Jeg har lige regnet ud, at fordi jeg er stoppet med at købe to go-kaffe fra kaffebarer, når jeg går på arbejde, har jeg i gennemsnit sparet 40 kroner om dagen. Det er 200 kroner om ugen, 800 kroner om måneden og svimlende 9.600 kroner om året!
Okay, jeg har selvfølgelig også ferie og sygedage som alle andre, men så lad os sige, at jeg sparer 7.000 kroner om året på ikke at købe to go-kaffe ude i verden. Det er jo en ferie, en skræddersyet vinterfrakke, et års elforbrug eller en once in a lifetime-overdådig kærestemiddag med vinmenu på Noma.
Det er ikke engang særlig svært at lade være og kan ikke sammenlignes med andre dumme uvaner som bland-selv-slik, neglebidning eller cigaretter. Man kan sagtens stadig nyde kaffe, bare stationært. For hvorfor er det egentlig, at vi alle sammen går rundt med kaffekopper på vej til og fra? Det er jo nærmest en form for voksen-sutteflaske, men vi kan sagtens undvære kaffe på metroturen eller den halve time, hvor vi står på legepladsen og glor på vores unger. Ikke?
En af mine bekendte fortalte for nylig, at han kun drikker kaffe, hvis han kan blive i kaffebaren længe nok til at drikke den der. Det synes jeg er en ret god tommelfingerregel, som jeg forsøger at kopiere nu: Kun at drikke kaffe af porcelæn, der skal vaskes op bagefter.
Det handler nemlig ikke kun om penge, men også om klimabevidsthed. For ikke at sige klima-noia. De kloge siger, at vi skal skære ned på plastik. For der er plastik alle steder. Det er helt tosset så meget emballage og dims i plastik, vi moderne mennesker bruger. Til take away-mad, tandbørster, vandflasker, pakker med internet-indkøb, engangsbestik og glas, plastikposer, fødevare-emballage og de mange engangs-kaffekrus.
”Almindelige to go-kopper er enten lavet af plast eller pap med en plastikbelægning. Plasten er i sig selv problematisk. Hvis ikke vi skiller os af med dem på en ordentlig måde, kan de ende i naturen (og i maven på havdyr), og hvis vi smider dem i affaldsbøtten, er det, som det ser ud i dag, kun 15 procent af al plast, der bliver genanvendt, ifølge Dansk Affaldsforening. Hvis der er tale om pap med plastbelægning (som nærmest alle pap-bægre har), er det næsten endnu værre, fordi de to ikke kan adskilles og dermed ender i forbrænding,” fortæller Heartbeats’ bæredygtighedsekspert, Frederik Larsen, da jeg spørger til kaffekopperne.
Et eskalerende kaffebudget
Når man ser en amerikansk film eller tv-serie, er det slående, hvordan folk altid går rundt med en to go-kaffe i hånden, selv når de er på kontoret. Jeg sidder altid og tænker: Hvorfor køber de dog kaffe med hen på deres arbejde? Har de ikke kaffe på kontoret? Men okay, jeg arbejdede selv indtil for nyligt på en arbejdsplads, hvor kaffen var nærmest udrikkelig, deraf mit eskalerende kaffebudget. Men ligesom det ikke giver mening at købe vand på miljøsvinende plastikflasker, når vi har rent og velsmagende vand i hanerne, så skal vi også tilbage til at brygge vores egen kaffe. Eller drikke den af porcelæn.
Jeg kan faktisk huske en tid, hvor man ikke købte kaffe på kaffebarer. Det er ikke særligt længe siden. En kaffebar var et værtshus. Og kaffe var noget, man drak hjemme hos sig selv eller ens venner, af en porcelænskop, nogle gange endda med underkop, oftest brygget i en Bodum-kande eller på kaffemaskine.
Henover de seneste 20 år har amerikanernes forkærlighed for kaffe i papkrus smittet resten af verden. Det var især Starbucks og andre kaffekæders succes i 80’erne, der fødte markedet for tossede kaffevarianter som ’no fat, foam free, skinny hazelnut latte’ eller ’decaf, soy latte’. Måske skal vi i det hele taget finde tilbage til gamle dages mådehold. Behøver alting være så social markør-agtigt?
Personligt er jeg begejstret for kolbekaffe og har med glæde observeret, at latte, med en halv liter varm mælk tilsat en dråbe kaffe, er blevet håbløst umoderne. Det er også fedt, at det med skinny og minimælk er på vej væk til fordel for straight up sød- eller letmælk.
Recycle, Reduce, Refuse
I forhold til at begrænse vores personlige plastikforbrug findes der tre strategier: Recycle, Reduce og Refuse. Vi er efterhånden godt i gang med affaldssorteringen, og rigtig mange har efterhånden skiftet engangs-plastik-karkludene ud med gammeldags bomuld, der kogevaskes og genbruges. Mange (unge) kvinder dropper hygiejnebind og hopper på menstruationskop, og klimabevidste forbrugere er igen begyndt at handle med medbragte muleposer.
Men jeg er ret pjattet med det her med refuse, at sige nej til plastik. Så nu siger jeg aktivt nej til plastikposer og især plastik-emballage. Det er faktisk meget sjovt, der går nærmest sport i den, ved simpelthen at nægte at indtage mad og drikke, der serveres i plastik. Den går selvfølgelig ikke altid, men det er en meget fin lille øvelse, også fordi personalet på cafeer og kaffebarer ofte serverer i smid-ud-service helt automatisk, også til siddende kunder. Måske vane, måske fordi plastik giver mindre opvask…
Og så tilbage til det med prisen. Efterhånden som store byer over hele kloden bliver oversvømmet med kaffebarer på hvert et hjørne, så må det jo være op til os forbrugere lige at overveje en ekstra gang, om ikke vi kan vente med vores koffein-shot, til vi er nået frem til destinationen. Og er man mindre optaget af klima-aspektet, så er der altså gode penge at spare ved at droppe ude-kaffen. Det er ganske normalt, at en kop cortado, americano eller latte koster 35-45 kroner på en københavnsk kaffebar.
For nogle år siden fortalte Ricco Sørensen, ejer af Riccos-kæden, som tilmed ikke er de dyreste i branchen, at det koster cirka 7,75 kroner at producere en kop to go-kaffe. Hos Starbucks koster en stor latte med vaniljesirup cirka 50 kroner. Det er jo tosset at give så meget for kaffe. Tænk hvad vi kan bruge pengene på i stedet?
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
