Det er altid værst efter sommerferien. Når jeg de ser målrettede, velklædte cyklister på vej kl.8.30 mod deres arbejdsplads, hvor kollegerne og frokostordningen venter, så savner jeg fastansættelsens trygge rammer med sine faste mødetider og smalltalk ved kaffemaskinen.
De første kunder, jeg møder, taler jeg alt for jovialt til. De bliver til en slags erstatnings-kolleger, hvilket tit kan udvikle sig temmelig bizart. I går havde jeg et møde med to unge, kvindelige projektledere om en stor konference, som jeg skal moderere – og jeg tog mig selv i at drille den ene med, at hun nok var gravid, nu hvor hun ikke ville have noget kaffe. Meget upassende. Især når man tænker på, at jeg aldrig har mødt dem før. Og sikkert ikke kommer til at møde dem igen.
For jeg er en del af prekariatet. Os, der lever fra hånd til mund. Os, som gemmer små fedtede kvitteringer i lommen, hver gang vi har været på café og endnu ikke har fået lagt til side til pensionen. Os, som mange tænker kan betales med “eksponering” eller en god flaske vin, selvom det sjældent har været gængse betalingsformer, når der skal betales husleje. Os, der aldrig har en egentlig kontrakt eller aftale, men som møjsommeligt skal fakturere hver eneste lille ydelse.
Men så har jeg min frihed. Jeg kan sige pænt nej til pligtopgaver og rungede ja til passionen. Jeg har ikke glæden af gode, faste kolleger, men til gengæld møder jeg virkelig mange forskellige mennesker hver eneste dag, som er kloge og inspirerende (og måske gravide). Jeg kan fordybe mig og blive klogere på emner, uden at nogen pisker mig videre til det næste – jeg ved for eksempel virkelig meget om portrætmaleri, spændbeton og Region Midtjyllands kulturstrategi. Jeg kan forhandle mit eget honorar og styre min egen tid. Jeg har været fastansat i langt det meste af mit arbejdsliv – og jeg har valgt at blive selvstændig, med alt hvad det indebærer.
Der er virkelig mange andre, som ikke har den luksus – at kunne vælge. Især i mediebranchen, som er fyldt til bristepunktet med løst tilknyttede unge mennesker, hvis eneste ønske er den forjættede fastansættelse. Hvilket er totalt forståligt. Når man skal til at etablere sig med hus, login til Aula og realkreditlån, er det jo meget rart at være nogenlunde sikker på en fast indkomst.
Men de mange løse ansættelser har også andre konsekvenser end de rent personlige.
I foråret udkom der et speciale fra RUC (af Anders Christian Haugaard, Anna Secher Druebjerg Hansen og Narin Frausing Korkmaz), som undersøger, hvad mængden af “fastlancere” betyder for journalistikken. En fastlancer defineres som en person, der er “fast nok til at arbejde for ét medie, at blive vagtsat og være lønmodtager, men som ikke har garanti for et antal af timer og kan opsiges med kort varsel.” Det værste af begge verdener, med andre ord.
Specialet taler ligefrem om A- og B-journalister, hvor de få fastansatte med de fede vilkår får gode opgaver med masser af tid til fordybelse, mens de unge fastlancere helst bare skal fodre den umættelige nyhedsmaskine med letfordøjelige historier døgnet rundt. Uden mulighed for at følge op eller researche i bund.
LÆS OGSÅ:
Det er virkelig bekymrende sådan på det helt store samfundsplan. Vi går alle glip af værdifuld, afgørende viden på den konto. Jeg er rasende på de unge journalisters vegne – de bør netop ikke være en del af prekariatet, men få den ro til at fordybe sig i deres arbejde og skabe et familieliv, som en fastansættelse giver. Derudover peger de mange undersøgelser i strømmen på #MeToo-sagen også på , at det netop er de unge kvinders ansættelsesforhold, som gør dem sårbare overfor krænkelser.
Os, der har etableret os for længst og sådan set har godt af at bryde med rutinen, vi skal nok klare den. Min egen post-ferie-kollega-misundelse har allerede fortaget sig, men mediecheferne rundt omkring i landet har et ansvar for, at den næste generation af journalister har ordentlige vilkår.
Også når de bliver gravide.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
