35 mennesker. Det er så mange, der må være til en koncert på Jazzhus Montmartre, hvis corona-begrænsningerne skal overholdes.
Men det er ikke nok, hvis den gamle jazzklub skal overleve. Derfor føler spillestedets ledelse sig nu tvunget til at lukke ned for alle planlagte koncerter – muligvis for bestandigt.
“Vi begræder situationen, men det er ikke muligt for os at drive huset på det ønskede niveau med indtægterne fra kun 35 billetter mod normalt 85 pladser,” siger huset administrerende direktør, Jonas Dyrved.
“Vi havde håbet, at staten ville komme med en større hjælpepakke, som kunne afværge situationen, men det netop indgåede forlig er
for lidt og for sent. Det er trist set i lyset af, at Montmartre satte rekord i besøgstal op til coronakrisen.”
Lejemålet opsagt
Beslutningen træder i kraft med øjeblikkeligt virkning, og det betyder samtidig, at huset har afskediget de to eneste fastansatte, direktøren og musikchefen. Foreløbigt kommer heller ingen af de timelønnede på arbejde, og lejekontrakten i Store Regnegade er allerede opsagt.
Dermed ser København ud til at miste en central kulturinstitution, som har dannet ramme om jazzmusikken i nogle af genrens allermest intense perioder siden 1959. Store internationale navne som Ben Webster, Stan Getz og Herbie Hancock har blandt andet stået på scenen gennem tiden.
“Det er en sørgelig situation for dansk kulturhistorie, for København og for hundredevis af kunstnere, som mister en vigtig scene. Montmartre har lagt lokaler til tusindvis af legendariske koncerter siden åbningen i 1959 og har medvirket til at uddanne flere generationer af musikere fra sin scene,” udtaler bestyrelsesformand Michael Christiansen.
Meldingen kommer efter et langt bureaukratisk forløb, hvor Jazzhus Montmartre blandt andet har fået afslag fra Københavns Kommune på ansøgningen om at blive regionalt spillested og mens de politiske forhandlinger om mulig driftstøtte stadig trækker ud.
Montmartre har årligt afholdt cirka 230 koncerter og har været drevet som non-profitinstitution med et behov på cirka 2,4 millioner i støtte fra stat, kommune og fonde om året for at løbe rundt.