Malte Tellerup
Foto: Rita Kuhlmann

Som ung drømte han om at komme væk fra Fyn: Nu skriver 31-årig forfatter bøger om livet på landet

Malte Tellerup er aktuel med sin anden roman ‘Hedeselskabet’, der handler om tre unge mennesker, som lejer et nedlagt landbrug i Vestjylland for at realisere deres drømme om at skabe kunst og skrive. Vi bad ham færdiggøre ni sætninger om, hvem han er.

At være en forfatter som mig…

“… handler mest af alt om at være åben over for mine omgivelser og tænke over, hvilke forestillinger og energier, de sætter i gang. Jeg trækker i ret udstrakt grad på ting, jeg har oplevet, når jeg skriver. Det er sjældent, at jeg har sat mig ned i et tomt rum og bare skrevet noget. Jeg ser det sådan, at jeg veksler mellem at vade rundt i verden og at sidde ned for at skrive. Og det er nødt til at veksle sådan. Nogen gange sidder jeg for meget på mit kontor. Det dur ikke i længden. Så må jeg ud.”

“Det føles også forvirrende at være forfatter. Men det meste af tiden føles det bare som en måde at være til på – det lyder måske lidt plat. Jeg tænker mest på det som, at det bliver et ankerpunkt i tilværelsen at skrive ned, for jeg skriver masser ned, som ikke bliver til bøger eller værker. Men alle de her eksperimenter og afsøgninger er lige så meget en del af mit forfatterskab.”

Når jeg skriver, er jeg altid…

“… ret opslugt. Men jeg bøvler tit med at komme hen til det sted, hvor jeg ser forbi min computerskærm, ser forbi mine sætninger og bare skriver det, jeg forestiller mig frem. Jeg gør mig altid umage for at underløbe mine egne overbygninger oppe i hovedet og bare bruge sproget, ikke tænke på sproget, men være inde i det, gå rundt i det og bygge det op. På en måde er det som at gå rundt inde i et computerspil. Når det først er loaded, og jeg har det sådan ‘Half Life’-agtigt og går rundt med geværet, så kan jeg ligesom køre på i mange timer.”

“Det karakteriserer mig nok, at det går ret godt, når jeg er opslugt, og det går også ret godt, når jeg ikke er og søger – men det jeg bøvler med, er at træde ind og ud af de to tilstande. Det er svært at komme ind i det opslugte, men det kan være lige så svært at komme ud af det igen. Det kan godt give mig en del angst og skabe en mærkelig desperation at finde tilbage til mig selv, efter at jeg har skrevet. Der har det virkelig været en god modstand mod min angst at få et barn. For det betyder, at verden melder sig på en enormt konkret måde: Der er en person, der har brug for mig, der er nogle praktiske opgaver, jeg skal foretage mig.”

Malte Tellerup


Malte Tellerup

Forfatter, født i 1989 på Fyn

Uddannet Cand.mag. i Litteraturvidenskab

I 2017 udgav han sin debutroman ‘Markløs’, som i 2018 gav ham en Blixenpris for årets litterære talent

Bor i København sammen med sin kæreste og deres to små børn

En af mine helte… 

“… er sådan lidt en guilty pleasure. Det er beat-forfatteren Jack Keroauc, som på mange måder er en problematisk skikkelse, men som også har været en slags ophavsmand til den her myte om det spontane. Han skrev et manifest til om ‘Spontaneous prose’. Omkring ham har der hvilet en myte om, at han skrev sit hovedværk ’On the road’ spontant, i et go, men det passer ikke rigtigt, for han havde brugt virkelig mange år, selvfølgelig, på at forberede sig og havde skrevet manuskriptet om flere gange inden han satte sig og skrev den endelige version. Jeg går også selv og forbereder mig i lang tid, inden jeg sætter mig foran computeren. Jeg samler indtryk, som jeg bruger til at være spontan senere. Den logik kan jeg godt lide – uden at det selvfølgelig kræver benzedrine i tre uger.”

Det gode liv…

“… handler for mig personligt om at bevare min nysgerrighed, så jeg tør at forandre mig. Det er vigtigt at leve som om, at tingene kan se anderledes ud, og det betyder, at jeg skal lytte og være åben over for ting, jeg ikke har styr på. På en måde er det et abstrakt svar, men det handler om at finde balancen mellem ro og rastløshed for mig. Jeg er bange for begge dele, men det gode liv bliver nok til i en antitese, altså ved ikke at give mig hen til rastløsheden, ikke bare kaste mig rundt og være helt ustyrlig, men heller ikke bare at sætte mig ned og sige: Nu er jeg tilfreds. I virkeligheden gør det mig lidt nervøs bare at sige ’det gode liv’, fordi det kommer til at fremstå som et afrundet begreb – og som om der er en løsning, man bare kan følge resten af sit liv.” 

