Kære Søren
Landsholdspause! jeg har aldrig været fan. Jeg vil altid hellere snakke om Messi end Gibraltar, så det har jeg tænkt mig at gøre. Yndlingsspillere, Søren, I’ll show you mine, if you’ll show me…nogle af de psychos, du elsker fra Chelsea.
Messi. Jeg ved godt, det er både uoriginalt og kikset at have Messi som yndlingsspiller. Men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg er engang blevet foreslået at skrive en erotisk digtsamling om ham, den er heldigvis aldrig blevet til noget.
I Barcelona spiller for tiden en Cirque de Soleil-forestilling dedikeret til ham; ‘Messi10’ hedder den. Som en der af uvisse årsager har en bachelorgrad i Teatervidenskab og derfor har det stramt med ’performance’, ’moderne dans’ og ’cirkus’, synes jeg virkelig, den lyder tåkrummende ræderlig og lige i røven af det intimitetsoverskridende Rambla-GØGL, de elsker dernede. Som Messi-fan vil jeg skide gerne se den. Messi reklamerer immervæk for showet ved at stå med en rød klovnenæse på instagram.
Messi er, som du nok udmærket ved, Søren, verdens bedste fodboldspiller. Fra begyndelsen har han fremstået mere sympatisk end Ronaldo, hans antipode i mere end et årti. Muligvis på uretfærdig baggrund. Mest har det nok noget at gøre med, at Messi besidder karaktertræk som vi nærer affektion for i vores kultur: Messi er lille, har korte ben (=ufarlig), han fejrer mål ved at pege op mod himlen (=ydmyg), han er stille (=vi slipper for at høre på det dumme lort andre fodboldspillere kan finde på at traktere os med).
Messi kom til Barcelona kun 13 år gammel med en vækstsygdom som klubben betalte for at kurere. Et lille, lavstammet, forknyt, hjulbenet mobbeoffer, der ender med at sætte hele verden på plads med sin gyldne venstrefod.
Lidt ligesom Don Trump, da han får sin hævn og bliver præsident, efter at Obama ristede ham til den der berømte Correspondents’ Dinner og ender med at sætte hele verden på plads med en drillefinger på atomknappen. Joke’s on us.
Det har været som om, Messi har været i gang med sin egen Breaking Bad-historie: Han kom på et tidspunkt tilbage fra sommerferie med en Neymar-værdig afblegning, sjældent uklædelig. Han bliver ved med at prøve at bestemme, at Neymar skal tilbage på holdet. Det skal han ikke. Messi har fået flere og flere mørke tatoveringer, som på trods af familie- og Jesus Kristus-temaerne får ham til at se farligere ud. Ham og hans far laver grådige ting i Panama. Messi har et underligt forhold til sin far? (Alle ved du skal holde dig langt væk fra mænd, der har uafklarede relationer til deres forældre og alle ved, at din far ALDRIG skal være din manager eller bare have sine fedtede fingre tilnærmelsesvis med i spillet i showbiz/fodbold. Bare spørg Michael Jackson, Beyoncé, Bendtner…)
Men når alt det er sagt, så skylder jeg Messi min kærlighed til fodbold. Det var ham, der åbnede det for mig, viste mig, hvordan det kan spilles. Hvordan der kan ske ting, du ikke kan forklare. Hvor patetisk det end lyder, så er det hans fortjeneste, at jeg nu har Barcelona i mit liv. Også Guardiolas, men havde der overhovedet været nogen Pep uden Messi? Nogen Mr. Miyagi uden Karate Kid? Nogen Yoda uden Luke?
Fuck at han ikke kan spille på landsholdet, han kan stadig score over 50 på en sæson.
