Jamie Lee Curtis Halloween
Foto fra filmen 'Halloween'

De 5 bedste Halloween-film: Mistænkeliggørelse af kvindelig seksualitet, vilde Freudianske motiver og penetrerende fallos-knive

Porten mellem de dødes og de levendes riger står åben torsdag, når vi fejrer Halloween. Udover at klæde dine børn ud og æde slik, så kunne du jo se en Halloween-film. Søren Staal Balslev guider.

Nu er der ikke lang tid til allehelgensaften, formelt set en kristen festlighed, som i virkeligheden er bedst kendt i dag under den engelske betegnelse: Halloween.

Det foregår altid 31. oktober og har rødder til den keltiske samhain, en religiøs begivenhed der markerede overgangen mellem sommer og vinter og helt konkret også indebar en nat, hvor porten mellem de dødes og de levendes riger stod åben. Der var altså lagt i kakkelovnen for døde gespenster med trang til at tyrannisere de levende eller genfærd med uafklarede opgør.

Nej, allehelgensaften er ikke en direkte afledt festlighed, blot den kristne kirkes overbygning på en i forvejen eksisterende tradition. Og al den virak som folk tumler rundt og morer sig kosteligt med i dag? Den er undfanget i kølvandet på forskellige traditioner, herunder den keltiske.

I dag er Halloween blevet en semi-global og årligt tilbagevendende begivenhed, og selvom det måske smerter gammelsure traditionalister, at danske poder og familier bare sådan udøver usmagelig kulturel appropriation og gør ting og sager, som de ikke gjorde for tyve år siden, så er der ikke rigtigt noget at gøre. Festlighederne og højtiden, som sjovt nok først blev mainstream i USA i 1800-tallet med de irske og skotske masseindvandringsbølger, består i dag primært af at iføre sig og dyrke skrækindjagende udklædninger, at skære græskaransigter, dyrke skræmmende ting i ét væk, lave narrestreger og så selvfølgelig det som er mest relevant i denne sammenhæng – nemlig at se skræmmende film.

Men sådan en liste er ikke helt så nem at udarbejde, som det umiddelbart lyder, for klichéerne står i en klam og gusten kø efter hinanden. Derudover er der det logiske problem: Skal en Halloween-liste blot bestå af vilkårligt uhyggelige film, som er kostelig skrækunderholdning, eller skal værkerne have en forbindelse til højtiden? Jeg har valgt det sidste, også selvom det indskrænker spillerummet.

Listen begynder med smukt-skræmmende produktioner og ender ved de ypperste højtidstinder.

Halloween

5. ‘Halloween’ (1978)

Den amerikanske instruktør, komponist og manuskriptforfatter John Carpenter skabte lurvet filmhistorie, da han i sluthalvfjerdserne lukrerede på både tidsånd og gespensthøjtiden med en slasher-perle med navn efter festlighederne.

Her møder vi überpsykoen Michael Myers, en syg stakkel som bryder ud af en psykiatrisk forvaringsanstalt og vender hjem til sin fødeby på, rigtigt gættet, Halloween-night, hvor han så ellers myrder til højre og venstre og er med til endegyldigt at cementere slashergenren som mainstream-fun. Der er et utal af pragtfulde ting på spil i filmen her, men alene det faktum at protagonisten Laurie Strode (varetaget af Jamie Lee Curtis) bliver indbegrebet af “final girl”, altså den trope som dækker over den ene kvinde eller pige, der til sidst er i live til den endegyldige konfrontation med den modbydelige morder… er skæppeskønt.

“Final girl”-fænomenet dukkede op før denne perle, men det var Laurie, som gik hen og blev den mest famøse repræsentant. Det er og bliver dog kun tematisk kulør på en film, som i lige så høj grad finder sin æstetiske værdi i sit lydspor og spøjst dragende produktionsdesign. Her får man alt, hvad hjertet kan begære af mistænkeliggørelse af kvindelig seksualitet, vilde Freudianske motiver og penetrerende fallos-knive her, der og allevegne.

Donnie Darko

4. ‘Donnie Darko’ (2001)

Noget mindre åbenlys i Halloween-sammenhæng er Richard Kellys ‘Donnie Darko’ fra 2001. Her finder vi Jake Gyllenhaal i rollen som Donnie, en plaget teenager som på sært foruroligende vis er begyndt at se en skabning iført et monstrøst kanin-kostume. Der begynder at ske en besynderlig vekselvirkning mellem Donnie og kaninskabningen, og teenagerens tilbagevendende søvngængeri resulterer i stadigt mere destruktive løjer. Filmens trolddom ligger i gråzonetvivlen: Er Donnie kuk-kuk, eller har han særlige evner, som påvirker tiden i den skildrede verden?

Hvad der imidlertid gør ‘Donnie Darko’ til en mesterlig Halloween-perle er dens reelt skrækindjagende virkelighedsleg kombineret med det narrative lag, hvor en vederstyggelig monsterkanin parres med Halloween-bio-specials (komplet med overdrevent tydelige referencer til samhain-traditionen med de hjemsøgende døde), den løbende italesættelse af Halloween for slet ikke at tale om produktionskrøllen med, at den blev lanceret i de amerikanske biografer op til højtiden.

I sagens natur er ‘Donnie Darko’ ikke lige til højrebenet, dertil er den både for krukket, kælen og kompleks, men ønsker man at tage Halloween-filmtraditionen sådan rigtigt alvorligt, er der ingen vej udenom. Uanset hvordan man vender og drejer den. Og ja, så er filmen de facto også en af de smukkeste emo-horrorfilm skabt i løbet af de seneste 25 år.