Malte Tellerup

Jeg beundrer mennesker, der…

“… rummer en vis egensindighed – altså folk, der tør gå deres egne veje. Jeg tænker på min fars yngste bror, Dan, som levede et lidt hårdt liv i en kolonihave uden vand og varme og levede af at gå med reklamer og helst ikke ville have socialhjælp – han var på mange måder udsat, men han var også en mand, der befandt sig enormt godt i livet.” 

“Jeg beundrer også min lillebror meget. Da han flyttede hjemmefra, tog han til Tønder for at spille håndbold, og det syntes jeg var så sejt. På det tidspunkt var det en helt vanvittig beslutning for mig, og den nysgerrighed og ophøjede ro, han tog det at bo dér med, det har jeg altid beundret ham for.” 

For 10 år siden vil jeg ønske, jeg havde vidst…

“… hvor meget jeg fik ud af at være rundet af en provins. I mange år havde jeg en meget hidsig trang til urbanitet. Sune Wagner synger i en sang noget i stil med: “I wanna die in a big city”, og det havde jeg kørende i hovedet som et mantra. Jeg ville gerne til større byer, og jeg ville også gerne forestille mig livet meget kortsigtet. Det var ret vildt at stoppe op senere og tænke: Jeg kan godt være sej og snakke fynsk. For eksempel. Det er en ret almindelig ting, når man føler, man skal vise sig og frem i verden, at finde nogle ting i ens opvækst og personlighed, som man har problemer med og derfor lægger bag sig.”

“Jeg havde en lidt aggressiv tilgang til folk, der blev boende på Fyn for 10 år siden, og jeg var ualmindelig hidsig på det, fordi jeg havde gjort mig umage for at lukke provinslivet ned inde i mig selv. Nu kan jeg godt se, at det jo var det modsatte af at være åben, selvom det var det, jeg troede, jeg var overfor verden. Så jeg ville nok ønske, at jeg ikke havde været så skråsikker og ikke havde haft skyklapper på i forhold til, hvor jeg selv skulle hen.” 

Det smukkeste jeg har oplevet…

“… er nok ret farvet af, at jeg netop har fået mit andet barn. Den anden aften havde vores ældste barn, som er to et halvt år, mødt sin nye lillesøster, der lå i vores dobbeltseng. Han kom ind fra sit eget værelse sidst på natten for at sove videre, og lidt efter han havde lagt sig, begyndte hun at skrige, som hun jo gør, og så vågnede han op og kiggede lidt på hende og begyndte at synge ’Lille Peter edderkop’ for at trøste hende. Der kunne jeg bare mærke, at jeg smeltede fuldstændig.”

Det knuser mit hjerte…

“… at opleve socialrealistisk fiktion. Når nogen står i en socialrealistisk tragedie, hvor der er et stort håb og meget kærlighed, men jeg kan mærke, at håbet ikke kan indfries, så rammer det mig lige i hjertet. Jeg elsker det, og jeg bliver så ked af det på de her personers vegne. Jeg kommer til at tænke på en fortælling af den amerikanske forfatter John Fante om en far og en søn, der lever i en forstad og virkelig har for få penge. Men så får faren skrabet penge sammen til at købe en cementblander i håbet om, at det skal give et levebrød – ud fra den der liberale tanke: Teach a man to fish, and you’ll feed him for a life time. Faren satser alt på cementblanderen, og så bliver den stjålet, og så slutter fortællingen. Håbet er knust.”

Det største kompliment jeg nogensinde har fået…

“… fik jeg, da jeg var 25 og boede i New York. Jeg gik på skole på Manhatten, og så var der en aften, hvor jeg gik fra skolens bibliotek hen til subway’en, og så kom der en virkelig flot mand gående. Han havde en lang frakke på, var meget høj og meget high society-agtig – måske var han en meget smuk kunstner – men jeg ved ikke, hvem han var. Jeg afkodede ham bare som smuk og uopnåelig. Vi krydsede hinanden på gaden, og lige da vi gjorde det, drejede han hovedet og sagde “Hello, beautiful”. Det ramte mig bare lige … rigtigt.”

Find mere om
Footer graphics