Lige siden MeToo-debatten begyndte at rulle i efteråret 2017, er der blevet sladret om TV2 i mediebranchen. For hvordan kan det være, at selv journalister, der aldrig har lavet tv eller så meget som besøgt Kvægtorvet i Odense, har hørt de grummeste historier om ”praktikantsofaer” og kontraktforhandlinger, der kunne afgøres med et knald? Sladder har der været nok af, og landets gravejournalister har længe jaget TV2-afsløringer uden held.
Men advokatundersøgelsen på TV2 er afsluttet, den kortlagde 14 sager om sexisme på TV2, hvoraf 5 fik ansættelsesretslige konsekvenser. Og nu er dokumentaren på tre afsnit, ’MeToo: Sexisme bag skærmen’, klar til streaming på Discovery+. Den er produceret af produktionsselskabet Impact TV, og Dagbladet Information har hjulpet med research, efter at TV2 selv droppede projektet, og Politiken senere også sprang fra.
Men hvor ville det dog have klædt TV2 selv at stå bag og sende denne dokumentar – at turde selv rydde op i deres rådne, meget nære fortid, åbent og ærligt og vise tidligere og nuværende ansatte den respekt. Men sådan blev det altså ikke.
150 mænd og kvinder har deltaget i tilblivelsen af programmerne med deres erfaring og viden, dog glimrer alle tidligere TV2-chefer ved deres fravær, og der bliver ikke sat navne på andre end Jes Dorph-Petersen. Det kommer til at virke noget ulige, da Dorph står tilbage som aleneskurk, mens det kun er Per Mikael Jensen fra cheflaget, der i rollen som opsynsmand, fortæller om at indtræde som chef på TV2 i en seksuelt ladet kultur, der ryster ham. Og nuværende nyhedsdirektør på TV2, Ulla Pors, taler i tunger, da hun bliver stillet helt simple spørgsmål som ”har I svigtet?”.
For det har TV2 da i den grad. Grundlæggende fortæller de 11 deltagende, navngivne kvinder om en sexistisk og ubehagelig kultur, hvor de som praktikanter, studentermedhjælpere og unge journalister på løse kontrakter forsøger at navigere i nogle flydende grænser mellem arbejde og fest, kampen om ansættelser og et sindssygt fokus på deres udseende og fuckability-værdi – i ledelsens øjne vel at mærke.
Her er jeg nødt til lige at lave en afstikker. For jeg har været journalist i snart 20 år, og jeg husker så udmærket fra skiftende mediearbejdspladser, at man som ung kvindelig journalistpraktikant var – og jeg håber sådan, det har ændret sig – en slags jaget vildt på sin nye arbejdsplads, praktikstedet. Dette kom efter den ekstremt stressende praktikpladssøgning, hvor det føltes som at vinde i lotteriet at få en hæderlig praktikplads.
Står frem med navn
Grunden til, at jeg skriver det her, er, fordi den sexistiske brøleabekultur ikke kun er et problem på TV2, det er det højst sandsynligt, eller har været, på de fleste af de store, journalistiske arbejdspladser, og en del af dem er sluppet meget let i forhold til deres interne MeToo-undersøgelser, der ramte ned midt i Corona-nedlukningen sidste vinter og derfor ikke skabte særlig meget støj. Når det er sagt, så lyder det som om, at TV2 udpræget var en giftig blanding af management by fear og en ledelse, der ikke alene så gennem fingre med sexistiske krænkelser, men selv var deltagende!
Noget virkelig godt ved dokumentaren er, at to af de kvinder, der tidligere har udtalt sig anonymt i Politiken om krænkende oplevelser med Jes Dorph-Petersen, står frem under eget navn nu og deler deres oplevelser. Som afdelingsdirektør Louise Degn, den ene af kvinderne, siger, så er hun træt af at blive kaldt utroværdig og løgner i medierne. Hun er derimod et meget stærkt vidne, et velfungerende menneske med et familieliv og en flot karriere, der ikke vil finde sig i at blive kaldt golddigger, eller en, der er på jagt efter 15 minutters berømmelse.
Den anden kvinde, Therese Philipsen, der i dag er bestsellerforfatter bosat i USA, fortæller om at begynde i praktik som 23-årig, og at hele to chefer og værtsstjernen Jes Dorph-Petersen kaster sig over hende, udnytter hendes usikkerhed og skam og skriver ting som ”mød mig på toilettet om 10 minutter” på det interne tekstsystem. Der er også beretninger om at narre sig ind i taxaer med unge kvinder, eller spørge om ikke de vil være med i en trekant, ligesom at der er en meget voldsom gengivelse af et samleje, hvor der ikke er entydigt samtykke.
Det er ganske enkelt ikke i orden at opføre sig sådan overfor unge mennesker, der står med deres første møde med arbejdsmarkedet og er forblændet af stjerner, fart og spændende historier og ikke aner, hvordan de skal navigere i meget voksne og magtfulde mænds anmassende tilnærmelser. Det er magtmisbrug, fordi forholdet mellem dem er så ulige.
En anden god ting er især vært Janni Pedersens ærlige og gode refleksioner over at have været bystander og deltaget i den massive rygte- og sladderbørs, hvor alle har sladret om de unge kvinder, og hvem de mon havde knaldet for at få hvilket job. For det er en stor del af systematisk machokultur og sexisme, at man laver en del og hersk, sådan at arbejdspladsens kvinder bøjede nakken og gik med på, at ”chef-fryns”, som det kaldes, altså smukke, unge kvindelige praktikanter som ledelsens legetøj, var de unge kvinders eget problem.
For Janni Pedersen rammer sladderen en dag hende selv, men da hun selv bliver beskyldt for knalde-ambitioner, siger hun fra. Hun fik i øvrigt selv det “generøse” tilbud om at blive fastansat i en eftertragtet stilling mod et knald, men takker nej. Senere er selvsamme Janni Pedersen blevet anklaget af folkedybet for at have orkestreret hele advokatundersøgelsen og fyringen af Dorph-Petersen for at overtage hans job, ligesom at Therese Philipsen bliver anklaget for at lyve og være psykisk syg af Dorph-Petersen. Dermed er vi tilbage ved den evige mistænkeliggørelse af kvinder, der tillader sig at tale magten imod i MeToo-sager.
Dokumentaren er grundig og velunderbygget, og de deltagende kvinder fortjener alle årets kollega-priser for deres indsats for at rydde op i TV2’s Bunga-Bunga-festkultur.
’MeToo: Sexisme bag skærmen’ kan ses på Discovery+.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️