Kamilla Seidler
Kamilla Seidler Foto: Rita Kuhlmann

Lola-kok Kamilla Seidler kritiserer hjælpepakkerne: “De er nærmest skruet sådan sammen, at man skal forsvare, at man ikke er tyv eller massemorder”

Nu holder samfundet lukket for anden gang, men Kamilla Seidler, restaurantchef på Restaurant Lola på Christianshavn, mener både, at regeringens hjælpepakker er utilstrækkelige og for svære at søge.

Hvis hjælpepakkerne er en redningskrans til nødlidende virksomheder, er de en redningskrans, der for restauranten Lola har ladet vente længe på sig.

For mens hele landet ærgrer sig over coronanedlukning 2.0, kæmper restauranterne for overhovedet at overleve til den dag, hvor vi er ude på den anden side. For én ting er, at hjælpepakkerne ikke dækker restauranters fulde udgifter, noget helt andet er, at Kamilla Seidler, restaurantchef hos Lola på Christianshavn, stadig venter på at få hjælpepakken bevilliget.

Rettelse

I denne artikel fremgik det før, at restaurant Lola har ventet på svar fra ministeriet i 10 måneder på deres ansøgning til hjælpepakker. Dette er ikke rigtigt. Restaurant Lola har ansøgt om og fået afslag på ansøgning på hjælpepakke til dækning af faste udgifter i august 2020. I oktober 2020 genansøgte restauranten om samme hjælpepakke. Det er denne ansøgning, de nu afventer svar på.

“Når der bliver sagt, at der er hjælpepakker på vej, tror jeg, folk ånder lettet op og tænker: “Gudskelov, der er nogen, som har vores ryg.” Men når man sidder som potentiel modtager, opdager man, at pakkerne nærmest er skruet sådan sammen, at man skal forsvare, at man ikke er gigantisk tyv eller massemorder,” siger Kamilla Seidler.

”Til den hjælpepakke, som lige er blevet frigivet, er der eksempelvis en vejledning på 55 sider til, hvordan man skal udfylde den. Når man, som jeg, sidder med lønansvar for 40 medarbejdere og en daglig ledelse, er det de færreste, der har evnerne til at lave de her ansøgninger uden revisorhjælp,” siger hun og tilføjer:

”En revisor, som vel at mærke er endnu en ekstraudgift.”

Til dags dato har Kamilla Seidler og Lola ikke fået noget af den lovede offentlige hjælp ud over en lønkompensationspakke for første lockdown-periode. Men også lønkompensationen koster de private virksomheder.

”Da vi sad i første lockdown og hørte Statsministeren sige på pressemødet, at vi ikke måtte fyre vores ansatte, selvom vi efter kompensationsordningerne stadig selv hæftede for 25 procent af medarbejdernes løn, gjorde vi, som der blev sagt, fordi vi gerne ville være en god virksomhed. Men når vi i dag står med så mange måneders tabt omsætning, kan vi godt undre os over, hvorfor vi opførte os ordentligt og beholdt så mange medarbejdere. Nu har den beslutning kostet os måske en million kroner i lønudgifter, som vi selv skal finde,” siger Kamilla Seidler.

Kamilla Seidler ser ikke stille til under nedlukningens manglende hjælpepakker
Under denne corona-nedlukning holder Lola åbent for takeaway. Foto: Kamilla Seidlers instagram-konto.

Nogen tænker måske, at restaurantejere må oppe deres takeaway-game og lange lidt ekstra over disken, så de kan indhente den tabte indtjening. Men ifølge Kamilla Seidler er det ikke sådan, det fungerer. Lola har allerede åbent for takeaway, men det genererer kun en omsætning på cirka 5 procent af det, som restauranten ellers ville tjene. Udgifterne er derimod, som de altid har været. De regninger, som kan skydes, bliver udskudt, mens resten bliver betalt gennem midlertidige lån hos restaurantens ejerkreds.

Desuden anfægter Seidler det omfangsrige papirarbejde, som det kræver at søge hjælpepakkerne. Ifølge hende er det så omstændigt, at revisorhjælp er nødvendigt, og for små virksomheder kan den ekstraudgift alene blive så stor, at det faktisk slet ikke kan betale sig at søge hjælpepakker.

”Min mand har en enkeltmandsvirksomhed, og han brugte 16.000 kroner på en revisor. Da hjælpepakken kom, var der en masse ting, han ikke var berettiget til, så han fik udbetalt i alt 4.000 kroner Så må man jo selv vurdere, om det var en god forretning for ham,” siger hun.

Ved brug af revisor i forbindelse med hjælpepakker kan man som virksomhed få 80% af sin revisorbistand refunderet. I de nye hjælpepakker er revisorbistand desuden kun et krav til virksomheder, der søger kompensation for 100% af de faste udgifter som eksempelvis restauranter – ikke for virksomheder, der søger ‘light’-versionen; altså tilskud til de faste udgifter. Det er eksempelvis kioskejere.

Alligevel understreger Kamilla Seidler, at hun kender mange andre, som heller ikke får hjælp af hjælpepakkerne.

”Trine Hahnemann, som har haft egen virksomhed i 25 år, valgte i 2019 at omstrukturere og sælge noget fra. Nu kan hun ikke få én krone i kompensation, fordi det er en ’ny forretning’. Der er mange, der er havnet i den saks. Faktisk kan jeg ikke nævne en eneste kollega, som har sagt, at hjælpepakkerne fungerer, som de skal.”

Der er så mange men’er og hvis’er, at Kamilla Seidler har svært ved at overskue, hvor stort et tab Restaurant Lola står over for. Men hvis vi antager, at 1. maj bliver genåbningsdatoen for landets restauranter og caféer, mener hun, at det vil tage omkring fem år at genoprette en økonomisk bæredygtig situation. Hvis altså restauranten overlever.

”Det har virkelig været en dyr omgang. Vi kommer til at se en masse kolleger – måske os selv inklusive – som ikke kommer over det her,” siger Kamilla Seidler.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics