreste kan huske, da du var noget, når intet, du gør, er nok til at imponere ungerne, alene fordi de aldrig for alvor har oplevet dig, da hele bare kørte. Det er lige omtrent dér, læsset vælter for os mænd, Cathrine. Cue druk og depression. Og lycra.
Jeg vil sådan håbe, at det når at vende under Ole Gunnar. Bare en lille smule. Jeg har altid godt kunnet lide ham. Jeg kan ikke stå for det sørgmodige blik, der hver weekend må se livsdrømmen kollapse i små bider af 90 minutter plus det løse. Ole Gunnar er den mindst robuste træner, jeg nogensinde har set. Han er ikke omstillingsparat, men derimod knee deep i sin egen karrieremæssige livskrise. Om lidt skrider konen, og han må vende forladt hjem til Norges sentimentale efterårsmørke, detroniseret, med et magert eftermæle som ham, vi troede kunne. Ikke siden Knausgaard har en midaldrende mand i så høj grad været tvunget til at stå ansigt til ansigt med sin egen identitetsmæssige dødelighed.
Jeg synes ikke, Ole Gunnar er skyld i Manchester Uniteds krise. Men han er desværre blevet billedet på den. Og det kan man se i hans øjne.
Således opløftet…
Kh Søren
