Mit navn er Mads Høyer, jeg er i skrivende stund 27 år, tre måneder og 20 dage gammel, og jeg har et problem. Jeg har givetvis flere, men der er ingen grund til at slå større brød op, end man kan bage. Og ret lavpraktisk virker min ovn slet ikke.
Problemet er, at mine veninder bliver gift. Eller får børn. Eller på anden måde bygger rede. En efter en. De falder med andre ord som fluer for den farlige drøm om kernefamilien. Det er måske ikke så mærkeligt, når man tager vores alder i betragtning, men der er et problem.
Udefra virker det måske meget naturligt. Det er det sikkert også. Sagen er bare den, at jeg sidder tilbage med en underlig fornemmelse af, at mine veninder en efter en bliver kidnappet af heteroseksuelle mænd. Og før man når at se sig om, kommer de tilbage med designermøbler i øjnene og et barn på skulderen. Alt imens jeg nærmest står og råber “abort mission, abort mission” for mig selv.
Jeg skal for en god ordens skyld understrege, at mine veninder alle er gået ind i det med åbne øjne, hvorfor der ikke er grund til at involvere myndighederne på nuværende tidspunkt.
De mærkelige 20’ere
20’erne er et mystisk og stressende årti. Folk færdiggør deres studier og er pludselig på vej i meget forskellige retninger og karrierer. I sentyverne skal der så pludselig findes en stationær partner, og mange indstiller sigtekornet på villa, vovse og Volvo. Og det er en destination, jeg ikke har indstillet min GPS på. Måske bortset fra vovsen. Nu havde vi det jo lige så sjovt med fester, impulsive biografture og rejser.
Jeg sidder for gud ved hvilken gang og spiser en kedelig kålsalat med lidt for tør kylling en onsdag aften, mens en nær veninde pludselig er blevet enig med sin kæreste om, at de vil til at stifte familie. Og det skal være nu. Jeg har allerhøjest overvejet, hvad jeg skulle streame senere den aften.
En kold decemberdag blev jeg vækket fra en lille eftermiddagslur, fordi en veninde ringede for at fortælle mig, at hun lige var blevet ringforlovet. Kontrasten var slående, men stort tillykke.
Jeg har altid sat en dyd i at have veninder. Gerne mange af dem. Og jeg har stor glæde af hver eneste af dem. Hvilket ikke gør det nemmere at se dem blive bortført på den her måde. Endda ved højlys dag. Det er egentlig ikke, fordi jeg ikke bryder mig om kidnapperne. Det gør jeg heldigvis som regel, skønt jeg selvfølgelig er skeptisk overfor beslutningen om at stjæle mine veninder fra mig. Det er jo lykkelige omstændigheder. For dem. For mig er det bare savn efter det, der var engang.
Svigerfamilie i Vordingborg
Tag ikke fejl, jeg under mine veninder det hele. Fast ejendom, et dusin børn, grillaftener på terrassen og ægteskabelig lykke. Alt hvad de vil have og mere til. De har fortjent det – hver og en. Det her indspark kommer udelukkende fra et mere eller mindre egoistisk sted.
For her sidder jeg tilbage. Ikke med misundelse, da jeg altid har været meget afklaret med, at jeg eksempelvis ikke vil have børn. Hellere en corgi til hver hånd. Men jeg sidder med et afsavn. Jeg savner mine veninder. Jeg savner vores aftener og nætter sammen. At spise lang brunch en lørdag formiddag. Holde filmaften på sofaen. Al den tid som de nu putter ind i kernefamilien. Og jeg er bekymret for, at jeg med tiden vil se dem mindre og mindre.
Jeg er helt med på, at man sagtens kan være venner med folk, der stifter familie. Absolut. Men der sker bare noget, når de pludselig indgår i kernefamilier, mens min hverdag bare er, som den plejer. Hvor vi tidligere havde al tid i verden sammen, bliver den pludselig begrænset. Der er en kæreste, de skal hjem til. Børn der skal puttes. Svigerfamilie i Vordingborg der skal besøges i weekenden. Listen er lang.
Jeg selv er blevet en gæst i deres liv. En velkommen, men ikke ligeså hyppig gæst. Og det er sådan med gæster, at de skal hjem igen. Særligt hvis man skal tidligt op med børnene.
Og børn kan man ikke konkurrere med. Eller det kan du godt, men forbered dig på at tabe stort til en, der ikke engang har noget sprog endnu. Hvilket jo også er en bedrift.
Når folk stifter familie, får de andre prioriteter og utroligt travlt. Det er både fair og åbenlyst. Jeg er bare bekymret for, at i takt med at vi bliver ældre, og flere og flere stifter familie, så bliver det rigtig ensomt. I hvert fald for mig.
Taj Mahal-puslespil med 40.000 brikker
Jeg og mange andre fik jo lidt en smagsprøve af det med afstanden under corona-nedlukningen, hvor vi alle skulle blive hjemme og se så få som muligt. Her var det virkelig upraktisk at bo alene og småt, som jeg gør. Det kunne hurtigt blive ensomt.
Men hvad jeg ikke havde forventet var, at selvsamme nedlukning gjorde flere af mine veninder skruk og satte fut på redebyggeriet. Der var jo ikke var så meget, man ellers kunne lave, måtte man forstå. Tænk, jeg havde ellers glædeligt lavet en udførlig aktivitetskalender, havde jeg vidst, hvor den nedlukning bar hen. Her har du et Taj Mahal-puslespil med 40.000 brikker. Så er det bare om at komme i gang!
Går jeg i så små sko, at jeg ikke kan glæde mig på andres vegne? Absolut ikke. Jeg vil ikke være en martyrisk Eva Peron (Evita), der synger “Don’t Cry for Me, kære veninder” i håb om at give andre dårlig samvittighed. Eller tinnitus for den sags skyld. Folk skal gøre lige, hvad de har lyst til. Jeg siger bare, at den her kidnapning af ellers trofaste og nære veninder ikke er en idé, der er groet i min have.
Så hvad nu? Jeg må bare sidde stiltiende tilbage, mens mine veninder en efter en bliver forført af en eller anden heteroseksuel mand med forhåbentlige hæderlige intentioner. Og i al stilfærdighed håbe, at der stadig er tid til mig, selvom hun render forvildet rundt med et grædende barn på armen, mens hun leder efter et ergonomisk puslebord i den helt rigtige pastelfarve.
Men en ting er sikkert – skulle en af mine veninder i bedste 90’er stil have lyst til at gå Julia Roberts i bedene og stikke af fra det hele, så står jeg klar med løbeskoene!
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