The Nightmare Before Christmas

3. ‘The Nightmare Before Christmas’ (1993)

Dermed når vi til den anden film på denne liste, som man bare ikke kan undslå sig, når snakken falder på Halloween-film. Uanset hvor megen umage man end gør sig, og hvor meget filmen med faretruende skridt nærmer sig Monets mesterlige og efterhånden usynlige åkander. Det var nemlig den kronisk eventyrlystne Tim Burton, som i 1993 slog pjalterne sammen med Danny Elfman og skabte den måske mest underholdende og rørende Halloween- og julehomage nogensinde.

Plottet kender så godt som alle: I Halloween Town råder drotten Jack og skaber år efter år mesterlige fester, indtil han mister gejsten. Han forlader sit domæne i nedtrykt sindstilstand, ender med at opdage juleriget og så går det hele naturligvis galt. Udover at byde ind med nogle af filmhistoriens mest hjemsøgende sange er musicalen også leveringsdygtig i noget så sjældent som en uhyrligt vellykket kærlighedserklæring til højtiden selv. Nok er her zombier, varulve, hekse, torturofre og alt andet mellem himmel og jord, men i Burtons mørkvarme stop-motion-univers bliver de døde til om ikke hjertevarme skabninger så i hvert fald betydeligt mindre faretruende end i traditionelt genrelir.

Af alle film på denne lille liste er ‘The Nightmare Before Christmas’ også den film med mest meta-indhold, dens undfangelse i et hjerte fyldt med smægtende kærlighed til lige netop Halloween er åbenlys for alle. Ingen Halloween uden den, lige så lidt som man ikke kan gennemføre julen uden ‘It’s a Wonderful Life’.

The Exorcist

2. ‘The Exorcist’ (1973)

Dermed nærmer vi os de højeste tinder på skalaen, og heroppe råder en modbydelig horrorklassiker som kun med nød og næppe klarer sig gennem definitonsnåleøjet skitseret indledningsvis. For den skandaløse og tematisk nedrige ‘The Exorcist’, begået af William Friedkin, har kun et formelt figenblad, et som både er blegt og perifert, men stadig nok til at legitimere dens tilstedeværelse på listen:

Scenen hvor moderen traver gennem gaderne i et skønt efterårsvejr, og maskebærende og Halloween-udklædte poder løber sært foruroligende rundt til Mike Oldfields legendariske ‘Tubular Bells’. At den så også, når det kommer til stykket, kredser om dæmoner og besættelse og okkulte lege, gør i bund og grund figenbladet unødvendigt. De fleste læsere vil givetvis kende filmen, men for de uheldige få, som ikke har været i produktionens vold, følger plottet her i sin mest elementære form:

Et ungt pigebarn i puberteten besættes af en ældgammel dæmon, lider noget så frygteligt og bliver til sidst forsøgt reddet af to gæve katolske præster (hvoraf den ene er en kosteligt overbevisende Max von Sydow.) Filmen er noget så klam, skræmmende og så holder den rent faktisk efter alle disse år, hvilket ret beset er lidt af et under, for der er altså ikke overvældende mange horrorfilm, som skaber lige så megen væmmelse 45 år efter at være kommet til verden.

It's the Great Pumpkin, Charlie Brown

1. ‘It’s the Great Pumpkin, Charlie Brown’ (1966)

Og så har vi endelig rosinen i pølseenden, en lille feinschmecker tv-film som nok er så langt fra spillefilmsformatet som overhovedet muligt, men som på den anden side byder på så overvældende en rigdom af Halloween-trolddom at en flig kunne være nok. Vi snakker om ‘It’s The Great Pumpkin Charlie Brown’ fra 1966.

Det jazzet-spøgefulde lydspor understøtter ‘Radisernes’ (skabt af Charles M. Schulz) sødmefyldte efterårshomage og væder seeren i über-amerikansk vemod og nostalgi. Produktionen er kun 25 minutter lang, men ligesom den tilsvarende vellykkede julespecial som blev skabt året forinden, er Halloween-filmen en kulturarkæologisk artefakt, som du godt kan se med dine børn, men i modsætning til Tim Burtons mareridtsunoder vil de sandsynligvis ikke kunne forstå hverken udtalen eller den særegne ånd, som hersker i filmen.

Plottet er centreret om Linus’ tro på det store græskar og vennernes perfide ringeagt overfor både projektet og konceptet. Men filmen byder altså, uagtet at den runger af de enorme vidder, der trods alt er mellem 2019 og 1966, på noget, som ingen andre gør, nemlig et dybt rørende indblik i den ærkeamerikanske Halloween-ånd. Denne ånd er ikke kun voksenoptaget slutty-græskarkostumer, men derimod af magisk kostumevirak, trick and treat og anstændige halloween-fester, alt sammen ting som danner et vindue ind til en fantasy-verden, en idealiseret og amerikansk WASP-virkelighed blottet for elendighed, Vietnam og den kolde krig. Åh, hvilken afsindig eskapismefest.

Eneste substantielle påmindelse om virkeligheden er Nusers besynderligt rørende jægerpiloteventyr. Hvorfor gøre sig den ulejlighed at gå så mange år tilbage i tiden? Fordi den bedre end nogle andre værker anskueliggør den bagvedliggende og dybe amerikanske forkærlighed for mystik-romantisme med klare efterårsaftener, funklende stjerner og fællesskabsoder.

Find mere om
Footer graphics