De fleste mennesker ved godt, hvad en freelancer er.
Alligevel vil jeg lige skære det ud i pap, bøje det i neon og mejsle det i granit: En freelancer er en person, der tilbyder sine faglige kompetencer og arbejdstid mod betaling og samtidig ikke er bundet til én arbejdsplads.
Rent faktisk har ordet sin oprindelse i 1800-tallets litteratur, hvor forfattere som Sir Walter Scott (han skrev ‘Ivanhoe’) brugte begrebet ‘freelancer’ til at beskrive en ridder, der ikke svor loyalitet over for nogen bestemt herre, men i stedet tilbød sin lanse mod betaling.
Det var med andre ord en fri lanse – freelance – som kongen og adelen kunne betale for at kæmpe på deres vegne.
Der er vel næppe grund til at pointere, at de fleste af nutidens freelancere ikke slås med hverken lanse eller andre middelaldervåben, men i stedet lader hjernen og fingrene tale for sig. Derimod er det min helt udokumenterede påstand, at mange mennesker i dag tror, at freelancere er freelancere, fordi de ikke kan få et rigtigt job.
Det er jeg dog helt og aldeles uenig i, fordi jeg ved, at rigtig mange freelancere netop har valgt den måde at arbejde på, fordi de gerne vil være mere frie i deres arbejdsliv, end hvad de følte, de kunne være i et almindeligt 8-16-job.
De vil ofte gerne have mulighed for at arbejde på skæve tidspunkter af døgnet eller indrette deres arbejdsliv efter deres familieliv og ikke omvendt.
En helt tredje gruppe er så optaget af fritidsinteresser som musik eller sport, at arbejdet er nødt til at være ultrafleksibelt, og det kan man som freelancer helt selv indrette sig efter.
Hvem er de så de der freelancere?
Rigtig mange af os arbejder med medier og reklamer. Vi er blandt andet journalister, fotografer, grafikere, lydmænd og tekstforfattere for lige at komme med fem hurtige eksempler på freelancere, der ofte arbejder på opgaver fra dag til dag.
Så findes der også gruppen af freelancere, som lader sig ansætte på større eller mindre projekter i uger eller måneder ad gangen. Den gruppe tæller udover de førnævnte også håndværkere, lean-konsulenter, coaches og skolelærervikarer, der selv vil bestemme, om de vil have 6 ugers ferie om året eller 15.
En voksende gruppe freelancere springer endda arbejdsgiver-mellemleddet helt over og går direkte til kunderne. Det drejer sig om eksempelvis revisorer, jurister eller psykologer. Fælles for alle os, der af egen vilje har valgt at være freelancere, er dog, at det faste arbejde fra 8-16 ikke var et godt match til vores liv eller mentalitet, og vi derfor har valgt noget andet.
Når man vælger et liv som freelancer, vælger man altså ofte friheden til. Den bliver dog altid fulgt på vej af dens trofaste følgesvend i form af usikkerheden. Men er man af den støbning, der kan trives med ikke at vide, om der står et stort, fedt nul eller flere tusinde kroner på bankkontoen, når måneden er slut, er freelance-livet virkelig et liv med muligheder for at få en meget større fleksibilitet og frihed ind i sit liv.
Det er frihed til at arbejde, når man har lyst til det, frihed til at have lange sløve morgener med ungerne, når der er behov brug for det, eller frihed til at surfe, dyrke yoga, løbe en tur i skoven eller tilbringe dagen med en god bog, hvis det lige er det, som trækker den pågældende dag.
Fra freelancer til digital nomade
Nogle freelancere tager skridtet videre og udnytter den store arbejdsmæssige frihed til at bliver digitale nomader. ‘En hvad for en fisk?’, tænker du måske, og det må du gerne, for mens de fleste mennesker ved, hvad en freelancer er, kender kun de færreste til de digitale nomader.
