Jeg har altid tænkt børn som en beslutning, hvor man en dag vågner op og er klar. Men jeg er ikke klar, ikke nu, ikke i morgen, og måske bliver jeg det aldrig. Men hvad hvis jeg en dag vågner op, og det så er for sent? Eller jeg ender med at sidde alene, mens alle mine venner holder børnefødselsdag.
Journalist Josephine Villumsen strejfer rundt i de hvileløse 20’ere, hvor hver dag er et åbent kapitel, der venter på at blive skrevet. Så hun skriver og sender så sine postkort til Heartbeats. Denne gang fra den københavnske modeuge.
Danmark er provokerende langsomme til at godkende livsvigtig medicin, og skulle man gøre noget for især kræftpatienter, burde man nedlægge Medicinrådet, mener Ditte Giese i denne klumme.
Døren til loftsrummet kan ikke længere lukkes. Bøgerne kan ikke længere være på reolen og tøjet ikke længere i skabet. Jeg må erkende det, jeg er en samler, og mine ting vokser mig over hovedet. Men jeg kan ikke få mig selv til at smide ud. Hvad skal jeg gøre ved det?
Verden har brug for at slappe lidt af, og for nylig gik det op for mig, at et gammelt nordjysk bonmot muligvis er kuren.
Ungdommen hyldes i reklamer og på Instagram, men hvor er de modne kvinder i mediebilledet? I denne klumme efterlyser Marie Brask større aldersdiversitet.
I 80’erne var verden mindre, men i dag ved vi nærmest alt om alle. Ane Cortzen er mest af alt fortvivlet. For hun er ved at miste sin nysgerrighed, skriver hun i denne klumme.
Jeg føler mig identitetsløs som dagpengemodtager, og jeg skammer mig over at have ondt af mig selv på grund af det ene afslag efter det andet.
Det er populært, og ikke mindst bekvemt, at beskylde mennesker man er uenig med for at være privilegieblinde. Men faktisk er det ved at blive mere udbredt med privilegieskam end -blindhed.
Vi er blevet fortalt en løgn om voksenlivet. For i virkeligheden er der ingen, der har styr på det. Der er bare nogle, der lader som om.
