Det er ikke noget nyt, at Hollywood-skuespillerinder skal være unge og smukke. Smukke nok til at forføre de stærke, succesfulde, rige og/eller multitalentfulde mænd og unge nok til at være ‘wifey material’. I filmbyen over alle filmbyer er feminin ungdom og skønhed til alle tider blevet hyldet, som om det skulle være betingelsen for selve livets lykke.
Fra tid til anden ser vi, at kvindelige skuespillere forsøger sig med ansigtsløft, botox i kindbenene samt ekstreme trænings- og kostprogrammer bestående af HIIT-sessions og superfood til morgen, middag og aften. Alt sammen for at forhale urets naturlige tikken og takken, så de fortsat kan få de fede roller, de roller, som kun unge og smukke skuespillerinder får. Og det er de yngre skuespillerinder, som får rollerne. Sådan var det, og sådan er det.
I starten af december udkom ‘Mank’, David Finchers højthypede Netflix-film, som spås gode chancer til Oscar-uddelingen i 2021. For et par dage siden skrev en autodidakt filmekspert-veninde til mig, at hun endelig havde fået set dette angivelige mesterværk, og at hun var “pissehamrende sur”. Hvorfor? Fordi hun ikke kunne abstrahere fra den ladeport af et aldersgab, der er mellem Gary Oldman på 62 år og Tuppence Middleton på 33 år. I filmen er de gift og skal begge forestille at være 43 år. Jeg kan heller ikke forstå logikken. Når ægteparret Mankiewicz var jævnaldrende i virkeligheden, hvorfor er der så tre årtier mellem dem på film? Og hvorfor spiller Tuppence Middleton en kvinde, som er 10 år ældre, mens vi ser Gary Oldman som en karakter, der er 19 år yngre?
David Fincher behøver ikke engang at forklare sig, for jeg kender svaret. Hollywood vil have evigt unge kvinder.
Men uanset hvor mange acaibær skuespillerinder topper sin spirulina-smoothiebowl med, fortsætter tiden ufortrødent med at gå. Dén skæbnesvangre dag, hvor første rynke i mundvigen viser sig, skal de indfinde sig med en degradering til B-rollerne. En balletdanser topper som 30-årig, mens en skakspiller har mange år til at spidse sin hjerne. Musikere bliver rock ’n roll med alderen, men fodboldspillere skal have udmærket sig i deres tidlige 20’ere. I Hollywood er logikken den samme, bare med et strejf af kvindeundertrykkelse.
For mens evergreen-moviestars som Sean Connery (æret være hans minde) havde en lang og frugtfuld karriere, som først stoppede, da han valgte at gå på pension – hvorefter han alligevel fik smidt roller i nakken – fik Maggie Gyllenhaal i en alder af 37 år af vide, at hun var for gammel til at spille den kvindelige elsker til en 55-årig mandlig modpart. Hvor George Clooney er lidt ligesom god årgangsvin, der bliver bedre med alderen, frygter 44-årige Reese Witherspoon, at hendes tid på A-listen er ved at udløbe. Mange skuespillerinder har fortalt, at deres karriere er mærket af Hollywoods alderssyge, bedre kendt som ‘The Age Gap’. For når en 29-årig Angelina Jolie i storfilmen ‘Alexander’ er castet som Olympia, moder til 28-årige Colin Farrell, som spiller Alexander den Store, hvor er der så plads til de skuespillerinder, som er i slut 30’erne, 40’erne og 50’erne?
I 2015 satte filminstruktøren Stephen Follows sig for at gennemgå romantiske Hollywood-komedier fra 1984 til 2014 for at kortlægge, om der faktisk var noget om al den alderssnak. Han fandt, at gennemsnitsalderen på det kvindelige cast i et heteroseksuelt filmforhold på intet tidspunkt i løbet af de seneste 30 år været højere end på det mandlige cast. I gennemsnit er kvindelige skuespillere i romantiske film 4,5 år yngre end mandlige skuespillere – og her snakker vi kun om kvinder over for mænd i romantiske komedier. Med i analysen hører altså hverken skuespillerinder i andre filmgenrer, biroller eller kvinders faktiske alder over for deres filmalder.
I julens navn vil jeg komme med et sidste eksempel, som heller ikke er talt med i Stephen Follows filmgennemgang. Når den folkekære komedie ‘Love Actually’ fra 2003 traditionen tro ruller over skærmen i strømmen af julefilm på disse endeløse juledage, og du sidder klar med leftover risalamande i skødet, så prøv at tænke over følgende: 18-årige Keira Knightley spiller den sukkersøde og nygifte Juliet, som hele filmen igennem flyver på en lyserød sky med et smil om læben. Samtidig er Thomas Brodie-Sangster på 13 år et folkeskolebarn, som knapt kan se op over trommesættet, som han spiller på til skolens julekoncert. Jovist, Brodie-Sangster ser yngre ud end sin alder, men at der blot er fem år mellem en folkeskoledreng i første barnlige forelskelse til en nygift kvinde med bejlere omkring sig, er vist sådan noget, der mest sker i, ja, film.
Man skulle tro, at det efterhånden var et forhistorisk fænomen, at Hollywood-instruktører systematisk castede unge kvinder til at spille over for ældre mænd. Man skulle i det mindste tro, at det var blevet bedre post #MeToo og fjerdebølgefeministiske strømninger, som burde have gjort indtryk på filmelitens håbløst ciskønnet-hvid-mands whiskyklub. Man kunne have håbet, at de, over cubanske cigarer og en vintage Macallan neat, ville have set hinanden i øjnene og indset, at kvinderne fortjener at spille alderssvarende karakterer, som er deres talenter værdige. For uanset hvor dygtig en skuespillerinde hun er, så kan Meryl Streep ikke påtage sig alle markante kvinderoller over 45 år.
Hvor ville jeg ønske, at filmindustriens magtmænd havde sat sig for, at det var skuespillerindernes tur, også dem, der har en lille rynke i panden og nægter at botox’e den.
Men David Finchers nyeste produktion synes at være beviset på, at der ikke er sket meget siden sidst. Det kan godt være, at ‘Mank’ er ikonisk filmisk, men i virkelighedens verden forfalder den til de håbløst sexistiske klichéer, som vi har set så mange gange før. Det er ellers ærgerligt; for hvor havde det været befriende med en Hollywoodproduktion, som skrev historie både i og uden for fiktionens verden.
Du har netop læst en klumme fra Heartbeats.dk ❤️
