Kære Cathrine.
Gennem det meste af 90’erne gik jeg rundt med en semi-bekymrende besættelse af R.E.M. Det hele tog en lille smule overhånd en tirsdag aften i ’98 nede hos Tattoo Birger i Aalborg, som ikke havde en skid imod at tatovere folk i deres branderter, så længe de betalte up front og lovede ikke at brokke sig over resultatet. Men det er en helt anden historie, som jeg ikke vil trætte dig med her.
Sagen er, at jeg var knee deep i en mangeårig intens idoldyrkelse, der for det første havde beriget mit liv i en helt uhørt positiv grad med nogle af verdens bedste sange, og for det andet udhulet min kassekredit, og for det tredje trukket mig ind i en tåbelig overbevisning om, at jeg sgu bare var en tand mere mystisk og dragende i damernes øjne nede i Jomfru Ane Gade, når jeg gik i byen i en slasket band T-shirt med “Everybody Hurts” skrevet demonstrativt henover ryggen. Jeg var alt andet end mystisk og dragende i nogens øjne dengang, Cathrine, men jeg kan dæleme love dig for, at jeg har Hurt’et mere end de fleste på det dansegulv.
Anyway, kirsebærret på toppen af 90’er-Sørens fanboy-milkshake var selvfølgelig Michael Stipe, min Elvis i egen halvanden meter høje, skaldede og lige dele kejtede og karismatiske person. At være så stor fan i den alder, hvor frontallapperne og identiteten stadig blafrer i vinden, har dog den lidt problematiske bivirkning, at du er tilbøjelig til at tillægge dit idol større betydning for dit liv, end vedkommende på nogen måde bør tillægges.
Det er vel omtrent af samme årsag, at Mark David Chapman skød John Lennon, teenagepiger skriger efter popstjerner, og jeg selv vadede rundt mellem Københavns mondæne homocaféer det meste af en råkold aften i 2001, fordi jeg havde hørt, at Michael Stipe var i byen og var blevet set på Café Oscar. Det var ikke just en mission, jeg havde tænkt til ende, men alene udsigten til en aften (eller bare en kop kaffe eller en hurtig Whopper Cheese i hånden) i hans inspirerende selskab holdt fødderne varme og hjertet fokuseret.
Jeg fandt ham dog aldrig, hvilket i bagklogskabens lys nok var for det bedste. Vi skal være yderst varsomme med at pille vores helte ned fra piedestalerne, for sådan noget kan hurtigt ende galt. Jeg har for eksempel engang hørt om en fyr fra et dansk pladeselskab, der havde sat både himmel og hav i bevægelse for at få lov til at møde Bob Dylan, som – da den store dag omsider oprandt – dårligt gad se ham i øjnene, endsige veksle ét eneste ord med ham.
Tænk lige over, hvor meget sådan en omgang må fucke med dig, Cathrine. At sætte alle minderne på rød og forsøge at holde sig oprejst, når huset vinder. Og huset vinder sgu altid, når det kommer til bristede forventninger.
Alt det her leder mig videre til det spørgsmål, jeg egentlig skriver for at stille dig: Har du nogensinde drømt om at møde et idol?
Her taler jeg ikke om Luke Perry, Donnie fra New Kids On The Block, Ivan Pedersen fra Laban eller hvem du nu end måtte have drømt om at give en svingom på futonsofaen hjemme på pigeværelset i Odder, men derimod om de fodboldstjerner, vi begge beundrer af den årsag, at de tilfører vores liv en eller anden form for værdi og mening, som vi ikke selv evner at skabe i vores eget dagligdagstrummerum?
Hvis du fik muligheden, ville du så sige ja til at møde Messi, Griezmann, Puyol eller måske Iniesta? Ikke noget med slatne meet n’greet håndtryk i forbifarten, men et decideret møde-møde? Med samtale og det hele, som var du Luna Christofi en sen aften i Bernabeus backstagebar?
Det er jo lige en tand ekstra tricky med de skide fodboldspillere, af den simple årsag, at sådan nogle som regel er komplet umulige at føre bare en nogenlunde fornuftig samtale med, men ville du alligevel være villig til at indlade dig på en aften med trivialiter, ligegyldigheder, eller i Suarez’ tilfælde, underlige gryntelyde, i håbet om, at der på et eller andet tidspunkt ville dukke noget nært, brugbart, ægte og intimt op i samtalen? Noget, der kunne give dig en større forståelse af dit idol, og dermed også af dig selv?
Jeg har engang mødt Diego Costa, flink fyr, gav min søn en krammer og en autograf, og sådan står han bedst i minderne, som et flygtigt møde i fanshoppen på Stamford Bridge. En middag med Diego Costa havde uden tvivl bare fucket det op. Diego Costa-style.
Men hvad tænker du? Ville du vade Barcelona tynd for et møde med Messi?
Kærlig hilsen
Søren
PS. En lille epilog. Jeg mødte faktisk Michael Stipe nogle år senere. Ganske kort, til en arrangeret og lidt kunstig musikbranche-thing. På det tidspunkt havde besættelsen fortaget sig en smule, hvilket den jo gerne gør med alderen. Medmindre du er en af de der kvinder på omkring de 42, som stadig går helt agurk sammen med tøzerne fra folkeren, hver gang Backstreet Boys spiller comebackkoncert ude i Ballerup Super Arena. Eller Mark David Chapman.
Kære Søren.
Jeg føler meget stærkt for det her lige nu, så jeg bliver i første omgang nødt til at fortælle dig, hvem der IKKE er mit idol. Det er fucking Anders fra ’Gift ved første blik’.
1.000 små violiner spiller rundt omkring i verden for mænd over 50, der endnu kender så lidt til deres begær, længsler og generelle følelsesliv, at de stadig selv tror på det, når de siger: Jeg gør mig iskold for hendes egen skyld. Alt imens de ikke kan finde ud af at beholde tissemanden bare lidt længere i bukserne.
Dengang jeg forelskede mig i fodbold, havde jeg en kæreste, som ikke var synderligt emotionelt kommunikerende, bortset fra når samtalen faldt på Michael Laudrup. Så fik han tårer i øjnene over de elegante frispilninger af Romario. Det var der, jeg begyndte at fatte, at den her mærkelige fodboldverden tilsyneladende er et sted, hvor mænd har lov at være følsomme med alt, hvad det indebærer.
Det er til stadighed det, der drager mig. At fodbold er en arena, hvor du ikke kan skjule dig. Ikke engang for dig selv. I den forstand minder det måske nok om GVFB. Neymar kan lige så lidt som Anders skjule, at han har uhensigtsmæssig hang til kontrolleret selvfremstilling. Du kan lige så lidt skjule dit fnattede R.E.M-stamp, som du kan hemmeligholde, at du er en af de mest sensitive sjæle, Hjørring er kommet op med, Søren. Ikke når Chelsea spiller, vinder, taber. Så er der ingen steder at gå hen. Midt i alt det svinske branding-spektakel er det altid ærligt og uforstillet – autentisk om du endda vil – det, der foregår 2 x 45 min.
Og det er måske netop derfor, at vi fejlagtigt går og forestiller os, at når fodbold fortæller os noget sandt om at være menneske, så gør fodboldspillere det også.
I realiteten kan de for det meste ikke engang sige noget bevinget om bare det at spille fodbold. Hvordan hulan det egentlig er at stå derinde foran et stort mål og satse alt på, at dine ben og dit mod ikke svigter dig.
Alligevel vil jeg gerne møde Messi for nu endelig at svare dig på dit spørgsmål. Gu’ fanden vil jeg gerne møde Messi! Jeg vil gerne drikke rødvin med Messi, spise sea food med Messi, køre en tur i Messis bil langs den catalanske kyst. Jeg vil gerne have Messi til at signere ALT mit Barca-gear, selvom jeg er en voksen kvinde og ikke en fodboldglad type på 8 år.
For Messi er fantastisk. Jeg skylder ham min fodbold-forelskelse, mit fodboldliv. Det var ham, der åbnede det hele for mig. Lærte mig, hvad fodbold kan og burde være.
Iniesta er også velkommen. Han skal fortælle mig om dengang, han i overtiden hamrer den op i hjørnet i Champions League-semifinalen i 2009 mod Chelsea (Kan du huske det?), således at Barcelona går videre og vinder trofæet det år. Og hvordan han efterfølgende kommer til at kæmpe med tvivl og manglende selvværd (Everybody hurts, Søren). Måske kan Iniesta føre en samtale om det. For han er den fodboldspiller, der mest ligner en helt almindelig revisor, som drikker sort færgekaffe om morgenen.
Suarez er jeg decideret bange for i et #MeToo-perspektiv. Jeg tror aldrig, det der med grænser har været hans stærke side.
Jeg er godt med på, at det ultimativt ville blive en stor skuffelse at møde Messi. Vi er ikke derhenne, hvor jeg fan-mailer Peter Lundin i fængslet og bliver gift med ham, for så senere at ville skilles fordi han overraskende nok virker rimelig psyko og alt for kontrollerende. Uden sammenligning med Messi i øvrigt. Han er blot korrumperet over i noget skattesvig og en uklædelig afblegning fra tid til anden.
Men derudover er Messi garanteret dødkedelig i virkeligheden. Han ville tale alt for meget om sine grimme tatoveringer på en date. Som det eneste. Ellers ville der være stille. To ryk og en aflevering i stilhed, hvis det kom så vidt. Han ville forsøge at gemme sig. For han kender heller ikke sig selv, tror jeg. Bortset fra på fodboldbanen.
For mig er det stadig et af livets store enigmaer: Hvordan magien kan være så øredøvende på banen og stilheden det samme udenfor.
Kram
Cath
PS: Ved lejlighed skal jeg fortælle dig om dengang, jeg mødte Mark Owen fra Take That (ikke Michael Owen fra det engelske landshold som min kæreste først begejstret troede, da jeg ringede hjem fra en telefonboks og fortalte det). Det var på en studietur til London et par år efter, de var gået i opløsning. Mark var i en kæmpe brandert, og jeg vover at påstå, at han havde gang i noget, der mindede om fod petting med mine Buffaloes, da vi tog en taxa med ham videre til en bar.
