Ditte Giese
Foto: Rita Kuhlmann

Ditte Giese: Forstyrrelseskrisen rusker blandt os, de digitale junkier

Hvordan undgår vi at gå ned med stress – eller bare aldrig få færdiggjort en tanke – i en digital tidsalder, hvor telefonen konstant brummer med mennesker, der vil os noget?

Jeg tænker en del over forstyrrelser i øjeblikket. Forstyrrelser kan selvfølgelig være en dejlig pause fra noget kedeligt og monotont, men de kan også være enerverende og give os en følelse af at være jaget vildt. Som en uplanlagt forstyrrelse midt i noget ellers rar fordybelse og reflektion.

Jeg føler mig ofte jaget af andre mennesker. Ikke på gaden, heldigvis, men i mit digitale liv. Det handler om, at vi i dag er så meget online, på mange platforme, på telefonen eller de andre skærme størstedelen af vores vågne timer. Derfor er afstanden mellem to mennesker blevet meget kort, og det virker nemt lige at spørge folk om noget. Så i stedet for selv at prøve at finde svaret, spørger vi bare nogen.

Har du ikke lagt mærke til, at Facebook efterhånden mest er en digital opslagstavle?

”Hvem kender en billig VVS’er?”.

”Hvor skal jeg tilmelde mig hundetræning?”.

”Jeg skal til Barcelona, hit me med dine bedste spisesteder”.

En ting er Facebook, det kan man heldigvis bare lade være med at åbne, hvis man vil være i fred. Noget andet er resten af vores digitale liv, også her er der mange mennesker, der hele tiden vil hjælpes videre med et eller andet. Digitaliseringen og teknologiens fremskridt hjælper os med alt fra at huske at gå nok skridt og drikke nok vand til Trustpilot og TripAdvisor og TrustTrip (okay, det sidste findes ikke). Og hvem husker overhovedet livet fra før MobilePay?

Men der er desværre en voldsom slagside ved vores liv som digitale junkier, der summer rundt og forstyrrer os selv og hinanden hele tiden. Arbejdshenvendelser kommer nu ofte som private beskeder på Instagram. Eller man bliver pludselig smidt ind i nogle fremmede menneskers forwardede e-mails. LinkedIn’s private meddelelser er en vejsidebombe af mennesker, der søger “kaffeaftaler” og anbefalinger. Jeg kan slå notifikationer fra herfra og til min dødsdag og frabede mig nyhedsbreve og yderligere kontakt, men Bring synes stadig, at ”min mening er vigtig for dem” og vil gerne have mig til at give dem stjerner for den oplevelse, det formodes at være at få en pakke leveret fra dem. Alt sammen en del af hverdagens små unødvendige forstyrrelser.

Inden sommerferien testede jeg, hvor ofte jeg bliver spurgt om noget. Altså hvor ofte nogen, en kollega, en bekendt, en følger eller en helt fremmed kontakter mig i løbet af en helt almindelig arbejdsdag. Det er for eksempel forespørgsler til min arbejdsplads, hvor man ikke lige selv gider tjekke, hvem der sidder med salg eller podcast. Det kan også være en forespørgsel fra tre niendeklasses piger, der gerne vil stille mig 12 spørgsmål i genren ”hvad betyder ligestilling” – en opgave som det snildt kan tage en times tid at hjælpe dem med. Eller måske sygeplejerskernes fagforbund, der vil have mig til at markere, at jeg støtter deres (vigtige) kamp på mine sociale platforme. Det kan også være vrede Peter fra Nordsjælland, der synes, at jeg burde skamme mig over et eller andet i en DM på Instagram. Eller en veninde, der lige vil fortælle om en date på sms, eller min kæreste der siger, at han har købt mælk. Alt sammen er forventelige forstyrrelser, men summen af dem er bekymrende.  

For jeg sidder pligtskyldigt og svarer på dem i løbet af min beskedne arbejdstid, fritid, ja min levetid.

Men for nu at blive ved arbejdstiden så satte jeg en streg hver gang, jeg blev kontaktet af nogen arbejdsmæssigt, og resultatet var rystende: Det var hver 3.-5. minut hele arbejdsdagen lang.

Og sådan gik det til, at jeg blev endnu et menneske med stress og hjertebanken, som aldrig fik tænkt en sammenhængende sætning, gjort en erkendelse eller fik analyseret min samtid, som jeg ellers elsker, men derimod kæmpede for at svare mennesker på deres henvendelser dagen lang. Og så blev jeg sygemeldt med begyndende stress, og nu har jeg valgt ikke at være chef mere, og det skal nok blive fint igen alt sammen. For jeg skal bruge mit liv på andre ting. At skrive for eksempel.

Men jeg vil mene, at ovenstående fortælling fortæller os noget fælles om, hvordan vi lever i en konstant stresstilstand, os der har valgt at være til stede i den digitale verden. Det kan vi selvfølgelig bare lade være med, vil nogen indvende. Ingen er tvunget til at være på Facebook, Instagram, LinkedIn og Twitter. Men faktisk er det svært at være journalist i dag, hvis ikke man er i de rum og kan dele sin produktion. På den måde bidrager jeg selvfølgelig også selv til den kollektive forstyrrelse, det ved jeg godt.

Men jeg vil egentlig hellere diskutere vores alle sammens forstyrrelseskrise end min personlige. For det er ikke så længe siden, at vi ikke var i kontakt med 50-100 mennesker hver dag, og vi ikke hele tiden befandt os i en knevrende summen af fornærmelser, komplimenter, anbefalinger og forespørgsler om et eller andet. Forskning viser, at hvis vi sidder og er i flow med et eller andet og bliver afbrudt, så går der nemt 25 minutter fra fordybelsen blev brudt, til vi kan genfinde den. Måske genfinder vi den aldrig. Og det er et kæmpe problem.

Os, der sidder i storrumskontor, har det ekstra svært og forsøger os måske med headset og regler for at få ro. Om storrumsstøj siger forskningen, at vores præstation falder med op til 66 procent! Simpelthen fordi vores hjerne bruger så mange ressourcer på at prøve at overhøre samtaler, en bordfodboldkamp eller sladderen fra kaffeautomaten. For at kunne skrive denne klumme, som jeg har tænkt abrupt over i et par uger, har jeg en spilleliste med pling-pling-musik i ørerne, min telefon er sat på flight mode (hvilket altid er lidt skræmmende, når man har et barn, der kan komme til skade eller have brug for hjælp) og lukket min mailboks og min Slack. For ellers er der nogen, der spørger mig om noget.

Vi kender ikke langtidspåvirkningen af, at vi, de skrøbelige menneskedyr, bliver afbrudt i vores refleksion hele tiden. Det er der helt sikkert hjerneforskere, adfærdsterapeuter og psykologer, som kan fortælle en masse om, men jeg må bare sige som et menneske, der er blevet forstyrret mere og mere gennem flere år og faktisk ikke kan holde til det mere: Vær sød ikke at kontakte mig unødvendigt. Vær sød at finde dine svar selv. Vær sød ikke at afbryde mig med mails og beskeder, som ikke har andet formål, end at jeg skal viderestille dig til rette vedkommende eller servicere dig med et link. Du kan godt google selv.

Og nu slår jeg så flight mode fra igen og lader himlen falde ned med spørgsmål.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics