Sargun Oshana er for tiden at finde på Østerbro, hvor han er i fuld gang med at forberede sit kommende stykke ’Desertør’ på Revolver hos Teater Republique.
‘Desertør’ er en historie om, hvordan man finder håb i en situation, der ellers bare er mørk og traumatisk. Det er en prisbelønnet grafic novel af Halfdan Pisket, der tager udgangspunkt i Piskets fars barndom, der var præget af krig og konflikt.
Foruden det åbenlyst udfordrende i at lave en tegneserie om til teater, var det særligt temaerne om at finde lys i mørke, der fangede Sargun Oshanas interesse.
Netop det kan Sargun Oshana selv genkende fra sit eget liv. I 1992 flygtede han som bare 8-årig til Danmark fra Irak i forbindelse med Golfkrigen.
”Når jeg fortæller min egen flygtningehistorie, bliver folk berørte og græder. De kan kigge på mig og spørge: “Jamen Sargun, jeg forstår slet ikke, at du kan sidde og smile eller være glad, når du har gennemgået de her ting.” Der er måske også noget kulturelt eller måden, jeg er opvokset på. Det med hele tiden at se fremad og sige, “We made it!” Vi kom til Danmark. Nu handler det bare om at få et godt liv og ikke kigge tilbage. Og det har selvfølgelig også sine konsekvenser. Det er jo lykken at komme hertil og få chancen for at leve et liv. Og fordi man har været et sted, hvor der ikke var den chance, så gør man alt, hvad man kan for at leve sit liv fuldt ud.”
Vi behandler flygtninge som coronavirussen
Meget er sket siden 1992, hvor Sargun Oshana kom til Danmark. Særligt i måden vi betragter flygtninge på.
”Dengang så man flygtninge som ressourcer. Tag mig som eksempel. Jeg er flygtning, og jeg har vundet anerkendte priser. Det er ikke fordi, det i sig selv betyder noget, men man kan se på mig og sige, at jeg yder noget til kunsten. Jeg bidrager til det danske samfund. Og jeg er jo ikke anderledes end de mennesker, der risikerer deres liv og sejler over Middelhavet eller er fanget på Lesbos. Nogle gange kan jeg føle, at man taler og behandler flygtningestrømmen og mennesker på flugt, som var det corona-virus,” siger Sargun Oshana.
Men til Danmark kom han altså. I mange år boede han lidt udenfor Aarhus sammen med sine forældre og storebror. Da Sargun Oshana kom i 10. klasse fik han takket være en teaterlinje smag for teater og skuespil . Det blev en legeplads for ham, hvor han fik mulighed for at udtrykke nogle tanker og følelser, som man måske ikke kunne derhjemme.
Træt af typecasting og stereotype indvandrer-roller
Det viste sig, at Sargun Oshana allerede i 10. klasse havde fundet sin rette vej, og efter fire forsøg kom han ind på skuespillerskolen i Aarhus. En drøm var gået i opfyldelse.
Men der gik ikke lang tid, før Sargun Oshana opdagede, at han faktisk havde en instruktør i maven. Hvor de andre på skolen var mere interesseret i at dykke ned i de karakterer, de skulle spille, havde Oshana en forkærlighed for helheden og maskinen bag stykket. Derfor valgte han at gå instruktørvejen.
”Da jeg blev færdig, gav jeg skuespillet en ærlig chance, for jeg havde jo brugt fire år på det. Men så tror jeg bare, at jeg mødte en mur ude i branchen på det tidspunkt. Det har heldigvis ændret sig en del, men jeg blev typecastet enormt meget. Og jeg kom hele tiden til auditions, hvor jeg skulle spille den der stereotype indvandrer-rolle. Hvis jeg så ikke spillede den rolle, men derimod noget, der var mere tro mod mig selv, så ville de stadig hellere have stereotypen. Så jeg havde en konstant følelse af, at jeg ikke var det rigtige sted. Derfor tog jeg den ret drastiske beslutning og søgte ind på instruktørlinjen,” siger han.
Resten er som bekendt historie. Sargun Oshana kom ind i første forsøg, og sidste år vandt han en Reumert for årets instruktør. Prisen blev givet for forestillingen ’4:48 Psychosis’ på Aarhus Teater.
På den private front er der også sket en del i Sargun Oshanas liv. For syv måneder siden blev et helt nyt kapitel nemlig åbnet, da han blev far til en lille datter. Hende fik han sammen med sin gode veninde og skuespillerkollega Sofie Torp. De havde begge to drømt om at blive forældre.
Når folk ”bare” caster de bedste
Foruden at skulle balancere sin nye rolle som far, er den succesfulde instruktør fuldt beskæftiget med forberedelserne til ‘Desertør’. Og i modsætningen til tiden som skuespiller, er det nu ham, der sidder på den magtfulde plads for enden af bordet.
Det betyder også, at det nu er Oshana, der bestemmer. Og netop med ‘Desertør’ har han faktisk et fuldt brunt cast, hvilket nogle har fundet radikalt og kontroversielt. Men netop casting er et emne, der ofte kan skabe debat. Folk kan nemlig gå i en fælde, når de siger, de bare caster de bedste.
”Hvis du har en rolle, der hedder Louise, så har du et bestemt billede af, hvordan Louise ser ud. Her kan det være en fælde, når man siger, “jeg caster bare de bedste.” For der er et led, man springer over. Det led handler om, hvad det er for nogle cirkler, man undgår eller ikke ser, når man ikke stiller sig selv spørgsmål som: Kunne Louise f.eks. være mørk? Kunne hun se ud på en anden måde? De spørgsmål glemmer folk ofte, når de caster,” fortæller Oshana, der selv lærte meget om den slags problematikker efter et tre ugers kursus for instruktører i New York.
’Desertør’ har premiere torsdag 12. marts på Revolver hos Teater Republique, og med den forestilling har Oshana særligt et budskab, han gerne vil ud med.
”Det jeg gerne vil sige med forestillingen er, at selvom verden kan virke meget mørk, og der er meget håbløshed, så handler det om at vende sig hen, hvor man kan finde lys. Jeg prøver at opbygge en eller anden form for håb i en meget mørk, håbløs verden og sige, at selv når alting ligger i grus og aske, så kan man grave noget positivt frem,” afslutter han.
