Er din påskeferie aflyst? Her er en guide til friluftsliv for bymennesket

Naturen påvirker både krop og sind positivt, og Danmark har umådelig meget natur tæt på de fleste af os – også selvom du bor i storbyen. Men det behøver ikke at betyde kolde tæer og dåseleverpostej (som faktisk smager udmærket).

Tag over hovedet

Hvis du tror, at du da bare kan sove på jorden under stjernerne ligesom i en gammel westernfilm, så bliver du slemt skuffet. Duggen falder, det regner ofte, der er myg over det hele, og et bål varmer ikke meget på afstand. Desuden må du ikke efterlade et bål uden opsyn. Du kan godt lave bivuakker af presseninger fra Jem&Fix ligesom i ’Alene i vildmarken’ – men det er noget af et konstruktionsarbejde, og det vil jeg ikke anbefale på første tur. Køb hellere et telt, eller benyt dig af et af Danmarks utallige gratis shelters, som tilmed kan bookes på forhånd hos Naturstyrelsen. De er ofte nogenlunde rene og pæne – men forvent ikke hotelstandard. Hvis du vil hacke din shelter, kan du tage tæpper, en lyskæde eller nogle stearinlys med. På appen ’Shelter’ kan du endda filtrere din søgning efter, om du for eksempel vil have en bålplads, om der skal være et toilet i nærheden, og om pladsen skal være handicapvenlig.

Og gentag så efter mig: ”Jeg er udenfor. Selvfølgelig er der jord. Også inde i shelteren. Det er sundt. Jeg tager ikke hvide bukser på i skoven.”

Sønderås Shelterplads (foto) er privatejet, men kan nemt bookes gennem appen ‘Shelter’.

Bliv ven med naturen

Fordelen ved et telt fremfor en shelter er, at du kan lukke al den mere ubehagelige del af naturen ude, når du skal sove. Ingen myg, edderkopper, mus eller andet kravl på din matrikel. Til gengæld er der langt op, når du skal tisse om natten. For det skal man, og lynlåse og teltbarduner er ekstra besværgerlige i mørke. Et shelter derimod er jo som bekendt åbent i den ene ende, og derfor kan myg og andet kravl sagtens finde dig i løbet af natten. Bliv venner med dem, accepter dem som de er, og lad dig selv indgå i ‘the circle of life’ (eller tag lidt myggespray med). Til gengæld kan du falde i søvn til synet af det ulmende bål og stjernerne, og det er altså ikke at kimse af. 

Det korrekte sovegrej

Er det varmt i vejret, kan du godt nøjes med en oppustelig luftmadras fra et byggemarked og din egen dyne. Men husk, at der ikke er stikkontakter i vildmarken, så luftmadrassen skal pumpes op ved hånd- eller fodkraft. Er det mere køligt i vejret, så er godt sovegrej altså noget af det vigtigste! Ingen er vilde med dårlig nattesøvn, og både sovepose og liggeunderlag er med til at holde dig varm, når der er koldt. Du kan enten investere (du kan jo blive bidt af det, ligesom da du blev bidt af golf og mountainbike og OCR-løb og…) eller besøge facebooksiden ’friluftsloppen’ – her kan du finde gode genbrugsfund til billige penge og masser af gode friluftråd.

Mad i vildmarken

Kan du huske den der flydende røgessens, du engang købte, fordi du stenede det ene madprogram på Netflix efter det andet og tænkte; ”Det lyder sgu da meget lækkert med lidt røg i maden?” Mad lavet over bål smager rigtig meget af røg. På den gode og helt naturlige måde. Og man behøver faktisk ikke leve af snobrød og skumfiduser, hvis man vil lave mad over åben ild. Smut i en genbrugsbutik (hvis den er åben), køb noget brugt køkkengrej, tag din surdej med under armen og slå din indre vildmarkskok løs. Helt personligt er min favorit langtidskogte gryderetter med over-bål-bagt brydebrød. En Trangia (et kogesæt i aluminium, som alle, der var spejder i deres ungdom, helt sikkert har) kan også gøre det, men så ville jeg nok holde mig til Knorr-enden af ambitionsskalaen. Uanset hvordan du skal lave mad, er det en god idé at tage enten brænde til bålet eller sprit eller gas (alt efter hvad Trangiaen bruger) med hjemmefra.