Hej, Hej Søren, alt er Messi-Love
Kære Cathrine
Beklager det sene svar. Jeg faldt i søvn otte minutter inde i første halvleg af Irland-Danmark kampen, og er først lige vågnet igen. Magen til uinspirerende, uskøn og ugidelig fodbold skal man da lede længe efter på denne side af United anno Mourinho. Men nu er vi da med, og vi er en del af noget større. Huttelihut. Eller noget…
Nå, du spørger til yndlingsspillere. Der er to svar, den gule og den grønne tale. Den gule er den forudsigelige, hvor jeg tager den på rygradsreaktionen og råber “SUPER FRANKIE LAMPARD!!!”, hvorefter jeg nævner, at det måske ikke er helt fair overfor John Terry, som trods alt var ying til Franks yang (samt stabiliteten i forsvaret, som sikrede, at Frank og co kunne udfolde deres magi længere fremme). Derefter hiver jeg Didier Drogba frem, samt naturligvis Hazard og Kanté, som var kernen i Chelseas genfødsel som storhold i svøb for et par år siden, hvorefter jeg vil slutte af med at sige noget i retning af, at man heller ikke må glemme Tammy Abraham, Plaffeministeren, Juan Mata, Dan Anton Jørgensen, ham der russeren fra Leicester, der ligner Joker, og naturligvis Preben Elkjær. Så meget for den gule tale, den har du hørt før. På den måde minder vi Chelsea-fans ret meget om hinanden.
Den grønne, derimod, er der, hvor jeg fortæller, at jeg altid har haft det lidt underligt med fodboldfans, der alene vælger yndlingsklub ud fra yndlingsspillere. Jeg går ikke ud fra, at det er tilfældet med dig og Messi, dertil er din fornuft vel for stor og dit klubhjerte for glødende, men jeg arbejdede på et tidspunkt sammen med en fyr, der altid holdt med det hold, Zlatan spillede for. Eller rettere sagt, han holdt slet og ret bare med Zlatan. Da vi mødte hinanden var det Manchester United, og så en morgen, efter Zlatan og konen flyttede til Hollywood for at presse det sidste ud af zitronen, var han blevet Galaxy-fan, hvilket er så absurd et valg af klub, at det straks mindede mig om dengang, jeg mødte en pige på Revolution i Aalborg, hvis absolutte yndlingsband var The Barenaked Ladies. Om så Zlatan havde skiftet til Southhampton, Slavia Prag eller FC Poulstrup og Opland, var min kollega trofast fulgt med. Zlatan over alt. Det er en idoldyrkelse, jeg aldrig selv har mærket, og derfor ikke helt forstår.
Men det er egentlig sjovt med Messi, og ikke mindst Messi vs. Ronaldo, som jo på sin vis er fodboldens svar på ‘Brenda vs Kelly’, “Duran Duran vs. Culture Club’, ‘Beatles vs. Stones etc. Jeg havde altid troet, at jeg var på Team Messi (selvom jeg som fortørnet Chelsea-fan jo hjertens gerne ønsker ham hen, hvor peberet gror), netop fordi han virkede som den menneskelige af de to, ham nede på jorden, hvis fodbold var drevet af nødvendighed og reason d’etre, fremfor Ronaldos overfladiske jagt på endnu en guldfarvet Bugatti til samlingen. Men så begyndte der at dukke historier op om skattesvindel, samt at Ronaldo faktisk viste sig at være den flinke af de to. Ham, der ifølge organisationen Athletes Gone Good ligger på førstepladsen over de mest velgørende atleter i verden. Messi, derimod, er end ikke på top 20. Fodboldkærlighed handler selvfølgelig ikke om, hvor mange af dine trilliarder, du smider efter de fattige børn i Bangladesh, men altså… selv fuckin’ Neymar ligger på top 20, Cathrine.
Måske er Messi bare din Diego Costa – spilleren, hvor der ikke synes at være noget menneskeligt argument for at elske ham, blot det sportslige. Og det er jo trods alt også det, det handler om. Så måske er Diego Costa min yndlingsspiller. Men det kunne også godt være Pedro. Eller Reece James. Og SUPER FRANKIE LAMPARD!
#KTBFFH
Søren
