Første december.
”Send all”. Tænk sig – med et enkelt klik er julefrokosten aflyst. ”… Thi der var ikke plads i herberget til mere end ti på én gang,” som man siger. Mit navn er Birgitte, mine kolleger kalder mig Birgitte eller ”lidt af en kreativ blæksprutte, når det handler om alt det, vi deler” henne på jobbet. Formand for festudvalget og personlig afsender på mailen om at stille sin kop i opvaskemaskinen, tage bestikket med ned i kantinen samt den om den aflyste fredagsbar, om den udskudte sommerfest og nu også den døde julefrokost.
Det er den første december. Der er små 16 arbejdsdage til jul, og her sidder jeg alene i min julesweater og sveder som en gris på grill. Akryl-strik og overgangsalder… Jeg er hjemsendt siden marts og kan ikke huske, hvad de nye på mit arbejde hedder. Jeg satser på, at det er Christine eller Malte, det er det som regel. De sidder også hjemme i hver deres dele-2-værelses på Nørre- eller Vesterbro og knokler. Med store ambitioner, små drømme, langt lyst hår og friske 12-taller fra CBS.
De skal da have en god jul og mærke, at de er en del af et team. Julemanden har sine rensdyr. Jeg har min mail, mit vindue på Teams og Zoom, min Slack, min SnapChat, mine mange sms’er og mit gode humør. Fra i dag griner jeg Corona lige i snotfjæset, stikker nelliker i appelsiner og imiterer mutationen som en besat voodoo-dronning. For nu er det jul, og nu er det nok. Fra i dag er der vigepligt for alt fra jordens undergang til bondeoprør på Borgen, blev der sagt.
Det bliver magisk. M-A-G-I-S-K.
Jul på den gamle hjemmearbejdsplads
Hvis der er nogen, der glæder sig i denne tid, så er det Birgitte. 52 år, ny i det fermenterede køkken, men hardcore elitebilist på alle de veje, der fører hjem til jul. Hjemsendt siden marts og i et efterhånden relativt kompliceret forhold til virkeligheden og hverdagen som proaktiv, løsningsorienteret hjemmearbejder.
Birgitte er her for dig. Alle hverdage frem til jul vil hun lukke julefreden ind og tænde lys i den mørke hjemmearbejdstid. Velkommen til Heartbeats’ coronavenlige hjemmearbejds-julekalender.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️