Lidt inspiration fra vildmarkskokken Nikolaj Kirk.

Og hvis du nu skulle bekymre dig om kaffen: En instant i naturen smager næsten ligesom den lokale kaffepushers lækreste kop. Fordi du nyder den, mens solen står op, bålet knitrer, en fasan kalder ude i sivene, og der er ikke en eneste e-mail, du skal tjekke. Men undersøg lige hjemmefra, om der er rindende vand i nærheden – er der ikke det, så er det selvfølgelig en god idé at tage masser af vand med hjemmefra. Ellers kommer du til at skulle overleve på den vin, øl og spiritus, du måske har taget med. Og det er er altså bare lidt ærgerligt at bruge en god gin til at børste tænder i.

Og husk, at hvis du skal vaske op derude, skal det gøres langt fra et vandløb og altid med bionedbrydelig sæbe, selvfølgelig. Det kan købes i helse- og friluftsbutikker og i nogle Matas-butikker. Kan du ikke skaffe det, så tag hellere dit beskidte service med og smid det i opvaskeren, når du kommer hjem.

Varighed og aktiviteter

Hvis du skal teste, om sådan en friluftsferie er noget for dig, er en enkelt overnatning ganske fin. Kør ud, overnat, kør hjem igen. Skal det være en tand vildere, har Danmark gode muligheder for kano- og vandreture i hele landet. Kanoture er en god måde at få pulsen helt ned på – hvis du er god, kan du forvente at sejle 20-25 kilometer på en dag. Tempoet er nærmest meditativt, så længe du ikke befinder dig midt på en sø i stormvejr. Find mindre vandløb som fx Gudenåen eller Susåen, og lad dig drive med strømmen et par dage. Vandreture er også geniale til at komme i kontakt med sig selv, sin krop og naturen. De er nemme at planlægge, og ellers er der enormt meget inspiration at hente i bøger eller på facebooksiden ‘Friluftsliv‘. Men husk – du skal kunne bære alt det, du slæber med, på ryggen. Hele vejen. 

Toiletbesøg

Var du en af dem, der ’tilfældigvis’ var ude at handle, fordi du jo rent faktisk manglede fem pakker silkeblød Lambi, da hele Danmark lukkede ned og alle strømmede ned i den lokale Netto for at doomsdaypreppe? Fortvivl ej – og skam dig heller ikke. Det er nu, du får brug for det. Hvis der ikke er et toilet der, hvor du sætter din lejr op, får du nok brug for lidt ekstra alligevel. Og selvom din eneste vej til lettelse er en ustabil skovskiderstilling, er der ingen grund til at gå fuld Robinson Crusoe og bruge blade. Men husk at smide det brugte papir i en lille pose og tage det med til en skraldespand, når du er færdig – ikke? Det er ikke så lækkert, men det her er vigtigt! Det tager tre år at kompostere toiletpapir i skovbunden. Og så er det skide ulækkert at efterlade det – og finde det. Øv.

Muldtoiletter og primitive dasser er ikke ualmindelige nær shelters.

Efterlad kun fodspor og drop Instagram                           

Det lyder måske som et citatet på en pastelfarvet plakat, men det er ikke for sjov. Vi skal værne om vores natur, vores miljø og vores økosystemer. Dokumenter gerne online, at du har overlevet, du er rigere på livserfaring, frisk luft og D-vitamin. Måske kan du inspirere andre. Men husk også at være i det – det er det, naturen kan. Og så sæt dig det mål, at pladsen skal være renere, når du forlader den, end da du kom – både for din egen, Bambis og dine medmenneskers skyld.

Find mere om
Footer graphics