Kære Cathrine
Jeg gik engang i parallelklasse med en fyr, der var så pæn, at han eftersigende havde knaldet sig gennem halvdelen af Fortuna Hjørrings daværende U16-trup, og sikkert også kunne have nedlagt den anden halvdel, havde de ikke været udenfor hans ellers vidtfavnende heteroseksuelle rækkevidde.
Thomas, som han hed, havde det hele. Smart tøj oppe fra Jeff, flot hår, der blev siddende i selv den stiveste vestenvind, forældre ved muffen og en fast plads i Hjørring Frems startopstilling. Problemet var bare, at han var pisseringe til rent faktisk at spille fodbold. Kluntet, langsom og uden overblik, hvilket ingen dog gik så skidemeget op i, for alene Thomas’ blotte tilstedeværelse på og omkring holdet løftede gejsten hos både holdkammerater og de piger, der altid fulgte i hans kølvand. Hvis du nogensinde har set det afsnit af ’30 Rock’, hvor Tina Fey begynder at date Don Draper, ved du, hvad jeg mener. Don kan hverken spille tennis, lave mad eller holde balancen på sin Harley, men alle er ligeglade, for han er helt vildt pæn. Det er den slags mennesker, der kan plottes ind i det attraktive, øverste højre af den såkaldte Fetterlein/Carlsen-akse. Hellere flot og ringe end grim og dygtig, ikke?
Det er en universel balance, som heldigvis også gør sig gældende i fodbolden, hvor der ellers sjældent er retfærdighed til. Du kan simpelthen ikke være banens pæneste og dygtigste på samme tid, Cathrine. Det er en naturlov, som har hersket siden Beckham skred til Galaxy.
Se bare på Alvaro Morata, en spiller, jeg elsker mere end de fleste, men som ikke desto mindre – trods sit første Champions League-mål for Atletico i sidste uge mod Leverkusen – underpræsterer mere og mere i takt med, at han tilsyneladende bare bliver pænere og pænere. Morata er simpelthen FOR flot til nogensinde at nå helt derop, hvor mere æstetisk udfordrede angribere som eksempelvis Firmino, De Bruyne, Suarez, og Rooney hører hjemme rent fodboldmæssigt.
Jeg er helt med på, at skønhed er subjektiv, og at der sikkert er tøser derude, der synes, at eksempelvis Harry Kane er en vildt flot fyr, men come on, sammenlignet med Moratas kantede kindben, drengede smilehuller og øjne så dybe som svenske skovsøer, ligner Kane sgu ikke en med ovnen skruet helt op på 200 grader, vel? Min egen kone siger, at Messi er grim, Agüero har fucket det hele op med den der jydeblegning, Hazard og Griezmann er for lavstammede, Bale kunne skvatte i sit eget underbid, hvornår det skulle være, og Özil … well, Özil er Özil, ikke?
Det er også derfor, Morata får lov til at være topangriber i en af Spaniens største klubber på trods af, at han jo reelt set ikke er nogen særlig god fodboldspiller. Han ligner bare en god fodboldspiller, og den slags sælger sgu også billetter og spillertrøjer. Det er ligesom dengang i 90’erne, hvor det først og fremmest var Mark Owen, der fik jer tøser til at gå agurk hjemme på futonsofaen, på trods af, at han ret beset sang af helvede til. Det er bare ikke det, det handler om, hverken i popmusik eller topfodbold.
Men er der undtagelser, jeg har overset? En spiller med hele pladen fuld? Giroud? Ronaldo? (den nye, ikke ham den kornfede brasilianer med fortandsmellemrum som et Arsenal-forsvar).
Rommedahl?
Kærlig hilsen
Søren
—————————————————————————–
Kære Søren.
Lad mig lige starte ud med en form for disclaimer. For da jeg begyndte at se fodbold for godt et årti siden, troede mange mænd meget seriøst, at det var for at nyde nogle ’flotte mandeben’.
