Da jeg blev tv-vært, var jeg midt i trediverne. Jeg var mor til tre børn og gift med Benjamin. Ikke desto mindre gik de fleste ud fra, at jeg var lesbisk, da jeg ramte skærmen. Det var vist mest på grund af håret. En kvinde kunne åbenbart ikke have den slags frisure og samtidig være til mænd.
Jeg blev ofte beskrevet i medierne som ”finurlig” og som en lille tv-trold med ”afbleget, kort strithår”. En enkelt anmelder valgte at omtale mig som en konfirmand. Det hjalp nok heller ikke på sagen, at jeg ikke ville have for meget makeup på – og at jeg insisterede på at være iført et sort jakkesæt, så mit tøj ikke løb med opmærksomheden.
Da jeg kort tid efter premieren blev interviewet af Ekstra Bladet, ville de ikke vide noget særligt om programmet, men spurgte, om jeg nogensinde havde brugt læbestift eller gået med neglelak. Det kom meget bag på mig. Jeg har altid følt mig meget feminin og været mindst lige så optaget af mode og makeup som mine veninder. Jeg kunne slet ikke genkende den bås, som jeg åbenbart skulle ind og stå i som den ikkekvindelige kvindelige tv-vært. Det siger lidt om idealet for kvindelige tv-værter på det tidspunkt – det er 10 år siden, at ’TV!TV!TV!’ ramte skærmen første gang, og meget er sket siden. Eller er det?
For nylig var det en stor historie, at dette års Miss Germany, Anja Kallenbach, var hele 31 år gammel og mor til to. Det bliver set som et kæmpe skridt på vejen mod et mere inkluderende kvindeideal. Men helt ærligt – Anja Kallenbach opfylder til fulde det helt klassiske model-kvindeideal med sit lange, bølgende hår, store læber og en krop i size 0. Så kan det godt være, at hun har fået lov at være med, selvom hun er mor og over 25 – men faktisk kan sådan en type som Kallenbach skabe endnu flere krav til, hvordan man bør tage sig ud som kvinde – nu også senere i livet.
Jeg kan faktisk næsten ikke holde ud at høre på folks forundring over, at en eller anden tager sig godt ud, ”på trods af” at hun har født børn. Hvorvidt man har en flad mave eller faste bryster efter at have reproduceret menneskearten, er i mine øjne en virkelig upassende komparativ analyse.
Selvom jeg ikke er stolt af det, så har jeg helt paradoksalt ligget under for det klassiske kvindeideal hele mit liv. Også selvom reaktionerne på mit udseende kunne tyde på noget andet. Det er ikke, fordi jeg kæmper en glorværdig kamp mod stereotypen, at mit hår er kort – det er, fordi det ikke kan blive langt. Jeg lader mig også velvilligt iføre falske øjenvipper, og selvom jeg er klædt i jakkesæt på skærmen, så er der altid tilsat en stilet af en slags. Jeg har givet interviews til en mængde blade og aviser, hvor jeg artigt har ladet mig iføre alt fra couture-kjoler til miniskørter og kæmpe halssmykker som en slags levende udklædningsdukke.
Lena Dunham derimod, skaberen af den banebrydende tv-serie ’Girls’, hvor hun også selv spiller en af de fire hovedroller, har hele livet kæmpet aktivt imod det snævre skønhedsideal, som bliver pålagt os kvinder fra barnsben. Hun har altid haft en forbløffende fri og skamløs tilgang til sin egen krop – jeg husker især et afsnit af ’Girls’, hvor hun spiller bordtennis i et sommerhus kun iført et par bittesmå trusser.
Jeg beundrer virkelig Lena Dunhams evne til at stikke en stor langemand lige op i synet på alle de stereotype forestillinger om, hvordan en smuk kvinde bør se ud og agere. Forleden lancerede Dunham så sin egen tøjkollektion sammen med det eksklusive tøjmærke, 11 Honoré.
I forbindelse med lanceringen læste jeg et interview med Dunham, hvor hun overraskende nok ikke bakker op om den voksende kropspositivistiske bevægelse, da hun finder den lige så begrænsende som alt muligt andet. Ifølge hende skal det positive fedt nemlig være fordelt på en bestemt måde på kroppen – idealet er Kim Kardashian-kroppen med en stor fast røv, store bryster, ingen buler nogle steder og en hvepsetalje – og Dunham siger, at hun har en rigtig mandevom, som heller ikke passer ind i det ideal. Hun insisterer derfor på – ligesom hun har gjort hele livet – at være helt sig selv uden noget mærkat i panden, heller ikke det kropspositivistiske.
I dag er jeg så en kvinde midt i 40’erne- fortsat gift med Benjamin og mor til to børn og en voksen kvinde på 18 år. Ingen kommenterer længere på mit hår, og jeg bliver ikke længere beskrevet som noget som helst. Man har vel vænnet sig til mig på linje med herlige, ukonventionelle typer som Jette Gottlieb eller Lille Virgil.
Men jeg er bekymret på min voksne datters vegne – nettet er fyldt op med kvinder, der konstant fremviser den perfekte krop, der lever det perfekte liv, iført det perfekte tøj. Det er kun blevet værre de seneste 10 år. Der er heldigvis også en slags befriende modstandsbevægelse som den vidunderligt sjove, australske komiker Celeste Barber, der bruger sin fuldstændigt normale kvindekrop til at vise, hvor absurd en verden Instagram egentlig er.
Jeg kan så godt genkende frustrationen – og hvis jeg havde bare en smule af hendes mod, så gjorde jeg præcis det samme. Men jeg kæmper fortsat med idealet om den smukke kvinde – også selvom jeg med mit intellekt udmærket er klar over, at det absolut ikke giver mening. Idealet er nemlig så godt som uopnåeligt, da det er defineret af kommercielle kræfter, der har en interesse i det uopnåelige.
Konklusionen må være, at vi skal lade være med at have nogle idealer eller fastlåste forestillinger om, hvordan en kvinde skal se ud. Hvad enten man er langhåret eller korthåret, tyk eller tynd, kropspositivist eller Miss Denmark. Vi er, som vi er. Men der er vi desværre slet ikke nået til endnu.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
