Vi bliver vist nødt til at starte med en beklagelse. Sidste uge kom der som bekendt ikke nogen anmeldelse af ‘Gift ved første blik’. Mange har klaget deres nød. Hidset sig op. Savnet og grædt. Og ja, det beklager vi inderligt. Men som alle andre danskere ender også denne anmelder på uforudset druk sommetider.
Det betyder ikke, at I skal snydes. Især ikke ovenpå det syvende afsnit, som var det næstsidste og samtidig det mest dramatiske hidtil. Pyha, for en omgang.
‘Krisen kradser – nu gør det ondt’ hed det, og det må man da nok sige. Det var lige før, at det slet ikke var sjovt længere.
Vi kaster os let medtagede ud i den sidste prognose i denne omgang. Det er nu eller aldrig for de fem par, og selvom det egentlig bare gik ned↓ og ned↓ for dem allesammen, mangler vi stadig at få svar på en række spørgsmål, der kan være altafgørende.
↓ Christina og Michael: 30 %
Vi er simpelthen ude i en halvering her, det er jeg ked af at sige. Michael er sjaskforelsket i Christina, han voldæder salat og vil gerne rydde op derhjemme, inden hun kommer på besøg i hans kombinerede Kähler-, George Jensen- og flyvemaskine-showroom.
I øvrigt ville vi ønske, vi aldrig havde set: En gravhund med solbriller og påskriften DOGGYSTYLE.
“Mm… Ja… Og Kähler-vaser også,” siger Christina, mens hun inspicerer matriklen og hader det.
Problemet er åbenlyst. Hun betragter ikke Michael som sin ligemand, men som en elev hun skal skole og give karakterer. Og lige der midt i lejligheden fik han et klokkeklart 00.
Michael forsøger at vise sin flotte vintagebil frem og joke med, hvem der skal sove inderst i hans… ja, hvad er det egentlig? En alkove?!
Men uanset, hvor meget han dengser omkring for hende, giver hun lige præcis nul fucks. Det holder højst sandsynligt ikke, det her ægteskab. Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er: Når Michael er færdig med Christina, er han også helt færdig med “mad fra bunden”.
I ly af natten går Christina formentlig ud og brænder sin ja-hat med benzin fra Michaels Golf cabriolet.
LÆS OGSÅ:
Foto: DR
↓ Mette og Morten: 70 %
Det ligger ok stabilt hos det her par, men de ender i en verbal stridighed angående Mortens støvniveau, som Mette stadig har et kæmpe problem med.
Hun synes, han taler højt, tager i dørhåndtaget højt og tygger mad højt hele tiden. Morten synes, hun “tager det lidt ud af kongtest”.
“Det er mit hjem,” siger hun. “Det er ikke dit hjem.”
Dén gjorde avs. Her gik man lige og troede, man var gift og boede sammen. I virkeligheden er man bare en deltager i en stilleleg i Ballerup. Af gode grunde bliver Morten mut.
Men Mette vil ikke have, at han tuder. Det er i øvrigt hendes livsregel nr. 6.787.998.789.
Man må give dem, at de kan tale om tingene. Intet er for småt, og det er i sig selv en dyd indenfor det at bedrive parforhold. Spørgsmålet er bare, om Morten i sidste ende går Mette for meget på nerverne til, at de forbliver gift i morgen?
Og hvad er status efter fisefatwaen i afsnit 6? Det ved vi heller ikke.
↓ Jonna og Carsten: 0 %
Den her er helt død. Carsten har fået sparket. Jonna var trukket i de helt korte denim-hotpants for at få det til at sidde, og det gjorde decideret ondt i øjnene at se på, hvordan de sad på terrassen og forsøgte at føre en dialog.
Stemningen var dårligere end alle på landets jobcentre. Til sammen.
At det skyldtes noget bimlen på Carstens telefon og noget med, at de “råger” af hinanden, gav absolut ingen mening.
“Jeg vil gerne have, at du rejser dig nu og går i gang med at pakker,” siger Jonna til sidst, hvor hun også helt har glemt, hvordan man taler egentlig dansk.
“Tak for denne gang,” siger Carsten. Løst oversat får vi det til: “Ses i helvedes forgård, heks!”
Efter afsnittet har parret været ude at bekræfte, at de har brudt, men vi mangler stadig at få et svar på hvorfor. Et lødigt gæt er, at Jonna ikke på noget tidspunkt har været klar til at få en mand, fordi hun har valgt et liv med dyr og kun dyr.
Rygtet siger, at hun sidenhen er blevet forlovet med Gabbi. Og at Carsten har lagt sag an med et erstatningskrav på 24 par Crocs.
Foto: DR
↓ Samantha og Daniel: 10 %
Åh, det her par altså. Det går omtrent lige så langsomt, som det hele tiden har gjort. Ingen ved, om det egentlig er sådan, de to ægtefolk foretrækker at leve. Ingen ved rigtig noget her, for vi ser jo INGENTING. Ikke ét selfie-interview med Daniel har vi fået. Ikke ét!
Vi ved, at de går i terapi efter #opvasketabsgate, og at de skal male keramik på noget, der hedder ‘Creative Space’.
“Hvad synes du om det her sted,” spørger Samantha.
“Det sygnst* (HOST!) – det er meget fint,” svarer Daniel i chok over at skulle sige noget som helst til sin kone.
“Føler du dig afslappet, når du maler,” presser Samantha så.
“Ja,” svarer Daniel.
Han er en gummicelle, og hun er et nødråb. Det eneste, der kan afhjælpe situationen nu er, at nogen smækker Helene Fischer på anlægget. Eller endnu bedre, at hun kommer på besøg med en tartelet. Start en indsamling – NU! Daniels puls er lavere end et egetræs.
Alt peger i retning af en skilsmisse i morgen. Det bliver Samanthas beslutning, fordi Daniel ikke lige har fået tænkt så møj over det endnu.
Foto: DR
↓ Pernille og Michael: 20 %
De har ramt et hidtidigt lavpunkt, lærerinden og langelænderen. De er ikke sig selv længere, Pernille griner ikke længere, men de forsøger desperat at søge tilflugt i Hovedstaden – hvilket viser sig at være en katastrofe.
Primært fordi Michael introducerer ethvert parforholds værste fjende: Sukkerkoldheden.
Som det mandebarn han er, vil han gerne et sted hen, “hvor der er sol og is og pølser.” Hun vil gerne i Zoo og tale om en koala, der spiser noget sjovt (i øvrigt: Voksne mennesker går altså ikke i Zoo uden børn). De ender med danmarkshistoriens dårligste kompromis, nemlig at sejle rundt i en svane og spise kyllingespyd.
Det er på alle måder en date på meget dybt vand.
Lige nu vinder ingen af dem. Det er hårdt for dem begge. Pernille vil ikke engang kysse mere, men siger samtidig, at man nogle gange skal kysse og kramme og have sex, “selvom man ikke har lyst. Det er det, der gør, at man har kemi.”
Her gik alle og troede, at det var den anden vej rundt …
Chancerne for, at de bliver sammen, er rent ud sagt elendige. Det står og falder med en flytning, men ingen gider jo at flytte sammen med en, man i forvejen synes er “lidt sur”.
Pernille virker også til at klynge sig til eksperimentet på en underlig logisk og fornuftig måde – hun burde lytte mere til sin mavefornemmelse, som er så tydelig, at den kan ses udefra: HORSENS ELLER KAOS!
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️