baskultur

Spot på basmusikkens mange ansigter: Direkte fra bas under buen til Heartbeats

Denne uge er der premiere på det nye musikprogram ‘Baskultur’ på Heartbeats Radio, der vil belyse det musikalske begreb ‘basmusik’ fra alle tænkelige vinkler.

Heartbeats’ musikprogram ‘Baskultur’ kommer til at have et bredt fokus på basmusik og hele den kultur, der omkranser musikken. Med hele fire værtshold dykkes der ned i særskilte basgenrer hver uge.

‘Baskultur’ er programmet, der sætter fokus på den del af musikspektret, der går under fællesbetegnelsen basmusik. ‘Baskultur’ præsenteres af fire ‘hold’, som hver især er førende aktører herhjemme indenfor lige præcis deres hjørne af basmusikken. Du vil hver torsdag på skift stifte bekendtskab med genrer som UK bass, garage og dubstep, UK Funky, club, techno, roots reggae, dub og steppas, samt drum & bass og jungle. Er du musikelsker og bosat i København, kender du nok folkene bag fra en fest eller 10.

De fire holdværter består af: 


1. OHOI! & RDG

Alderspræsidenterne i OHOI! har været med til at starte bølgen af basmusik i Danmark med deres kompromisløse events op igennem 00’erne og 10’erne. Med afsæt i UK garage og jungle til den hjemmelige introduktion af dubstep har de været forbi hvert et hjørne af basmusikken.

I dag er OHOI! nok mest kendt som arrangør af eventet, Bas Under Buen. Bag radiopulten med OHOI! sidder RDG, der er et af Danmarks stærkeste kort på den internationale basmusik-scene, hvor RDG har udgivet 22 singler og ep’er og medvirket på yderligere 13 styks. RDG’s lyd er dybt forbundet med sound system-kulturen, hvor lydsystemets massive lydniveau og fysiske tilstedeværelse er altafgørende. Fokus er bas og meget af den. 

RDG står bag pladeselskaberne Circle Vision og Surfase Records, der tilsammen har over 50 udgivelser på diskografien. 

2. Circuit 900 & Alex Index

Jens Madsen er manden bag projektet Pastiche og indgår som den ene halvdel af Circuit 900. Han har udgivet bastung klubmusik på pladeselskaber som Ruffhouse, Circular Jaw og Merge Layers. Alexander Cramer kører pladeselskabet INDEXLIFE og har med sin musik på labels som Top Billin og My Techno Weighs A Ton længe været et hemmeligt våben i utallige pladetasker. Tilsammen berører Jens Madsen og Alexander Cramer et ocean af UK funky, club, dekonstrueret dansemusik og techno. 

3. Dub Manza 

Dub Manza er et dansk lydsystem, der med deres håndlavede, hjemmebyggede højtalere er med til at fremme sound system-kulturen, der værner om roots reggae, dub og steppas-musikken. Den blomstrende danske scene tager afsæt i den britiske sound system-scene, men Dub Manza gør en indsats for at sætte deres eget præg på kulturen med hjemmeproducerede sange. Jah Highness, Mighty Mala, Dave og Chancho er tilsammen Dub Manza. 

4. Drum & Bass Klubben

Drum & Bass Klubben så dagens lys i 2016, da tre dj’s slog sig sammen for at rendyrke deres fælles interesse. Gruppen består af DJ Breakfast, Bobby 6 Killa og HDN – tre styks original junglists.
På Christiania Radio har Drum & Bass Klubben med skiftende navn haft base siden 2009, men har derudover afholdt flere succesfulde arrangementer både på undergrundslokationer og de etablerede klubber og spillesteder. 

Bobby 6 Killa og DJ Breakfast har lang erfaring inden for genren drum & bass. Disse to veteraner mødtes igennem vinylentusiasmen og tog ofte til London for at rave og købe plader. HDN kommer fra en livemusik-baggrund, men har været tilknyttet Drum & Bass Klubben på Christiania Radio siden 2010. Tilsammen har de stor viden om drum & bass og en dyb passion for alle de undergenrer, som stilen er så rig på. 

Footer graphics