Kære Cathrine
Vi bliver sgu nok nødt til at tale om Son Heung-Min. Og om den der afsindige vanvidstackling, han satte ind mod Andre Gomes i søndags, med det resultat, at Everton-spilleren nok aldrig kommer til at hverken gå eller pisse bare nogenlunde ligeud igen. For midt i hele balladen med dommer Martin Atkinsons gammelmandsagtige omgang med VAR-systemet og ikke mindst Tottenhams fortsatte sæsonkrise, rejser Sons tackling et spørgsmål, jeg som Chelsea-fan altid har været nødt til at forholde mig til:
Er det okay at være et røvhul på banen, hvis du bare er en flink fyr udenfor?
Jeg har altid tænkt, at lige netop Son var beviset på, at man sagtens kan nå til tops i verdens hårdeste fodboldliga uden at udvise Vinnie Jones-tendenser i nogen nævneværdig grad. To røde kort og fire gule er det blevet til indtil videre. Ikke ligefrem nogen ny Pepe, vel?
I et Tottenham-mandskab, der ellers er spækket med trælse typer, har Son været den menneskelige, fornuftige og velafbalancerede. Ham, der hellere ville øve afleveringer og dybdeløb, når Dele Alli, Erik Lamela og Harry Kane ville øve sherifstjerner. Men så lavede han pludselig den der tackling på Gomes, og selvom han tydeligvis var chokeret, måske endda på randen af gråd og afsky over sin egen glidende ugerning, som en dreng, der ved et uheld er kommet til at prikke øjet ud på sin bedste ven fordi legen lige blev lidt vild nok, kan jeg ikke slippe følelsen af, at det også var venlighedens sidste bastion, der blev sendt i bad med rødt kort. Hvad fanden tænkte han på, Cathrine?
Det er helt utroligt, hvor meget mænd på din alder elsker Premier League. Sværger til Premier League. Det er VERDENS HÅRDESTE LIGA, bliver I ved med at sige. Det er der, hvor der stadig spilles fodbold som da far var dreng, bliver I ved med at tænke. Der hvor fodboldstøvlerne er SORTE og ikke de der nymodens neonfarver. Jeg mistænker Premier League for at eksistere som en nostalgisk fantasi for mange af jer.
Når vi begynder at forelske os i fodbolden, bliver vi også nødt til at forholde os til, hvad vi gør, tænker og føler den dag, vores yndlingsspiller går fuld Rambo-i-‘First Blood’ på fodboldbanen. Er vi cool med det? Er det en del af gamet, underholdningen og attraktionsværdien ved topfodbold, og ikke mindst; kan vi tilgive de uskønne tendenser, så længe vi ved, at det trods alt stadig er nogle stand up guys, der bare gjorde det, der skulle til for at forhindre en omstilling? Vidste du for eksempel, at Sergio Ramos, der jo for fanden er for fodboldvold, hvad Firmino er for tandblegninger, vist nok skulle være virkelig rar og sympatisk udenfor banen?
Som Chelsea-fan har jeg som sagt altid været nødt til at acceptere vold og vanvidstacklinger som en del af spillet – og som en naturlig side af spillerne. John Terry skulle have været et gigantisk røvhul at spille mod på banen, en spillende tag-selv-buffet af albue-til-nyre finter, provokationer og andre store og små svinestreger.
Til gengæld skulle han være et ovenud sympatisk menneske i sin fritid – det samme med David Luiz, som sgu aldrig gik af vejen for en hjerneblødning eller to. For et par år siden mødte min søn og jeg Diego Costa på Stamford Bridge, en rar, smilende og imødekommende mand, der tog sig god tid til både high-fives, håndtryk og autografer, på trods af, at vi stod næstsidst i køen og tiden faktisk for længst var gået. Eden Hazard fik, som du nok husker, engang rødt kort for at tæve en bolddreng fra Swansea, men et par sæsoner senere gav han sin spillertrøje til en ung dreng på stadion, og så er alt jo li’som tilgivet. Ikke?
Min pointe er vel, at vi heroppe i Premier League kan forklare alt – selv Sons tackling på Gomes – med, at det her er verdens hårdeste liga, og at man SKAL have volden i sig for at kunne nå til tops. Men hvad siger I dernede i La Liga? Hvordan forklarer I Suarez?
Kærlig hilsen
Søren
——————————————————–
Kære Søren.
Jer og jeres Premier League.
Jeg er med på, at det i mere end en forstand er verdens sværeste og hårdeste liga. Juleprogrammet (som I også altid taler om, ikke kun op til jul.) og alt det der. Det er ligaen i det højeste tempo, ligaen med langt de bedste hold, der er mange af dem og derfor så mange desto flere besværlige kampe. I regnvejr.
Men volden er altså ikke ukendt territorium for spaniere, har du hørt om inkvisitionen, Søren?
Du kan stort set ikke finde et mere svinsk forsvar end det, der skulle vinde kampene for Mourinhos Real Madrid: Ramos, Pepe og Marcello, alle sat op til at dræbe. Da Spanien starter sin sejrsmarch gennem adskillige slutrunder til EM 2008, er det selv samme bissede Ramos, der spiller ved siden af Barcelonas Carles Puyol, hvis krøller var Tommy Seebach værdig, og som fandeme aldrig var bleg for at råbe “PUTA” med albuen og lave rutinerede frispark i et væk.
Guardiola henter argentinske Mascherano til planetens på det tidspunkt bedste midtbane, ikke så meget for at spille tiki-taka som for at rydde hårdt op og losse bolden fremad.
Som om England har opfundet hårde hunde, Søren. De her helt særlige ”Premier League-typer”, der – og det er her det begynder at irritere mig – opfører sig som ”RIGTIGE MÆND” nu engang gør.
Premier League er ligaen for rigtige mænd til rigtige mænd, synes altid at være underteksten. Jeg fornemmer, at I sender mange af jeres moderne, mandlige længsler i retning af den liga. Stedet, hvor der hver weekend er muskler og throw down. Hvor du hellere spiller dumt og hårdt end smart og teknisk. Hvor du går direkte ind i tacklingen fremfor at undvige. I Premier League er en bisse-tackling bare en tackling. Bare spørg Daniel Agger.
Så går det lidt over gevind ind i mellem, ja, og der er en, der ender med en fod, der vender den forkerte vej, men sådan er det jo med vold. Den eskalerer altid.
For mig går der en lige linje fra mytologien omkring VERDENS HÅRDESTE MANDE-LIGA til, at I bliver sure over, at det nu er knap så comme il faut at råbe bøsserøv efter Viktor Fischer og cat call’e kvindelige journalister og læger på stadion – ”Må vi nu heller ikke have lov til at være mænd og have det sjovt med at nedgøre andre længere her? Hvad fanden?”
Nej, I må sgu ej. For det er nogle åndssvage værdier. Og I er jo slet ikke sådan i virkeligheden, det er bare noget, der sker, når I leger sammen… er det ikke?
Jeg vil gå langt for at forsvare fodboldens dionysiske kvaliteter: Vildskaben, voldsomheden, irrationaliteten. Men selvfølgelig er der grænser for det dyriske. For volden. Også på banen. Det er eddermame en hårfin balance, ved jeg. En som ikke engang flinke fyre tilsyneladende kan finde ud af.
Kram og hej så længe
Cath