Her er en definition: En digital nomade er en person, der er afkoblet fra fast arbejdsplads og bopæl og kan rejse Jorden rundt og arbejde samtidig. Alt, hun eller han har brug for, er ofte en halv-god internetforbindelse og en computer for at kunne drive sin lille freelance-biks og dermed få til dagen og vejen.
Man ser ikke sjældent de digitale nomader foroverbøjet over en computer på en lille cafe på en eksotisk strand om formiddagen for derefter at bytte computer og arbejde ud med et surfbræt om eftermiddagen. Det handler for den digitale nomade om at finde et liv, han eller hun gerne vil leve, og derefter flytte sin mobile freelance-forretning derhen.
I dag kan rigtig mange jobs være digitale. I virkeligheden kan alle dem, som ikke skal bruge deres hænder fysisk på en arbejdsplads i Danmark, i store træk være digitale.
Revisoren kan eksempelvis lige så godt sidde på en strand i Thailand som på et kontor i Thisted. Journalisten kan også ligeså godt lave sine interviews fra en park i San Francisco som fra et arbejdsfællesskab i Sydhavnen. Og hvem har sagt, at psykologen ikke kan have konsultationer over Skype?
Jeg tror også, at reklametekstforfatteren rent faktisk bliver mere inspireret af at udføre sit arbejde fra Bali i forhold til Ballerup? Jeg kunne blive ved og ved. Der findes uendeligt mange jobs, som ikke længere kræver, at man sidder et bestemt sted fra 8-16.
Min påstand er, at endnu flere jobs uden problemer kunne gøres digitale og derved give folk mere frihed til at indrette deres jobs efter deres liv og ikke omvendt.
Min egen vej
Jeg valgte selv freelance-livet til for 10 år siden efter en mellemlang karriere som radiovært. OK, jeg valgte det måske ikke helt selv, for jeg blev sådan set sparket ud i det på røv og albuer midt under finanskrisen, hvor jeg blev fyret fra mit arbejde på radioen. Ikke desto mindre gjorde det spark mig til en fri fugl med eget firma.
Jeg var først freelancer i nogle år, og siden hen er jeg blevet digital nomade, der hjemmevant rejser hele verden rundt med min mand og mine to unger på 8 og 10 år. I skrivende stund er vi i Costa Rica, efter vi har rejst tre måneder gennem Island, Canada og USA, og vi har faktisk ikke boet i Danmark i mere end fem år.
Det er nemlig det, som vi digitale nomader kan. Vi kan rejse og arbejde samtidig, og når jeg har sat det sidste punktum i denne artikel, venter nogle store bølger på mig og mit surfbræt. Ingen arbejdsgiver skal fortælle mig, hvornår jeg kan kaste mig ud i dem. Det bestemmer jeg helt selv, og det er årsagen til, at jeg har valgt et liv som freelancer og digital nomade.
Jeg har indrettet mit liv sådan, at jeg arbejder om morgenen og formiddagen, hvor mine unger også går i online-skole. Mit arbejde består i, at jeg lægger stemme til alt fra tv-reklamer til telefonsvarere, skriver artikler til forskellige medier og udgiver podcasten ‘den digitale nomade’ om netop den her måde at leve på.
Fordelen ved at være freelancer er for mig først og fremmest, at jeg styrer min egen hverdag og mit eget liv. Jeg har fuldstændig kontrol over mine muligheder for at gøre, hvad jeg gerne vil, og ingen institution eller arbejdsplads skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv.
Den frihed sætter jeg utrolig højt, og jeg har en fornemmelse af, at mange ville trives godt med at kunne styre en større del af deres liv selv. Det kan man som freelancer, og derfra er der måske ikke lang vej til også at kunne rejse og arbejde samtidig.
Det digitale nomadeliv er i hvert fald en ny måde at arbejde på, som giver muligheder for i kortere eller længere perioder at flytte sit liv til andre steder i verden og få ny inspiration til eksempelvis arbejdet og en ordentlig kulturel saltvandsindsprøjtning – måske også lidt sol på næsetippen.
Ikke lutter lagkage og hvide sandstrande
Nå, er det så en dans på roser at være digital nomade?
Nej, for dulen. Gu’ er det ej. Freelancelivet er vanvittigt hårdt i sig selv, og det at være digital nomade gør det bare endnu hårdere. Man ved aldrig, hvad indtægten ender på, når måneden er omme, og som ivrigt rejsende digital nomade ved man ofte heller ikke, hvor man skal bo, hvor man skal hen, hvordan man kommer dertil, om internetforbindelsen er god og så videre og så videre.
Det er er tre fuldtidsjob at køre sin egen virksomhed, være fuldtidsrejsende eventyrer og hjemmeskolende forælder på samme tid. Dertil kommer alle de uforudsigeligheder, som verden har det med at kaste efter en.
Jeg kan som eksempel nævne min første aften i Costa Rica, hvor vi boede i en lille træhytte langt inde i bjergene. Midt om natten begyndte hele hytten at ryste voldsomt, da vi blev ramt af et massivt jordskælv med en kraft på 6,9 på richterskalaen. Alle var bange, og ikke mindst ungerne ville på det tidspunkt nok gerne have byttet hytten midt i junglen ud med en rolig treværelses på Østerbro.
Sådanne oplevelser er der hele tiden masser af, og det er udfordrende og til tider virkelig hårdt at leve på denne her måde, når ungerne savner deres venner, internettet er nede, kunderne skrider, orkaner ødelægger rejseplaner, og jordskælv rumsterer.
Jeg foretrækker dog alligevel friheden og livet som freelancer og digital nomade, hvor ingen dage er ens, og mine eftermiddage bliver brugt i junglen, i havet, på et surfbræt, på en båd, med en fiskestang i hånden eller med et par adgangskort til Universal Studios om halsen. Jeg vil langt hellere sidde på Costa Rica med fødderne plantet solidt i det våde sand og skrive denne artikel til Heartbeats, end jeg vil have, at andre skal bestemme over min tid fra 8-16 46 uger om året.
Jeg vil også langt hellere blive rystet af et jordskælv på Costa Rica, selvom det påvirkede mig dybt i flere dage, end jeg vil blive rystet over, at Iben Hjejle ikke vandt Vild med Dans.
Vi gør det, fordi vi kan
Hvorfor gør vi så det her?
Det korte svar er, at vi gør det, fordi vi kan, og fordi internettet har gjort det muligt at kunne leve på en i min verden mere fri måde. Vi elsker at rejse og opleve forskellige kulturer og lade os inspirere af dem.
Jeg synes samtidig, at det er vigtigt at give mine unger en fornemmelse af, at alt er muligt, når man ‘bare’ tør gøre tingene på en anden måde end den gængse. Jeg vil vise dem, at verden er fuld af muligheder, og at man ikke behøver at lære alting på skolebænken.
Jeg har ofte måtte stå på mål for den måde, vi har valgt at indrette os på, og det gør jeg også gerne, men det lå absolut ikke til højrebenet for hverken min mand, der er uddannet molekylærbiolog, eller mig selv, der er uddannet folkeskolelærer, at vi skulle ende med at leve som omflakkende digitale nomader. Vi kunne sagtens have valgt et liv fra 8 til 16, men det er jeg så glad for, at vi ikke gjorde.
Jeg synes også, at det er vigtigt at lære mine unger, at verden ikke er et farligt sted at være. Jeg vil vise dem, at der er tonsvis af måder, man kan leve på, og fordi vi ikke har samme tro, livsanskuelse, kultur eller taler samme sprog, kan vi godt være venner alligevel eller forsøge at forstå hinanden. Vi kan i hvert fald forsøge at komme overens.
Børn lærer en masse, når de er ude i verden, og deres hverdag ikke handler om at stresse ud af døren klokken syv om morgenen for at nå i skole. Det vigtigste for mine børn er at være og at opleve. Det handler om at fiske, tale spansk, surfe, skrive en sang om deres længsler og bare være mennesker. Det er det fede liv: Bare at være et menneske.