Ligeledes var det en helt almindelig journalistisk vinkel; jeg kan huske, at Anette Heick under en slutrunde blev spurgt om, hvem hun synes, der var den pæneste på det danske landshold og hun svarede, at det var daværende målmand Thomas Sørensen, fordi han havde så store… hænder.
Så jeg har holdt mig fra at kommentere fodboldspilleres udseende for meget, da det i kombination med mit køn således bliver antaget, at jeg ikke forstår offside.
Men nu, hvor du endelig åbner den, Søren, så har jeg ivrigt givet mig til at google ”Who’s the worlds most beautiful football player?” og ”Who’s the cuttest football player?” og det er Ronaldo.
Ikke brasilianske, originale Ronaldo, nej, som ikke så meget excellerede i skønhed som i mega grineren hair dos aldrig set før eller siden, her i blandt den legendariske ’skaldet med pandehår’!
Cristiano er åbenbart den fodboldperson, den her verden begærer aller mest og siger det ikke lidt om vores forsmag for det lovligt velpolerede, det der er mere tilforladeligt end menneskeligt?
Ronni har jo fundet en dame, som til forveksling ligner en kvindelig udgave af ham selv.
Du kender godt de kærestepar, der ligner søskende, ikke? Hvor det pludselig er lidt for tydeligt, at det passer det der med, at vi i en eller anden forstand forelsker os i os selv. Cristiano og hans pendant er fremstillet et eller andet sted på et højteknologisk laboratorium i Østrig, ser det ud til. Der findes ikke to strammere røve derude, det er totalt #relationshipgoals.
Måske er det bare fordi Ron Boy altid vil være lidt for ’Jersey Shore’ til min smag, at jeg undrer mig over topplaceringen som cutester. Han bliver aldrig en klassisk pretty boy som lige præcis Morata eller Thomas hjemme fra Hjørring som mit indre uden nogensinde at have kastet mine øjne på ham alligevel ved, hvordan så ud. Men han er sgu god til at spille fodbold, Cristiano. Så har vi en Fetterlein/Carlsen-akse-mønsterbryder på hånden?
Mine veninder og jeg opererede en overgang med det, vi kaldte for Marcus Schenkenberg-skalaen. Den kom sig af, at Marcus Schenkenberg nok var den lækreste fyr lige der, da vi var unge teenagers og drenge langsomt, men sikkert begyndte at fucke vores liv op. Det var (de i øvrigt utroligt eksplicit seksuelle) SKOLEmælksreklamer med Helena Christensen, der åbenbarede Marcus’ flair for 90’er æstetik med overtrænet bar overkrop og hullede cowboyder-bukser.
Men Schenkenberg-skalaen opstod lige så meget, fordi Schenkenberg ærligt talt viste sig at have svært ved at blive ældre på en overbevisende måde. Det er problemet med den æstetik.
Det var som om, han blev ved med surf-håret og hajtanden i lædersnor om halsen og solcenter længere end, hvad godt er.
Efter nogle år bongede Mark Owen også godt og grundigt ud på Schenkenberg-skalaen. Nick Carter ditto. Fetterlein? Hell yes.
Jeg ser Ronaldo gøre det samme lige omkring de 40, det var egentlig bare det, jeg ville sige.
KH
Cath
PS: At skønhed i virkeligheden kun kommer indefra, er noget vås. Sandheden er nok nærmere, at krop, sjæl, hjerte, hoved og sind, ydre og indre ikke lader sig så let adskille som vi især på de her breddegrader bilder os ind. Når det kommer til fodboldspillere, er der noget om, at ’pæne drenge’ ikke udgør de bedste angribere, det her helt særlige folkefærd af glubske hunde. Det var altid det, Johan Cruyff mente, at Michael Laudrup i sidste ende manglede; dræberinstinktet. Han var for pæn. En good guy med Kennedy-hår. Det samme kan vel i endnu højere grad anføres om Brian ’konfirmand’ Laudrup.
PPS: I forsvaret finder vi en helt særlig spansk type af ’flotte, rimeligt høje fyre’, der holder baglinjen ren: Ramos, Pique, Alonso.
