Ane Cortzen
Foto: Rita Kuhlmann

Ane Cortzen: ”Jeg er 47 år – og der er ikke noget at se frem til”

’Sex and the City’ er tilbage, men hvor serien engang var sjov, sexet og smart, er den blevet ubegavet og bornert. Det virker ærligt talt til, at skaberne af serien føler sig en smule frastødt af midaldrende kvinder. Måske endda truet?

De næste år vil byde på dødsfald, hofteroperationer, alkoholisme, sindsforvirring, erodering af gamle venskaber, seksuelle nederlag og aldersrelaterede ydmygelser. Og en virkelig desperat tøjstil. Sådan er det angiveligt at blive midaldrende, som jeg er nu.

I hvert fald hvis man skal tro på efterfølgeren til den ikoniske serie ’Sex and the City’.

’And Just like That’ hedder serien, der 20 år senere genbesøger Carrie, Miranda, Charlotte – og nå, ja ikke Samantha. Det er en ret genial idé, og jeg havde glædet mig til at se, hvordan de fire havde udviklet sig til de vildeste chefer i deres egen ret. Men det er der altså ikke tale om. Faktisk tværtimod.

De fire cool kvinder er gået fra at være liberale, åbenmundede, newyorkere i 30’erne til tre desperate, hjælpeløse og ubegribelig kiksede småborgere i 50’erne. Hvor Carrie før var grotesk smart i sine vilde outfits med tylskørter og tårnhøje stilletter, er hun nu bare grotesk, som hun går sindsforvirret rundt i gaderne og ligner en, der har iført sig alt tøj fra sit klædeskab på samme tid.

Miranda, den lakoniske, knivskarpe advokat, lader til at have lagt al livserfaring på hylden og er blevet drikfældig og desperat søgende. Charlotte – som altid har været temmelig irriterende – er blevet til en uempatisk, insecure overachiever mor-type, som med et stivnet smil driver sin familie som en mellemstor virksomhed.

Hun fremstår endnu mere ubegavet og bornert, end hun gjorde i den første serie – og det er lidt af en bedrift.  Den promiskuøse og frisindede Samantha er slet ikke med – angiveligt fordi hun føler sig mobbet af Sarah Jessica Parker, der spiller hovedrollen og producerer serien.

De første fem afsnit handler primært om, hvor gamle de alle sammen føler sig hele tiden – sex er ikke længere sjovt eller befriende, men skamfuldt og besværligt. Verden er ikke længere fyldt med overraskelser og muligheder, men skræmmende og uforståelig.

Den oprindelige serie handlede om – ja, sex og byen – men den var først og fremmest et smægtende portræt af kvindeligt venskab. De fire havde altid hinandens ryg lige meget hvad. Nu om dage kan de ikke rigtig finde ud af at være der for hinanden – det er de simpelthen blevet for selvoptagede til – så de prøver alle tre at score en ny ven.

Carrie kaster sig over en libanesisk ejendomsmægler, Miranda prøver lykken med en nonbinær irsk/mexicansk komiker, og Charlotte bruger alle sine kræfter på at imponere en velhavende, sort kvinde med hang til vanvittige turbaner og smykker, der ville gøre selv Gerda Lynggaard jaloux.

Serien prøver tydeligvis at rette op på den tidligere mangel på sorte og queer roller – men denne her form for overkompensation fremstår bare påklistret og kikset – og decideret uoprigtig.

Det virker ærligt talt til, at skaberne af serien, Michael Patrick King og Darren Star føler sig en smule frastødt af midaldrende kvinder. Måske endda truet?

Hvis jeg havde fået lov at skrive manuskriptet, så var Carrie blevet chefredaktør for Vanity Fair, hun havde selvfølgelig smidt patriaken Mr. Big på døren og boede nu i et selvbygget hus i Montauk med en hyrdehund og masser af lækre tekstiler.

Hun ville være blevet en fremragende kok og holde legendariske middagsselskaber for den intellektuelle elite. Miranda skulle springe ud som lesbisk og være bestyrelsesformand i det største advokatfirma i New York og arbejde ihærdigt for mere ligestilling og diversitet.

Charlotte skulle være republikansk senator i New York og fortsat være lykkelig gift med Harry, som er hjemmegående husfar. Samantha skulle overhovedet ikke have ændret sig og fortsat ligne en million. De skulle mødes fortsat til brunch og gå i byen og drikke cosmopolitans, mens mændene sværmede om dem.

Bare sådan uden videre.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics