Kære Cathrine.
Jeg er for tiden enormt misundelig på dem, der holder med middelmådige fodboldhold.
Måske er det bare fyrreårskrisen og endnu et uventet pointtab, der kradser lidt i følelserne, men forestil dig, hvor nemt og bekymringsfrit det må være at have erklæret sin kærlighed til et mandskab, som ingen længere forventer noget af. Holdene for hvem en god sæson er en, hvor de ikke rykker ned i en lavere række, så mændene går hjem og tæver deres koner, og lokalsamfundet går helt i hundene. Eller hvor de vinder arveopgøret mod røvhullerne fra Doncaster eller Vejle eller whereever.
Dem, der fejrer et velfortjent point mod et top seks hold med omtrent samme grad af pomp og pragt, som når vi andre vinder vores fortjente mesterskaber og kridhvide Liverpool-fans fra middelklassen råber “YNWA!” i hinandens Facebook-tråde.
Lyder det ikke dejligt simpelt og befriende?
Du er Barcelona-fan, dit hold er skabt af og til evig storhed i fodboldhistorien, selv i de kampe og sæsoner, hvor hele det catalanske korthus kollapser under jeres sirligt opsatte El Rondo-bold, og Messi slæber skænderiet med konen med på banen, og således ender med at lave et eller andet komplet hjernedødt ude på højrekanten, som gør det hele unødigt besværligt (det, vi Chelsea-fans kalder “en David Luiz”).
For dit hold er sejren, trofæet og storheden altid lige indenfor rækkevidde, måske endda en udtalt selvfølgelighed, især i disse dage, hvor I pludselig igen har fået en helvedes masse at bevise, og Griezmann er begyndt at fejre sine kasser med konfetti. I kan nå højder, de fleste af os kun drømmer om – men gør det ikke blot skuffelserne endnu mere bitre, når det så går ad helvede til? Lader du dig aldrig lokke af den følelsesmæssige sovepude, det må være at holde med Bilbao, Celta Vigo eller et af Spaniens andre bænkevarmere, fremfor et hold, der altid slår sig ekstra meget på stoltheden, når de falder?
NY FODBOLDKLUMME:
Jeg synes, der er noget sært dragende over dem, der weekend efter weekend bakker op om middelmådigheden, dem, der har lært at sætte pris på et fodboldliv uden større udsving. På den måde er de vel fodboldens svar på U2-fans.
Tag for eksempel min egen svoger. Han er Queens Park Rangers-fan, et hold, der er dømt til at vandre hvileløst rundt i midten af The Championship. Jeg holder uendeligt meget af at diskutere fodbold med ham, men jeg kan vitterligt ikke huske, at jeg nogensinde har set ham hidse sig op over hverken sejre eller nederlag. Selv ikke, når han med jævne mellemrum slæber min søster med på Loftus Road, synes han at kunne mønstre den store grad af fan-lykke. Han er ikke engang bitter længere, blot forvent med ikke at skulle forvente noget.
Skuffelserne har ædt sig så langt ind i marven, at det vel knap kan mærkes. Jeg kender sågar en Leicester-fan, der faktisk har sagt, at han ville ønske, at de aldrig havde vundet Premier League, alene af den grund, at han nu er begyndt at tro på, at det måske – MÅSKE – kan ske igen. (Forestil dig i øvrigt endnu en sæson, hvor du er tvangsindlagt til at glo på Jamie Vardys dumme fjæs hver weekend. There’s a scary thought…)
Jeg, derimod, som glødende Chelsea-fan med pokaler og mesterskaber solidt plantet i korttidshukommelsen, fik igen spoleret familiehyggen i lørdags, da vi satte point til hjemme mod Sheffield United, og skuffelsen atter gnavede i både det følelsesmæssige arvæv og konens tålmodighed med mit fodboldhumør. Fordi det, tro det eller ej, faktisk ligger i Chelseas dna og selvforståelse, at vi skal vinde vores kampe. Også selvom vi har Kurt Zouma i forsvaret.
Det er sgu ikke nemt altid at forvente storhed. Især ikke, når du ikke har holdet til det.
Men er et liv uden skuffelser, sorger og uforudsete udsving overhovedet et liv, når det kommer til den fodboldkærlighed, vi alle deler? Er det i virkeligheden naivt at tro, at folk, der holder med Bournemouth eller OB bare uden videre evner at parkere de store følelser, alene på basis af en indgroet formodning om, at det alligevel er skønne, spildte kræfter? De store følelser kan gøre så forbandet ondt, men kan vi overhovedet se og forstå fodbold uden dem?
Nå, jeg er jo som sagt også bare stadig pissesur over Sheffield-kampen i lørdags. Jeg synes, Frank Lampard smed den væk med overmodige indskiftninger, hvilket vi i øvrigt også lige skal have talt om på et tidspunkt, men herregud, det er jo trods alt hverken første eller sidste gang, at vi smider point mod et bundhold.
