Foto: Brimheim

Morgenbeats: Håndsprittet HCA, podcastet Kirkegaard og en cool Kafka

Se lige den overskrift. Alt hvad der er godt i livet, har vi samlet lige her i dine morgenbeats.

1. Håndsprittet HCA

H.C. Andersen var en både sart og lidt neurotisk mand, og gad vide hvordan, han havde klaret coronaepedemi og karantæne, enspænder og hypokondrisk som han var. Harald Voetmann har i den finurlige ‘H.C. Andersens Quarantaine-Dagbog’, parafraserer sig i Andersens fodspor gennem København. Læs bare dette: “Men paa Døer Maaten stod en Heel Flakon med Haand Sprit og et bref fra Madam Suenson hvor hun bad mig holde mig i Hjemmet, Vadske mit Legem grondig Ved Servanten og spritte efter med her overnbrakte kostelig Fluidum.” Bogen indeholder også teksten ‘Fodreise fra Nyhavn til Amalienborg med kort Ophold ved Magasin du Nord i Aaret 2020’, og på redaktionen er vi fulde af klukkende smil.

Bogen udkommer i dag.

2. Om begrebet Angest

Signe Amtoft har både været radiovært på kanaler som P2, P3 og P8 Jazz og tv-vært på eSuperligaen på Canal 9. Hun skriver også klummer om litteratur her på Heartbeats, men det var arbejdet med bogen, ‘Noter om angst’, som Signe udgav i slutningen af 2019, som førte hende på sporet af Kirkegaard. I sin bog skriver hun nemlig om Kirkegaards tekst, ‘Begrebet Angest’ fra 1844 og “…. i den forbindelse blev jeg overrasket over, hvor aktuelle hans 200 år gamle tanker faktisk er – og jeg blev nysgerrig på, hvad Kierkegaard kunne have at sige, der er relevant anno 2020.” Nysgerrigheden er nu blevet til podcastserien ‘Søren’, som i fem afsnit behandler nogle af Kierkegaards tanker med fokus på emner som ​identitet,​ ​angst​, ​sociale medier​ og ​kærlighed​.

 ‘Søren’ er udgivet af Prxjects og kan høres fra 24. juni Spotify, Apple Podcast, Podimo og alle de øvrige podcast-platforme.

3. Kafka på stranden

Vi er vilde med den her sang, ‘Kafka’ med dansk-færøske Brimheim, som til daglig hedder Helena Heinesen Rebensdorff, fordi den minder os om alt det bedste fra PJ Harvey, Jenny Wilson, Florence & The Machine og efterhånden glemte Elastica. Alligevel er Brimheim helt sin egen, så hør den! Vi spurgte Helena, hvorfor hendes kunstnernavn er Brimheim: “Det er min færøske families efternavn, og det betyder ‘brændingens hjem’. Jeg føler mig stærkt knyttet til Færøerne og finder stor inspiration i den færøske natur, kultur og historie, så jeg tog Brimheim som kunstnernavn for at udtrykke den dybe forbindelse, jeg føler til min mors hjemland. Og så lyder det også bare poetisk.” Vi spår Brimheim en stor fremtid.

4. Dronningens morgenmad

Apropos ingenting kan vi berette, at Dronningens morgenmad består af en kop kaffe, et glas mælk, lidt havregrød og måske en smule brød med marmelade. Det er en den slags ting, du ikke vidste, at du gerne ville vide, men nu ved du det altså.

5. Portræt af en tegner

Det her korte filmportræt af den spanske kunstner Josep Pla-Narbona, der altid har tegnet for at leve, er et kig værd. Det er hans datter, der har lavet filmen, og den er ganske vist ikke helt ny, men det er sådan set lige meget. At høre på gamle kunstnere, der taler om sig selv, er altid godt. Især på spansk.

6. Barselona brænder

Barselona har for nylig udgivet en sang, der hedder ‘1 Dag Er Vi 1 Minde’, og den er så god, at man ikke helt fatter det. Derfor spurgte vi bandets forsanger, Rud, hvorfor de egentlig lyder så godt.

“Det er et resultat af tålmodighed og fordybelse, organiske instrumenter og et stærkt samarbejde med producerne Lars Skjærbæk og Christoffer Møller. Sammen er vi dykket ned i rockhistorien for at finde elementer og traditioner, som vi kunne forene med vores univers. Det var særligt vildskaben, de forvrængede guitarer og det håndspillede, vi flippede over,” siger han.

7. Bus forbi

Den amerikanske eventyrer Christopher McCandless, bedre kendt som Alexander Supertramp fra bogen og filmen ‘Into The Wild’, blev ikke kun herostratisk berømt for sin sultedød i Alaskas vildnis i 1992, det gjorde den forladte skolebus, han levede i, også. Gennem årene har hobevis af fans desværre forsøgt at gøre Supertramp overlevelseskunsten efter ved at opsøge den bemeldte bus. Nu er de lokale myndigeder imidlertid blevet så trætte af at redde vildfarne turister fra området, at de har fjernet bussen med en militærhelikopter. De ved dog ikke helt, hvad de skal stille op med den, siger de.

8. Musik til det ubegribelige

I aften er der premiere på en ny dokumentar på DR om kvinder med uhelbredelig brystkræft, ‘Livet mens vi dør’, hedder den. Filmen er instrueret af Christine Albeck Børge, mens titelnummeret er skabt af hendes søster, Jeanett Albeck, som senest stod bag corona-nummeret, ‘Mens verden går under’. Heartbeats har som det første medie fået lov til at vise musikvideoen til sangen, og Jeanett Albeck har sendt denne lille hilsen til os: “Som en lille rørende sidefortælling er der flere kvinder, der uafhængigt af hinanden har skrevet til mig. Et par af dem er uhelbredeligt syge med kræft og ønsker sig sangen fra filmen, fordi den rammer dem præcis, hvor de er. Det rammer MIG, for tænk engang når musik kan det. Forløse noget der er helt uløseligt og hjælpe med at gribe om noget, der er helt ubegribeligt.” 

Footer graphics