Elisabeth Gjerluff Nielsen (født 1957) gjorde sig først bemærket i farverig front for new wave-orkestret Voxpop, der huserede flittigt på de danske scener i årene 1979-1983. Solodebuterede med ’Elisabeth’ i 1985, der stadig står som en af det årtis mest slidstærke danske popplader. Har sidenhen lavet en lang række udgivelser for både børn og voksne, samt leveret sange til navne som Ray Dee Ohh, Lis Sørensen, Søs Fenger, News og Sanne Salomonsen.
Hun har desuden været forfatter til en pæn stak bøger for både store og små. 22. august udkommer erindringsbogen ’Store børn’, der ud over fint sansede beskrivelser af opvæksten i Skjern i 1960’ernes blomstrende velfærdssamfund, også handler om aldrig at føle sig hjemme i søskendeflokken på fire (der bl.a. også består af broren Peter A.G. Nielsen fra Gnags), og den smerte og sorg der er forbundet med ikke at føle sig knyttet til de søskende, man som udgangspunkt burde have allermest tilfælles med.
Men som det aldrig lykkedes hende at skabe mere end overfladisk kontakt til. Heller ikke efter begge forældres død inden for blot ti dage. I anledning af bogen har vi bedt Elisabeth Gjerluff Nielsen fortælle om fem af de plader, der har gjort en afgørende forskel for hende.
1. John Lennon: ‘Plastic Ono Band’ (1970)
“Indkøbt for konfirmationspengene blå mandag på den store rejse til Herning. Et intenst møde med poprevolutionerende tekster og melodier i sange, hvor man (Lennon) pludselig udtrykte så meget mere end ’I wanna hold your hand’ – selv om det også var godt at vide. En invitation til at beskæftige sig med de dunklere sider af livets mange gådefulde relationer og sammenhænge eller mangel på samme, og med en med en stærk insisteren på et liv som sig selv efter The Beatles. En milepæl i popmusikhistorien ligesom ’After the Gold Rush’ med Neil Young fra samme år”.
2. Lou Reed: ’Transformer’ (1972)
”Havde ventet med længsel på noget, der ligesom ’Pale Blue Eyes’ kunne supplere Procol Harum med flere smukt rå sentimentale toner til den 15-årige. Det kom så her. Så nærværende og smukke, smukke sange som ’Perfect Day’ og ikke mindst ’Satellite of Love’ som fik mig til at græde, da den var med som ekstranummer i liveopførslen af et andet skelsættende, men mørkere album, nemlig ’Berlin’, i Operaen i København i 2008″.
Bob Dylan: ‘Blood on the Tracks’ (1975)
“‘Blood on the Tracks’ er et album, jeg hører i al fald hvert halve år. Alle disse ind til følelsesbenet skærende tekster om kærlighedsforholdets fallit – og ens egen rolle i faldet. Ingen jammer eller ’op på hesten igen’, men ren erkendelse af disse svære størrelser. Ligesom hos den mere cool og alligevel følsomt registrerende Leonard Cohen, som man jo bare aldrig kommer udenom – og det gælder nok alle hans udgivelser”.
4. The Pretenders: ’Pretenders’ (1980)
”Sådan en rød læderjakke vil jeg også have. Og sådan en stemme og en kæreste, som hedder Ray Davies. Der var nok at ønske sig i forbindelse med The Pretenders debutalbum i 1980 og stor bonus i form af glæden ved en cool kvinde med en elguitar, som man kunne identificere sig bedre med end Olivia Newton John. ’Stop Your Sobbing’. Ved ikke, om The Pretenders holder i dag, men det var godt nok inspirerende i 1980 inde i Pisserenden, hvor jeg boede, og hvor man handlede musik nede i den jordslåede kælder hos Gry i Skt. Pederstræde 35”.
LÆS OGSÅ:
5. Father John Misty: ‘I Love You Honeybear’ (2015)
”Åh, en befriende genoplivning af den gode sang og den gode tekst, samt den gode sanger og performer dansende selvironisk og charmerende som ind i både himmel og helvede giver fornyet tro på meningsfuld underholdning – hvis den findes. Dét album (plus hans seneste ’God’s Favourite Costumer’ fra 2018) har jeg hørt virkelig mange gange, og de plader har givet mig troen på den gode sang tilbage i en tid, hvor vi ellers arbejder med begreber som tracks og toplines, eventuel optagelse i højskolesangbogen og potentiale med henblik på mulig medvirken i et TV-sportsgallashow”.
Læs flere ‘5 plader der ændrede mit liv’-klummer HER
PR-foto øverst