Jeg er sgu bare lidt tyndslidt af skuffelserne for tiden, Cathrine, og så er det jo, at man begynder at lede efter hjertets nødudgange. En god ven sagde engang, at det er i modgang, man knytter sig til sit hold. I så fald er Chelsea FC og jeg sgu efterhånden nået dertil, hvor vi er så tæt knyttede, at vi deler Facebook-profil og skider for åben dør.
Kærlig Hilsen
Søren
Kære Søren.
Jeg tror inderligt på, at vi oplever kærlighed og samhørighed med hinanden, når vi tør at slippe super ego’ets stramme anbefalinger, blotte os i al vores glorværdige, beskidte menneskelighed og tro på, at der er nogle, der godt gider lægge deres arme om os alligevel, når mørket sænker sig.
Men det er klart, at når en relation er nået til det sted, hvor den ene uden at tøve afleverer en mellemstor lort, mens den anden er i bad lige ved siden af, så er det måske på tide at spørge sig selv om intimiteten i virkeligheden er erstattet af dovenskab? Og er der nogen, der sådan rigtigt trives i den? Altså i det lange løb, trives i den der lidt lugtende, ugidelige form for middelmådighed?
Det er sgu da derfor, at det er sjovere at lytte til Nina Simone end til U2 eller for den sags skyld til Volbeat (som kineserne skulle skrue op for i stedet for water boarding, hvis jeg nogensinde skulle tortureres til at afsløre statshemmeligheder. Jeg ville give alt op eller guffe min selvmordspille, inden Johan Olsen overhovedet var nået til sit omkvæd).
LÆS OGSÅ:
Det er derfor, at det er bedre at være Barcelona-fan end noget andet. Skuffelsen er stor, når det ikke virker, ja, men jeg har da i det mindste set på noget flottere, mere jazzet, fodbold undervejs.
Det er derfor, jeg ALDRIG nogensinde kunne finde på at sætte mig ned og se en Super Liga-kamp, fordi det sådan cirka ækvivalerer at glo på 11 mand fra, lad os bare sige Vejle, der er på lokum foran mig i halvanden time. For nu at blive lidt ved den skide-analogi.
Jeg tror, alle mennesker har behov for at føle sig i live, Søren. Det er det, den populære amerikanske parterapeut Esther Perel altid snakker om: Vi har glemt at forbinde os til det erotiske. Altså eros i bredere forstand end sex, men som livskraft, energi, frihed. Vi tror, der er noget galt med ham den kedelige, der engang ville på eventyr, men nu sidder godt i sofaen (eller på toilettet) ved siden af os.
Men i virkeligheden, siger hun, så er problemet, at vi ikke selv dyrker det, vi tænder på. Tango om tirsdagen, mexicansk madlavning om mandagen, lidt hyggelig sadomasochisme om søndagen, whatever. Det er derfor, at folk er utro, mener Esther Perel. For at mærke at de lever. Egentlig ikke på grund af den nye diller.
Så i det lys er det faktisk en langt bedre løsning at være fodboldfan. For det er derfor, vi er det, er det ikke? For det lille løfte, der hver gang er om stjernestøv. Festfyrværkeri. Drama.
Det er lige præcis et ægteskab, du aldrig kan søge om skilsmisse fra, det med din klub. Du er henvist til Chelsea, om du vil det eller ej, ingen fremmede damer (som f.eks. Real Madrid, som du øjeblikkeligt skal stoppe flirten med) kan hamle op med, at Chelsea er din sjæleven, the love of your life, din Mr. Big.
LÆS OGSÅ:
Det giver en fortræffelig frihed for de store følelser. Jeg ELSKER Barcelona, og jeg HADER Barcelona. Jeg synes, de kan være nogle forpulede møgsvin for at sige det mildt, især Pique det gamle røvhul, der har alt for travlt med Shakiras hofter, som godt nok aldrig lyver.
Men de går ingen steder, det gør Barca ikke. Og det er, som det er med min lille søn på 1 år: Du opfører dig allerværst, der hvor du er i mindst risiko for at blive forladt. Der hvor kærligheden forekommer dig mest fasttømret og urørlig.
Når alt det er sagt, så lad mig slutte af med den her åbenlyst store sandhed, som jeg tror, du har brug for at høre lige nu: Du og Chelsea har et helt klassisk problem med forventningsafstemning.
Der er det galt med dig og Chelsea, som der er galt med resten af den her verden, der lider af noget, som mest minder om for tidlig sædafgang: I er kortsigtede, utålmodige, I vil se resultater i går. Lampard er lige startet. Giv det lidt tid. Abramovich trænger til at sidde lidt alene på toilettet og tage en slapper.
Alt godt,
Cath
